torsdag den 30. november 2017

Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret det uden jer - og tak for nu




Jeg begyndte at blogge i 2014, fordi jeg havde noget på hjerte. Jeg ville gerne dele. Det fik mig til at skrive indlæg som "Historien om et parforhold" og "Man bliver tilbudt mest kærlighed, når man behøver det mindst" Ret hurtigt fandt jeg dog ud af, at bloggen var en stor gave af to grunde, som jeg ikke havde forudset.

For det første fandt jeg ud af, at jeg kan lide at skrive. Jeg har altid snakket meget, men nu opdagede jeg glæden ved at gøre mig umage med mine ord. At nusse lidt om sætningerne. Jeg fandt ud af, at jeg kan lide at samle mine tanker i den afsluttede koncentrerede form som et blogindlæg er.

For det andet gav det at blogge mig et sted at høre til. Jeg blev en del af et fællesskab, hvor jeg kunne deltage på lige fod. Blogland blev et sted, jeg følte mig hjemme. En sammenhængende verden af venner, bekendte, venners venner og folk, man kendte engang. Jeg fik et sted at tale om alvorlige personlige ting, men også et sted at sludre, hænge ud, tale lidt om vind og vejr. Et sted at sige "god weekend". Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skulle have gjort uden.

Jeg skriver i datid, for jeg har besluttet mig for at stoppe med at blogge. Jeg har flere gange holdt pauser (og hver gang jeg kom tilbage, var I der stadig. TAK) Det har altid været fordi, jeg ikke havde overskuddet til at blogge. Sådan er det ikke nu og derfor kommer min beslutning egentlig også bag på mig selv. Jeg KAN godt blogge. Jeg er bare nået til et punkt, hvor jeg tror, det er tid til at gøre noget andet.

En medvirkende årsag til min beslutning er, at langt fra alle, men en stor del af dem, der har været min primære "flok" herinde de seneste år ikke længere blogger eller kun blogger sjældent. Hvis bloggen i samme grad skal udfylde den sociale funktion, den har haft indtil nu, skal jeg lære nye mennesker at kende herinde. Det vil jeg sådan set også gerne, men som sagt tror jeg, at det er tid til at prioritere anderledes. 

At leve det bedst mulige liv med de ressourcer, der nu engang er til rådighed, har været et tilbagevendende tema på bloggen. Nu tror jeg, det er tid til at bruge blogger-ressourcerne ude i virkeligheden.

Livet går fremad. Langsomt, langsomt men fremad:

- I hele 2016 og hele 2017 er jeg langsomt blevet bedre og siden i sommers er det for alvor begyndt at slå igennem. Jeg er stadig meget alvorlig syg, ingen tvivl om det, men i forhold til hvor jeg var, er jeg kommet langt.

- Vi er fantastisk glade for annekset (som egentlig er en tilbygning). Det har vist sig at være præcis så god en ide, som vi vidste, at det ville være. Det er virkelig en glæde og en aflastning - og så er det bare et rigtig hyggeligt rum at være i.

- Jeg er blevet klogere og er begyndt at leve anderledes. At det var muligt at forværre min sygdom så ekstremt og så ekstremt længe ved vedvarende at presse mig selv over evne var et kæmpe chok. Havde jeg vidst, at det var så farligt, havde jeg selvfølgelig aldrig gjort det. Det ved jeg nu og fra nu af kommer jeg til at håndtere livet med sygdom på en anden og mere konsekvent måde. Jeg skrev om det her, hvis det er relevant.

- Der er mennesker i mit liv igen. Ikke i stort omfang, men de er der. Jeg kan tale i telefon og have gæster. I meget begrænset omfang, men der er alligevel et meget tydeligt før og efter.

Meget værdsatte Birgitte gav mig engang ordene til at beskrive, hvorfor jeg har kunnet blogge, når nu kommunikation og interaktion ellers har været så svært. "Indirekte kommunikation er mindre krævende end direkte kommunikation" skrev hun. Det har passet rigtig godt på mig.

Jeg har kunnet skrive et blogindlæg i hovedet. Skrive det ind ad flere omgange. Lægge det ud, når jeg orkede. Glæde mig over kommentarerne (jeg har aldrig fået en kommentar, jeg ikke blev glad for) Svare på dem senere. Læse andres blogindlæg, når jeg orkede. Kommentere på dem, når jeg kunne. Det har alt sammen været på mine præcisser. Fællesskab i små etaper.     

Måske kan jeg ikke finde det samme et andet sted? Måske kan jeg ikke undvære at skrive? Måske har jeg en dag overskud til begge dele? Det ved jeg ikke, men for nu er det i hvert fald slut.

Det har givet tårer i øjnene af taknemmelighed (og vemod) at skrive dette indlæg. Jeg ved, at jeg aldrig, aldrig nogensinde vil glemme, hvilken utrolig stor trøst og opmuntring Blogland var i en af de allersværeste perioder af mit liv. 

Midt i min ensomhed og store sygdoms-skabte isolation var bloggen et levende sted. Et liv skabt af kommentarerne. Af livet i kommentarfeltet og af at vide, at jeg kunne lægge noget ud, enten dybt fra hjertet eller bare lidt hygge, og vide, at det blev læst. Der var nogen i den anden ende.

Nogle har læst med siden mit allerførste indlæg, andre kiggede forbi en gang i mellem og nogle forvildede sig herind en enkelt gang og skyndte sig ud igen :)  Den samlede pakke var liv, trofasthed, opbakning, trøst, hygge og fællesskab.

Det kommer jeg aldrig til at glemme! Så TAK! Bare tusind, tusind tak - og ha´det godt <3




onsdag den 15. november 2017

Sådan bliver (min) jul god



Det er meget tydeligt for mig i år, hvor meget jeg har flyttet mig i forhold til mine forventninger til julen. Det er helt vildt faktisk. I mange år var der meget smertefuldt forbundet med julen. Jeg skrev om det i et blogindlæg i 2014. Når jeg genlæser det nu, bliver jeg helt rørt - og forundret - over, HVOR anderledes jeg tænker nu.

Næsten hele min barndom holdt vi almindelig juleaften den 23 december. Den 24. holdt mine forældre jul for en hel masse ældre på det dagcenter, hvor min far var leder. Vi blev forkælede der og det var en fest. Jeg har selv mange søskende, begge mine forældre har mange søskende. Jeg er vant til at forbinde jul (og en hvilken som helst form for festlighed) med mange mennesker. Alt storhejet var en meget integreret del af det festlige.

Sådan har jeg det slet ikke mere. Min søster sagde en dag, at hun glædede sig til, at jeg blev rask nok til, at vi kan fejre juleaften sammen igen. Jeg blev nødt til at sige, at sådan har jeg det faktisk ikke - længere. Jeg vil meget gerne hygge med familien, men juleaften vil jeg nu allerhelst roen, nærværet, glæden, børnenes forventning, det højtidelige som jeg synes får mere plads nu  - for mig.

Det er ikke sådan, at der slet ikke må være andre end os selv, men nu vil jeg meget nødig bytte vores juleaftner ud med de mindst 15-20 mennesker, jeg før syntes var det eneste, der var helt rigtigt.

Al den tid vi har haft børn, tror jeg, at jeg har nydt allermest decemberdagene før selve julen. Jeg holder utrolig meget af alle de små traditioner, december er så fyldt af. Morgnerne med pakkekalender og chokoladekalendere, aftnerne med julekalender i TV, roen, forventningen, traditioner med hygge og konfektlavning OG nu de juleaftner, som jeg er kommet til at holde så meget af.

Det primære, der er sket er, at jeg har flyttet fokus og derudover, at vi prioriterer anderledes. I stedet for at længes efter noget andet er jeg kommet til at værdsætte det vi har utrolig meget. Det er stadig en smerte generelt, at jeg ikke kan være mere social, end jeg kan, men det er ikke længere det, der primært gør julen god for mig.

Julen er lige som den skal være: fyldt med stemning, traditioner og små ting, der betyder noget. Hvis jeg var en rask mor, så vores jul temmelig sikkert anderledes ud, men det gør mig glad om hjertet, at den jul vi har i så høj grad er kommet til at føles som den rigtige jul. Den jul jeg holder af og meget nødig vil være foruden.

Hvor er det dejligt <3

Fordi dette indlæg i meget høj grad er forbundet med indlægget fra 2014 har jeg indsat det her:






Jul - glæde, kærlighed, overskud, lykke, lys, familie.

Mange ord og stemninger er knyttet til julen. Det er en særlig tid. Fyldt med følelser og forventninger. Kan man leve op til det, er det sådan ens egen jul ser ud - er det godt.

Men sådan er det ikke altid. Min jul sidste år var rædselsfuld. Som jeg har beskrevet det her: "Ferie. Jeg kan ikke fordrage det" er ferier og højtider altid udfordrende for mig, ganske enkelt fordi jeg ikke har ressourcerne til noget som helst udover det sædvanlige. Juleaften sidste år havde vi besøg af min svigermor. Det var hårdt, men dejligt at hun var her. En af juledagene havde vi besøg af min familie. Det var hårdt, men dejligt at de var her. De resterende 10 dage af ferien tilbragte jeg stort set alene i soveværelset. Syg, kvæstet og med alt for mange smerter til at kunne holde ud at være sammen med min egen familie. Ensom, frustreret og magtesløs. En af dagene kørte Jan og børnene til julefrokost i hans familie. Det er altid smertefuldt for mig, at jeg må blive alene tilbage.

Var det en god jul? Nej det var det ikke. Har jeg haft mange jule som minder om den. JA! Ikke uden gode stunder, absolut ikke, men samlet set alt, alt for hårdt. Derfor gjorde det mig - som sædvanlig - nedtrykt, da vi nåede november i år og julen, igen, truede i horisonten. Jeg græd frustreret i telefonen til min veninde, som sagde følgende kloge ord: "jeg ville sådan ønske for dig at "højdepunkterne" i dit liv ikke altid er ting som er for hårde for dig eller som du ikke kan være med til. At fokus kunne komme til at ligge lidt anderledes".

Hun havde ret. Det kunne jeg mærke. Det er ALT for sjældent jeg glæder mig til noget. De svære ting æder det hele. Det dur ikke. Derfor aflyste vi samme aften julen.... Julen sammen med andre mennesker. Ingen jule-gudstjeneste. Ingen juleaften sammen med familie. Ingen besøg og ingen julefrokoster i juledagene. Slut. Ingenting. I stedet hygger vi fire: mor, far og de skønne, skønne vidunderlige piger.

Det er en god beslutning. Det ved jeg. Men det er også en svær beslutning. For det er ikke det, jeg helst vil. Jeg er forkælet med en dejlig familie. Tre søstre og to brødre har jeg, min mor og far, svogre, svigerinde, nevøer og niecer og Jan har også en dejlig familie. Juletid er familie-tid. Det naturlige er at være sammen med dem.

Kun at være os er ikke det jeg helst vil (og det er svært at sige nej og skuffe andre) men det er forhåbentlig det, der giver en god jul. Sagen er nemlig den, at vi hygger os ganske glimrende sammen os fire.

At åbne pakkekalender og chokoladekalender hver morgen, se julekalender sammen alle fire hver eneste aften, kalenderlyset der brænder, advent, lave konfekt, bage småkager (det er Jan der bager, men jeg er med) små jule-udflugter og toilet-rulle nisserne vi alle fire laver hvert år er traditioner og gode varme ting i vores december. Vi skal pynte op og børnene er for længst i fuld gang med at lave gaver. Forventning. Børnenes spænding. Det er alt sammen ting jeg holder utrolig meget af.

I år giver vi de ting førstepladsen. Giver dem lov til at stråle og fylde. Giver dem lov til at være vigtigst. Lader forventningen og glæden fylde uden at katastrofen truer i horisonten.

De gode ting er der altid, men de bliver nemt overskygget af det svære. I år nyder vi det der er. Ikke det vi ville ønske der var. 

Og ja, jeg elsker virkelig min familie og vil gerne være sammen med dem. Det må så blive i 2015.
Er det perfekt? Nej det er det ikke. Er det uden sorg? Nej det er det heller ikke. Men spørg mig om det føles godt at give plads til det gode? Svaret er JA!

Jeg ønsker for dig at din december må blive god!
Kærlig hilsen Lisbet



fredag den 3. november 2017

Krævende samtalespor

Herude i det virkelige liv har jeg/vi haft nogle store og krævende samtalespor kørende på det sidste. Flere sideløbende på samme tid. Det har været ret voldsomt faktisk. Alle mine ord er gået til det. De tænkte, de skrevne, de talte.

Bloggen har ligget som en svag bevidsthed i mit baghoved og lidt som et savn, men der har ikke været noget at gøre ved det. Der var ikke flere ord. Nogle af samtalesporene er afsluttet nu og er endt godt. Resten har toppet, tænker jeg og langsomt bliver der lidt mere plads i mit hoved. Hvilket virkelig er dejligt!

Som jeg har skrevet om tidligere, har jeg det fysisk bedst, når livet er så kedeligt og begivenhedsløst som muligt ;) Derfor holder jeg meget af november! November er en pause-måned midt i det hele. Man kan jule, hvis man gider, og ellers kan man bare lade være. Man kan glæde sig og glædes over andres forventningsglæde, men det er alt sammen bundet op på december, hvilket gør november til en dejligt forventningsfri måned.

Som det store havemenneske jeg er, er jeg meget i haven fra marts til oktober, men nu er haven puttet for i år og også der er der dømt pause. Pause og stilhed over det hele. Sådan føles det lige nu, men lad os nu se, om det varer ved;) Velkommen til november i hvert fald og et forsigtigt "hej igen" til bloggen!


 


lørdag den 30. september 2017

Glæder i september


Septemberlys ...



Tehylden. Hverdags-hygge for både pigerne og jeg ...


 

Blomster, altid blomster



Forventningsglæde er et fast indslag i september




Glad pige klar til fødselsdag



Det her spil har jeg hygget mig med at få bank i rigtig mange gange i september.



Og et godt grin:
Jan drillede godmodigt Alberte med et eller andet og fik den ultimative sviner tilbage: "det er ikke mig, der går i farverigt tøj!"

Så er alt bare sagt, når man er 10 år og går op i mode!





søndag den 24. september 2017

Det virker, så kan jeg godt stoppe ...

Jeg kan ikke tåle sukker. Der er ikke så meget at være i tvivl om desværre. Min mave gør ondt, bliver irriteret, oppustet og udspilet. Spiser jeg bare lidt sukker mange nok dage i træk, kan jeg nærmest mærke, hvordan den gærer og svamper til. Min ansigtshud bliver irriteret og prikker og få en mere rødlig ikke så flatterende farve ...

Hvis jeg holder mig fuldstændig fra sukker (og hvidt brød) i 3-4 uger, bliver min mave ikke flad men helt blød. Min mave er bare et neutralt sted på min krop, der ikke er irriteret, jeg taber mig, min hud bliver flottere. Jeg føler mig i det hele taget både meget bedre tilpas og meget mere lækker.

Det er jo simpelthen så enkelt som det kan være! .... Lad være med at spise sukker. Bortset fra at sukker smager godt, det er hyggeligt og svært at lade være.

Jeg har en del gange efterhånden holdt mig helt fra sukker en måneds tid. Jeg ved, det virker og jeg ved, at de første 3-4 dage er de sværeste at komme igennem. Derefter aftager min sukkertrang og det bliver lettere at se på (andres) sukker uden, at det behøver at have noget med mig at gøre.

Det begynder med andre ord at køre på skinner. Efter 3-4 uger er det helt tydeligt, at det virker præcis efter hensigten og det er så her, jeg begynder at tænke: "det går jo meget godt, måske skal jeg tage en pause? ... eller bløde lidt op .." Samme logik har jeg tidligere i mit liv brugt i forhold til slankekure: nu begynder det at virke, så kan jeg godt slappe lidt af.

Al erfaring viser bare, at det ikke passer! Jeg er åbenbart på nogle punkter et alt eller intet menneske. Hvis jeg har fået lidt sødt, vil jeg gerne have noget mere og nu jeg er i gang med at snyde, gælder det om at snyde igennem, inden jeg starter op igen. Hvilket jeg i øvrigt har svært ved at tage mig sammen til at gøre.

Det er også muligt, at en måned bare er blevet min mentale grænse. Det ved jeg, at jeg godt kan klare, men derefter bliver jeg så sliksulten ...  Jeg kørte super cool sukkerstop fra 1. august og en måned frem. Indtil der var kokosmakroner hos bageren (det er der ellers aldrig) og det stod klart, at skulle jeg nogensinde snyde, skulle det da være i dag. Det endte lidt gradvist i en snyde igennem periode på en uges tid, men nu har jeg kørt fuld stop igen i over en uge.

Jeg har svært ved definitivt at aftale med mig selv, at jeg aldrig i hele mit liv igen skal smage sukker, selvom fordelene er indlysende. Et helt år uden sukker lyder (på en måde!!) lidt fristende, fordi det kunne være interessant at se, hvor godt jeg ville få det på den tid. Men det er godt nok lang tid... Lige nu tror jeg måske, jeg kører med 1 måned uden sukker, 1 uge med. Spørgsmålet er så bare, om jeg kan styre det og om virkningen bliver for lille på den måde?

Hvis dette er det kedeligste, du har læst i hele dit liv, beklager jeg ;) men er der nogle, der har nogle input, vil jeg gerne høre det. Det må da kunne lade sig gøre at finde noget, der virker.

Andre irrationelle væsner tilstede? :)






torsdag den 7. september 2017

At finde mening og inspiration i det banale




September. Som udgangspunkt en måned jeg godt kan lide. Vejret slog dog om ret brat og blev koldt og efterårsagtigt. Min krop brokker sig over vejrskiftet og gør ondt. Jeg bliver muggen over ikke at kunne foretage mig noget og har i det hele taget ikke været så cheerful de sidste par dage. Jeg havde egentlig tænkt mig at springe bloggen over i denne uge (min plan har altid været at blogge en gang om ugen, selvom det ikke altid bliver sådan) men så læste jeg et blogindlæg, der tager udgangspunkt i en artikel med titlen: "You´ll Never Be Famous - And That´s O.K". Det blev jeg opmuntret og inspireret af, så nu sender jeg linket videre til jer med ønsket om en god septemberdag <3

Finding Meaning and Inspiration in the Mundane





fredag den 1. september 2017

Om fremtidig babyforelskelse



Jeg var på jagt efter strømpebukser eller andet børnerelateret, da jeg så ham og med det samme vidste, hvad jeg så. Midt i Kvicklys børnetøjsafdeling stod en mand med hovedet så langt nede i en barnevogn og en generel udstråling omkring sig, der fortalte, at her kun kunne være tale om en bedstefar! I nærheden gik en kvinde rundt og kiggede på babytøj, som hun glad viste frem til manden. De smilede til babyen og smilede til hinanden og hele det lille sceneri udstrålede så meget glæde, begejstring og splinterny babyforelskelse, at jeg var nødt til at gå over i shampooafdelingen og græde lidt!

Jeg blev rørt simpelthen. Rørt fordi jeg kunne se mig selv i det. Se os i det. Ikke nu selvfølgelig. Lige nu er vi jo heldigvis her sammen med vores dejlige børn, men som et lille glimt af fremtid. Et lille kig ind i en fremtidig glæde.

Ved kassen kom jeg til at stå bagved dem. Babyen var nu oppe på armen og stadig genstand for al opmærksomhed. Det absolut eneste, de købte, var et komplet sæt børnetøj i størrelse meget lille. Trøje, kjole, strømpebukser. Det var hyggeligt at overvære, fordi glæden ved at købe det tydeligvis var så stor. Fordi jeg selv er mor og kender den race, var jeg også en lille smule nysgerrig efter, om babyens mor mon ville blive lige så begejstret for tøjet? :)

Vores egne børn har fantastiske bedsteforældre hele vejen rundt som elsker/elskede (min svigerfar døde for snart 5 år siden) dem meget højt, så det er ikke fordi, jeg ikke ved, hvordan bedsteforældrekærlighed ser ud i praksis. Der var bare noget ved det lille sceneri i Kvickly, som vakte genkendelse i forhold til os og jeg synes, det er rørende og dejligt at tænke på, at vi har en endnu ukendt glæde til gode. Endnu en delt babyforelskelse, denne gang endda med større overskud.  

Jeg kan godt lide tanken om, at vi ikke har elsket vores sidste baby! Indtil videre regner jeg da med, at vores egne børn producerer, men ellers må vi finde en anden lille baby at kaste vores kærlighed på :-)


Tegninger: www.kajsawallin.se