onsdag den 18. januar 2017

Livet uden facebook

Man kan sige meget om facebook, men når man er færdig med at sige alt det, syntes jeg alligevel i lang tid, at facebook gav mening. Det var hyggeligt ind imellem at lægge et billede eller en lille anekdote op, hyggeligt at småsludre med nære og fjerne og hyggeligt at følge lidt med hos familie og venner. Men facebook ændrede sig og mit liv ændrede sig og i et års tid, tror jeg, syntes jeg primært, at det var kedeligt og rodet. Jeg stoppede med selv at dele ting og næsten også med at kommentere.

Jeg holdt lange pauser og overvejede jævnligt at slette min profil. Det virkede bare som en meget drastisk ting at gøre. Begreberne FOMO (fear of missing out) og JOMO (joy of missing out) er nogle gode og beskrivende begreber, synes jeg. Især det første giver meget mening i forhold til facebook. Jeg vidste jo godt, at menneskene i mit liv ville blive ved at dele. Den eneste forskel ville være, at jeg ikke længere så det. "Alle" er på facebook. Det er en meget stor klub at melde sig ud af!

To ting endte med at afgøre det. For det første gjorde facebook mig ked af det. Når man (som jeg) ikke kan foretage sig hverken vilde eller ikke vilde ting med sin familie, og sorgen over det er meget nærværende, er facebook virkelig ikke stedet at hænge ud!
Derudover begyndte jeg at lægge mærke til, at facebook distancerede mig fra andre, istedet for at jeg følte mig tættere på dem. Også mennesker, jeg virkelig holder af. Det var jo helt skørt. Jeg ved ikke helt hvorfor, men måske var det, fordi jeg ikke længere involverede mig aktivt, at jeg oplevede den distance.

I begyndelsen af september sidste år trak jeg vejret dybt og slettede min profil. Kun to gange i løbet af de fire-fem måneder siden da har jeg savnet facebook: morgenen efter det amerikanske præsidentvalg, hvor jeg var alene hjemme og havde lyst til at spejle mit eget "what!!?" i det "WHAT!!????" jeg godt kunne gætte var på facebook og så lidt i sidste uge på min fødselsdag. Der var mere stille uden de mange små facebook hilsner, der ellers tikker ind på sådan en dag! :o)

Langt hovedparten af tiden har jeg glemt, at facebook overhovedet eksisterer. Det er ikke noget savn, men hvis jeg giver mig til at tænke over, at jeg går glip af de små glimt af mine næres liv, synes jeg det er ærgerligt. I praksis synes jeg bare ikke rigtig, at det var det værd.

En god ting er, at det er meget tydeligt, at jeg ikke ved noget om mine venners liv - medmindre jeg spørger dem. Det gør man heller ikke (ikke rigtigt), hvis man ser deres opdateringer, men det er lettere at glemme. Nu er der "kun" den direkte kommunikation, hvilket jo så langt er den mest virkelige og interessante :-)

Jeg tænker ikke, at jeg helt sikkert aldrig vende tilbage, men indtil videre trives jeg godt i facebook frit land!


PS: bloggen har stadig en lille facebook side lige her :-)
PPS: der kommer nogle fotos igen på et tidspunkt. Jeg skal bare lige i gang igen.





tirsdag den 10. januar 2017

Dengang jeg var digter


Månen blinker og smiler
Tænder en stjerne for mig
Siger den kun stod op for at trøste
At lette mit savn efter dig

Men hvad er en blinkende måne?
Stjernen, den gav mig i gave?
Hvad er vindens blide sang,
når nu det er dig, jeg vil have?

( ... der var et vers mere, men jeg kan ikke huske det ... )


Som helt ung præsterede jeg at være forelsket i en fyr, jeg kendte, men ikke så særlig ofte, meget længe. Uden at jeg af den grund havde flirtet med ham, ikke på nogen direkte bevidst måde i hvert fald. Min far fik mig overbevist om, at det var en god ide at finde ud af, om gutten havde det på samme måde som jeg. Godt råd jo, så jeg sendte dette fine digt, jeg havde skrevet. Underskrev med mit navn. Intet andet!

Stakkels fyr. Han svarede ikke, og det var jo også en slags svar ...

I nogenlunde samme periode af mit liv blev jeg 18 år. Jeg husker aftenen før meget tydeligt. Jeg lå i min seng overvældet af det uafvindelige, epokegørende, skelsættende ved denne nat. Opfyldt af følelser og højtidelighed skrev jeg:

"Farvel barndom. Jeg elskede dig."

På fredag bliver jeg 45 år. Hvor er det længe siden og hvor er jeg på mange måder fuldstændig den samme - og en helt anden :-)






tirsdag den 3. januar 2017

2017. Det er OK




Alberte og mig ;)


Lige omkring nytårsaften sidste år læste jeg, under et idyllisk foto på Instagram, denne lille sætning: "Thank you 2015. Welcome 2016". Jeg læste det og så begyndte jeg at grine! Faktisk grinede jeg af det flere gange de følgende dage. Thank you 2015 ....

2015 var et absurd dårligt år for os som familie. Absurd dårligt. Primært på grund af min egen situation, men også af andre årsager. Tak var ikke et ord, der lå ligefor.

I år er jeg ikke uden tak. Slet ikke. Vi lever stadig på mange måder et absurd og mærkeligt liv, men vi er ikke, hvor vi var for et år siden. Vi er et bedre sted. Et mere håbefuldt sted. Væsentlige ting har løst sig eller går fremad og selvom jeg stadig lever isoleret, kan jeg alligevel mærke, at der er noget, der er ved at ændre sig. Jeg føler mig tættere på livet.

Så 2017 er ok med mig. Jeg føler mig nogenlunde klar og forhåbningsfuld overfor det nye år. Må det blive et godt år med megen lykke og glæde, mange gode stunder i et ikke-perfekt liv. Megen taknemmelighed og forhåbentlig fremskridt.

Et godt år her hos os - og hos dig! Rigtig godt nytår
KH Lisbet  



mandag den 10. oktober 2016

Det var ikke min mening bare at forsvinde!


Det var ikke min mening bare at forsvinde fra bloggen! Jeg spekulerer selv på, hvad der mon sker, når nogen pludselig er væk, om der mon er sket noget meget alvorligt? Min plan var at blogge hele sommeren igennem. Da det kom til stykket, viste det sig bare at være fuldstændig urealistisk. Det er naturligvis ikke alt, jeg kan tillade mig at fortælle om her og sommeren var delvist i den kategori.

Overskriften for livet har været noget med at forsøge at balancere mellem på den ene side et behov, der krævede mere, end jeg havde (og inderligt ønskede!) at give og på den anden side vigtigheden af, ikke at falde ud over kanten - igen. Hvilket er svært, når man ikke ved præcis, hvor kanten er og dermed om og hvornår, man falder.

Nu er det så ikke længere sommer, men efterår. Det akutte er lidt i aftagende (endelig!) og på nuværende tidspunkt er det delvist positive ting, der belaster, fordi vi er i fuld gang med at etablere nogle løsninger, som på sigt forhåbentlig aflaster. Det er lidt et paradoks jo, at man kan have behov for at skabe noget nyt uden rigtig at have de ressourcer, processen kræver, men jeg har en virkelig god fornemmelse. Jeg tror, det bliver godt!

Jeg ved godt, at det bliver lidt kryptisk, når jeg ikke fortæller noget konkret, men jeg ville alligevel lige tjekke ind og sige, at jeg er her stadigvæk. Jeg skal bare lige .... lidt længere væk fra kanten.

Jeg har besluttet at forlænge min ikke planlagte blog-pause til efter jul. At blogge er en stor glæde og et værdsat fællesskab, men det er også, for mig, noget der kræver ressourcer. Jeg trækker alle ressourcer, jeg kan finde, "hjem" i et forsøg på at komme et lidt mere overskudsagtigt sted hen, for det trænger vi virkelig til, min lille familie og jeg.


Jeg savner jer! Vi ses <3 Ha det godt.

Kærlig hilsen Lisbet





mandag den 11. juli 2016

Skøre kvinder og skøre drømme


Bryllupsdag fornylig ;-) 


 
Jan friede til mig på knæ, med 70 (!) røde roser og en romantisk tale - på hans kollegieværelse i Hvidovre! Det er et dejligt minde, fyldt med glæde og forelskelse. Jeg husker dog, at jeg tænkte, at det havde været helt perfekt på knæ, med 70 (!) røde roser og en romantisk tale - i den idylliske ende af Tivoli ...

Vores bryllupsfest blev holdt i et selskabslokale i Brønshøj med en lille gårdhave til. Det var der ikke noget i vejen med, bortset fra, at jeg inden da havde slæbt Jan med ud i dyrehaven for at se en restaurant. Den var præcis, som jeg vidste, at den ville være: helt perfekt og alt for dyr. Ved busstoppestedet på vej hjem græd jeg! :-D

Hvad skal jeg sige? Jeg var ung, romantisk, drømmende og dramatisk - og havde set rigtig mange amerikanske film ...

Jeg indrømmer blankt, at jeg stadig kan være mere romantisk, drømmende og dramatisk, end hvad livet kan leve op til, men ved I hvad? Lige her omkring, jeg tror nok, det er i dag :-) :-) er det 20 år siden, at vi blev kærester og så meget ved jeg: det er ikke, hvordan det begynder, der er det vigtigste. Det er alt det, der kommer bagefter <3    


fredag den 17. juni 2016

Slut med sandkage!




Gennem mine snart 13 år som mor har jeg spist helt ufatteligt mange sandkager. Kærligt fremstillet af mine søde børn.  (foto-dokumentation fra sidste år her :-))  De første mange år produceret i sandkasse. De sidste par år i et lidt mere sofistikeret kagebageri på terrassen.

Som bekendt er en sandkage jo ikke bare en sandkage. Den er et mesterværk og en hel unik kage, der fortjener beundring i alle faser af fremstillingen. Husker man ikke selv, at det forholder sig sådan, gør ens børn ... Moar ... Der skal tages stilling til ønskede ingredienser. Vil man helst have chokolade, jordbær eller vanilje - og vil man stadig helst have chokolade, jordbær eller vanilje?? I det hele taget er det en kage, der kræver en del af modtageren. Den skal modtages og beundres og spises med stort velbehag. Det er jo en helt utroligt velsmagende kage! Faktisk har man nærmest aldrig smagt noget så godt.

Gennem årene har jeg ind i mellem syntes, at der var liiige lovlig mange sandkager i mit liv. At det også havde sin charme at fordybe sig i sin kaffe. Men nu er det slut!!

Der er ingen (børn), der synes, at der er nogen grund til at finde kage-bageriet frem i år. Det er også yngste nu vokset fra. Det kom lidt bag på moderen og lige pludselig har jeg utrolig meget lyst til en sandkage med vanilje! Serveret med kærlighed af et dejligt barn.

Nostalgi kaldes det vist :-) Der er en sidste gang for mange ting med børn og og man ved aldrig, hvornår det er den sidste <3



Kagebageriet 2014 :-)

PS: Jeg blev rørt over al den gode og omhyggelige feedback på mit sidste indlæg. Det var lige, hvad jeg trængte til, så TAK fordi I overvandt det svære i at skrive og gjorde det alligevel!



søndag den 12. juni 2016

Hvor går grænsen mellem at jamre og at dele liv?





Jeg går lidt rundt om mig selv blog-mæssigt for tiden. Det har jeg gjort i et stykke tid og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved det. På den ene side vil jeg gerne, at bloggen skal være et forholdsvist glad og livsbekræftende sted. Jeg har ikke lyst til meget ofte at referere til negative ting: begrænsninger, sygdom, sorg, ensomhed, ting der ikke kan lade sig gøre - og det irriterer mig lidt, når jeg gør det.

På den anden side er mit liv bare ikke særlig nemt og dilemmaet er, at hvis jeg ikke fortæller om mine vilkår, giver mine tanker heller ikke rigtig mening eller kommer i hvert fald til at lyde meget mere forkælede og fortænkte, end hvad de i virkeligheden er. Det er en svær balance, synes jeg.

Jeg gik ned med et brag lige omkring 1. februar 2015. Altså for over 1 år og 4 måneder siden. I hele den periode har jeg tilbragt omkring 6 timer sammen med andre mennesker end Jan og børnene. I alt. Disse timer lå alle i de første måneder. Jeg har derfor helt bogstaveligt levet isoleret de sidste 9-10 måneder kun afbrudt af en eller to halv times byture pr. uge. Ingen mennesker set - og har heller ikke kunnet holde til at tale i telefon. Jeg ved godt, at man ikke kan sætte sig ind i det eller forstå det. Det kan jeg knapt nok selv.

Nogle gange har det bare været sådan livet var, andre gange, i mine sværeste stunder, har jeg følt mig som et misfoster, et ikke helt rigtigt menneske, helt isoleret fra den virkelige verden. Jeg er i slutningen af den periode nu, det kan jeg mærke, men ikke desto mindre er det stadig min virkelighed.

Der er altid et sårbart element i at lægge sit delvist skrøbelige liv ud på et fuldt offentligt sted, men midt i det hele er der også et ønske om at høre til, passe ind, være/fremstå normal. Jeg har ikke lyst til at udstille mig selv som en abe i bur. En man ikke kan relatere til, men blot betragte på afstand. Hvis denne abe så også jamrer, er vi ude i noget, som jeg SLET ikke har lyst til!

Samtidigt vil jeg gerne dele! Både for min egen og for andres skyld. Jeg kan af et ærligt hjerte sige, at jeg aldrig blot skriver for at udstille min svaghed. Når jeg skriver personligt, skriver jeg altid med intention. Mit liv er sådan, at noget svært er baggrund og klangbund for mange ting, men faktisk føler jeg også, at det er i spændingsfeltet mellem det negative og det positive, at jeg har mest at byde ind med. At det er der, jeg har mest at give og der, det for mig personligt, giver allermest mening at blogge.
   
Sikke en masse drama! ;-) Men summa summarum så VIL jeg gerne dele, men er samtidigt bange for, at det skal kamme over i noget, som bare er for ynkeligt. Det er særligt aktuelt for tiden, fordi der i denne "in between" periode, som jeg nu befinder mig i, er noget alvorsfuldt og eftertænksomt over mig, som jeg måske ikke bør undskylde for, men alligevel føler trang til at advare om :-)

Så nu er I advaret! Der er forskellige emner, jeg har lyst til at skrive om og med alt det her i mente vil jeg bare sige på forhånd, at hvis det samlede billede ender med at blive for jammerligt, så var det altså ikke min mening :-)