torsdag den 30. oktober 2014

Skønhed og forfald



Skønhed og forfald trives tæt side om side i disse dage - og er på ingen måde en modsætning. Forfaldet er også smukt. Som den have-nørd jeg er (blevet) går jeg rundt midt i efteråret og glææder jeg mig til foråret. Jeg læste et sted, at det der gør foråret så specielt for os haveglade er, at vi har glædet os i et halvt år!

Der er så meget godt i vente: jorden er fyldt med blomsterløg af mange slags, næsten 500 nye har jeg lagt i år (og der var mange smukke imellem) og blandt de nedfaldne blade står små-planter af studenter-nellike, gyldenris og mange andre og lover skønhed og glæde til næste år! Uh, det bliver godt :-)

I år glæder jeg mig for første gang også til at fotografere alle skønhederne, når de pibler op ad jorden. Men, men... lige nu er det efterår og det er bestemt også både smukt og dejligt!





 







En lille Lupin har taget fejl af årstiden, men er meget velkommen :-)

Solbærsalvie






torsdag den 23. oktober 2014

At være nogens mor



Det har ramt mig en del de sidste dage - at være nogens mor. Både det vanvittigt dyrebare, men også det flygtige.

I hvert fald i børne-børne versionen. Min yngste proklamerede, i sin sædvanlige alvidenhed, at man kan kramme sine forældre altid, også når man er 16 år og også når man er voksen. Det kan man jo også godt, men det er alligevel ikke helt det samme som at sidde med en 7-årig trold i armene som har perfekt putte-størrelse :-)

Den yngste, den 7-årige, hopper mere end hun går, ved som sagt nærmest alt og bliver ikke det mindste stresset, uanset hvor mange gange hun får at vide, at hun skal skynde sig at få tøj på! Hun er i det hele taget på alle måder stadig et barn.

Den ældste, den 11-årige, er også skøn, men det er allerede på en anden måde. Jeg ELSKER at være hendes fortrolige, at tage del i hendes vej fra lille til stor og at hun stadig gerne vil være sammen med os (og ja, de ting nyder jeg også, mens jeg kan:-)), men det er tydeligt, at hun er ved at blive stor.

Der vil bo skønne piger i vores hjem i mange år endnu, men lige i disse dage er jeg ret bevidst om, at det barnlige skøre umiddelbare element ikke vil være her for altid. Den lille spion med hemmelige hånd-tegn, der i disse dage lister sig rundt i vores hjem - helt uden at blive set selvfølgelig - vil med tiden få andre interesser!

Jeg har sagt det til mig selv mange gange før: Lige nu er de 1 og 5 år. Nyd det! Lige nu er de 4 og 8 år. Nyd det! Den her tid i livet kommer aldrig tilbage. Det her fællesskab vi har lige nu forbliver ikke det samme. Der kommer andre gode stunder og tider, men lige nu, lige nu er vi her.

Følelsen af næsten at være nogens hele verden. Nogens havn og trygge tilholdssted. Kan jeg ikke sove og mor putter sig hos mig, ruller jeg mig sammen som en lille bylt og krammer mig ind til hende. Alt er godt og nu kan jeg sove!

Nogen gange er livet bare liv og hverdag, men helt ærligt, det er jo et helt ubeskriveligt privilegium at få lov til, for en tid, at have den rolle i nogens liv. At være nogens mor.

  

torsdag den 16. oktober 2014

Oktober




Oktober er lidt en sælsom blanding af på den ene side efterår med tydeligt forfald og smukke gyldne farver og på den anden side stædige sommerblomster, roser og dahlier som vidner om sommer og stadig bidrager med fine farver.

Mens efteråret mest er udenfor pynter sommerblomsterne også indenfor - og er meget fotogene.

Jeg har nemlig fået nyt kamera: Canon EOS 100 D og sikke en fornøjelse!  Ikke overraskende tager det bedre billeder end det Canon lomme-kamera jeg har fotograferet med indtil nu :-)
Det glæder jeg mig virkelig over, så her kommer en lille kavalkade af billeder fra de sidste dage!
















torsdag den 9. oktober 2014

I believe in kissing...




"I believe in pink. I believe that laughing is the best calorie burner. I believe in kissing, kissing a lot. I believe in being strong when everything seems to be going wrong. I believe that happy girls are the prettiest girls. I believe that tomorrow is another day and I believe in miracles." 

                                                                                                                                  Audrey Hepburn

        
     

                                                                                          

Dejligt lille livsbekræftende citat som jeg fandt her på: A T S W I M - T W O - B I R D S  En meget smuk blog!




lørdag den 4. oktober 2014

Historien om et parforhold


Frederiksberg have 1997 :-)


Normalt skriver jeg korte indlæg. Dette bliver lidt længere, men jeg tror (håber) at det er værd at læse!

Jan og jeg mødte hinanden for snart 22 år siden. Vi blev venner og 3½ år senere blev vi kærester. Efter et år blev vi gift og billedet herover er nu 17 år gammelt :-)

Når jeg tænker på de første mange år af vores ægteskab var vi - lykkelige. Jeg blev alvorligt syg et år efter vores bryllup, så at sige, at vi har haft det nemt ville være en lodret løgn! Vi har sagt til hinanden mange, mange gange:  "I gode og onde dage, engang bliver de gode..."

Men i vores ægteskab var vi lykkelige! Det var som om, at midt i al smerte var vores kærlighed til hinanden som en lysende stjerne på himmelen.

Vi elskede hinanden. Vi nød at være sammen og i vores stille sind kunne vi ikke helt forstå, hvorfor så mange åbenbart syntes, at det var så svært....
Vi var åbenbart særligt gode til at være gift! Særligt gode til at elske hinanden.

Set i bagspejlet har det nok spillet ind,  at vi først fik børn efter 6 år og derfor havde mere tid til at kramme hinanden. Det har nok også betydet noget, at vi kæmpede side om side mod sygdom og derfor havde mindre "tid" til at gå op i småting, men vi VAR gode sammen!

Årene gik, vi blev mere og mere pressede, sygdommen tog til og næsten alt håb forsvandt.
Da viste det sig, at der var en grænse. Da viste det sig, at vi blev trætte.

Vi løb tør for overskud til den anden. Jan orkede ikke længere at synes, at det var synd for mig og jeg orkede ikke længere at unde ham det godt. Jeg lå altid derhjemme og var syg, mens han - i højere grad - havde et normalt liv.

Der er stadig dele af vores historie, der er private. Sådan skal det være, i hvert fald for nu, men hovedtrækkene i vores historie er her:

To mødte hinanden, blev venner, blev kærester, blev gift. Var forelskede og lykkelige. Mødte livet i al dets ubarmhjertighed, blev trætte, blev ensomme, kom til kort: krise og smerte!

Hvorfor fortæller jeg det her som i bund og grund er privat? Det gør jeg, fordi jeg har et stort ønske om at bidrage med noget virkeligt. Noget ægte i en verden som nemt bliver overfladisk og hvor alle er lykkelige på facebook :-) For god ordens skyld har jeg fået lov af Jan. Ønsket om at bidrage med noget ægte deler vi.

I går hørte jeg en stor bulder-basse af en afro-amerikansk præst (T. D. Jakes) sige: "folk klapper altid, hvis nogen foran en forsamling fortæller, at de har været gift i 50 år, men der er ingen, der har været lykkeligt gift i alle 50 år!  Det sker ikke!".

Der kom håb i vores liv igen (men det er en anden historie) og ud fra det fandt Jan og jeg en ny vej. Ikke magen til den gamle, men en ny som vi er ved at lære at betræde. Det er en god vej og vi skal nok få det lært.

Så her er vi nu. To som elsker hinanden! Os to, med fremtiden foran os og fast besluttede på at indhente ALT, hvad vi har mistet! Der er masser af gode ting foran os. Masser vi skal opleve, masser vi skal glæde os over og masser vi skal udrette - sammen og hver for sig.

Og faktisk er det ok ikke at være perfekt. Ok ikke at være usædvanligt gode til at elske. Jeg har ikke giftet mig med en super-helt (hvilket jeg troede) og Jan har ikke giftet sig med den perfekte kvinde! Mine prinsesse-drømme har fået nogle skrammer, men det er også en lettelse.  For det er sådan virkeligheden er.

For os - og mon ikke for alle andre?