tirsdag den 29. juli 2014

Haven i Juli


Vi skal ud i verden. Selvfølgelig skal vi det og det trænger jeg virkelig til. Men når nu ens hjem også delvist er et fængsel, er det godt hvis det i det mindste er et smukt fængsel.
Og jeg elsker simpelthen min terrasse!

Et stort blod-blomme træ og 40 krukker fyldt med favoritter: klokkeranke, pragtsnerle, ærteblomster, voksurt, roser, tomater, chili, smukke krydderurter, sommerblomster og hortensia.











"Kage-bageriet" Ikke så yndigt, men meget populært :-) 









Eden rose





mandag den 21. juli 2014

Ferie. Jeg kan ikke fordrage det.



Mit allerførste blog-indlæg :-)

Ferie. Jeg kan ikke fordrage det. 
Sådan skrev jeg ned for mig selv fornylig.

Facebook og Instagram vrimler med opdateringer i stil med: ”Jaaah, drømmer jeg eller er jeg vågen!!? Jaa, ferie!!”

Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg læser ordene, men der er intet i mig der genkender følelsen. Intet.
Jeg kan ikke fordrage ferie og ville inderligt gerne være foruden. Kunne jeg slippe, gjorde jeg det.

Sådan skrev jeg ned for mig selv. Og det er sandt. Sådan har det været længe.
Jeg er syg og ”ferie” er bare alt, alt for hårdt. Så mange forventninger og ingen ro, fordi hele familien er hjemme.

- men i glimt har det så alligevel sneget sig ind på mig denne sommer. Hvad det er, de mener - dem der kan lide ferie!
  • Som da vi alligevel var kommet til stranden, hvilket er en stor ting, og jeg så hende sidde der: min store datter, legende i vandkanten, bare hende og det store hav og den store himmel.
  • Eller som i lørdags. I det bedste selskab på en varm sommerdag med min søster og svoger og hvidvin i skyggen under blomme-træet...
  • Eller som nu, med en varm lille krop tæt på min. 

Lykkeligt er det ikke og slet ikke nemt. Det er stadig hårdt og svært.




Men der er også håb, masser af håb! 
Og i glimt fornemmer jeg det denne sommer: følelsen  af ferie og en dyb taknemmelighed!