lørdag den 4. oktober 2014

Historien om et parforhold


Frederiksberg have 1997 :-)


Normalt skriver jeg korte indlæg. Dette bliver lidt længere, men jeg tror (håber) at det er værd at læse!

Jan og jeg mødte hinanden for snart 22 år siden. Vi blev venner og 3½ år senere blev vi kærester. Efter et år blev vi gift og billedet herover er nu 17 år gammelt :-)

Når jeg tænker på de første mange år af vores ægteskab var vi - lykkelige. Jeg blev alvorligt syg et år efter vores bryllup, så at sige, at vi har haft det nemt ville være en lodret løgn! Vi har sagt til hinanden mange, mange gange:  "I gode og onde dage, engang bliver de gode..."

Men i vores ægteskab var vi lykkelige! Det var som om, at midt i al smerte var vores kærlighed til hinanden som en lysende stjerne på himmelen.

Vi elskede hinanden. Vi nød at være sammen og i vores stille sind kunne vi ikke helt forstå, hvorfor så mange åbenbart syntes, at det var så svært....
Vi var åbenbart særligt gode til at være gift! Særligt gode til at elske hinanden.

Set i bagspejlet har det nok spillet ind,  at vi først fik børn efter 6 år og derfor havde mere tid til at kramme hinanden. Det har nok også betydet noget, at vi kæmpede side om side mod sygdom og derfor havde mindre "tid" til at gå op i småting, men vi VAR gode sammen!

Årene gik, vi blev mere og mere pressede, sygdommen tog til og næsten alt håb forsvandt.
Da viste det sig, at der var en grænse. Da viste det sig, at vi blev trætte.

Vi løb tør for overskud til den anden. Jan orkede ikke længere at synes, at det var synd for mig og jeg orkede ikke længere at unde ham det godt. Jeg lå altid derhjemme og var syg, mens han - i højere grad - havde et normalt liv.

Der er stadig dele af vores historie, der er private. Sådan skal det være, i hvert fald for nu, men hovedtrækkene i vores historie er her:

To mødte hinanden, blev venner, blev kærester, blev gift. Var forelskede og lykkelige. Mødte livet i al dets ubarmhjertighed, blev trætte, blev ensomme, kom til kort: krise og smerte!

Hvorfor fortæller jeg det her som i bund og grund er privat? Det gør jeg, fordi jeg har et stort ønske om at bidrage med noget virkeligt. Noget ægte i en verden som nemt bliver overfladisk og hvor alle er lykkelige på facebook :-) For god ordens skyld har jeg fået lov af Jan. Ønsket om at bidrage med noget ægte deler vi.

I går hørte jeg en stor bulder-basse af en afro-amerikansk præst (T. D. Jakes) sige: "folk klapper altid, hvis nogen foran en forsamling fortæller, at de har været gift i 50 år, men der er ingen, der har været lykkeligt gift i alle 50 år!  Det sker ikke!".

Der kom håb i vores liv igen (men det er en anden historie) og ud fra det fandt Jan og jeg en ny vej. Ikke magen til den gamle, men en ny som vi er ved at lære at betræde. Det er en god vej og vi skal nok få det lært.

Så her er vi nu. To som elsker hinanden! Os to, med fremtiden foran os og fast besluttede på at indhente ALT, hvad vi har mistet! Der er masser af gode ting foran os. Masser vi skal opleve, masser vi skal glæde os over og masser vi skal udrette - sammen og hver for sig.

Og faktisk er det ok ikke at være perfekt. Ok ikke at være usædvanligt gode til at elske. Jeg har ikke giftet mig med en super-helt (hvilket jeg troede) og Jan har ikke giftet sig med den perfekte kvinde! Mine prinsesse-drømme har fået nogle skrammer, men det er også en lettelse.  For det er sådan virkeligheden er.

For os - og mon ikke for alle andre?





23 kommentarer:

  1. Så fine og rørende ord fra dig - sender jer en masse tanker. Den der bumlede vej med huller og sten der er hård at køre på - der kører de fleste ind imellem tror jeg... Desværre lyder jeres vej dog til at have været ekstra stejl.. Jeg sender jer masser af tanker og glædes over at læse I har fundet styrke i desvære tider - Hvor er det et dejligt billede af jer <3
    Tak fordi du deler dine ord.. kh mille

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mille
      Mange tak for din fine hilsen. Den blev jeg rigtig glad for! Ja, vi har haft en meget stejl vej. Samtidig tror jeg også, at parforholds-bumpene indhenter de fleste på et tidspunkt og så kan det jo være rart at vide, at man ikke er alene!
      Igen, tak for din søde kommentar <3

      Slet
  2. Svar
    1. Tusind tak. Det er jeg virkelig glad for, at du synes!!

      Slet
  3. Tak! Nogle gange føler man sig helt forkert, fordi man ikke altid synes, det der parforholds-halløj er så nemt, som alle andre i hele verden åbenbart synes.... Min kæreste bliver meget opgivende, hvis vi en sjælden gang skændes, og jeg prøver at fortælle ham, at der ikke nødvendigvis er noget galt med os som par eller hver for sig - livet er bare ikke så nemt, og alle har altså sit at slås med, der er bare ingen, der tør vise det. Vi har trods alt 15 år og to børn sammen - og så elsker vi hinanden. Det er værd at påskønne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære dig!

      Hvor blev jeg dog glad for din kommentar. Jeg blev helt rørt og tænkte: "det var jo derfor at jeg skrev det". Det VAR sårbart at udgive dette indlæg, men jeg synes netop det er så skørt, at alle skal kæmpe alene.

      Og ja, de ting du beskriver er virkelig værd at påskønne og også værd at kæmpe for, når det er nødvendigt.
      Dette indlæg er uden sammenligning det mest læste jeg endnu har skrevet, så mon ikke det er relevant for andre end jer og os :-)

      En stor kærlig tanke til dig fra Lisbet

      Slet
  4. Kære Lisbet
    Skønt og ærligt indlæg! Og allermest er jeg imponeret og jeres fælles ærlighed overfor hinanden. Det lyder til, at I er stærke sammen - og stærke til at give hinanden plads hver især. Igen en styrke. Godt gået Lisbet og godt gået til din kære man Jan. Jeg håber I vil få en masse skønne oplevelser sammen fremover.
    Bedste hilsner
    Anne

    SvarSlet
  5. Kære Anne
    Tak for din dejlige hilsen, den blev jeg rigtig glad for! Det med ærligheden er en af de gode ting, der kan komme ud af kriser. En ærlighed som først gør ondt, men som ender med at være livgivende og befriende!

    En kærlig hilsen til dig fra Lisbet



    SvarSlet
  6. Smuk og nærværende fortælling fra "det virkelige liv" :-)
    Velkommen til bogverden, har først opdaget din blog nu her efter din reklame på Blogkvinder.

    Hilsen fra OddStyle.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak skal du have og også mange tak for din velkomst! :-)

      KH Lisbet

      Slet
  7. Kære Lisbet
    Ja, ægteskabet skal man kæmpe for...og igennem, men hvis man elsker hinanden, er det det hele værd.
    Når man oplever svær sygdom, så tror jeg at man endten bliver stærkere eller går hver til sit. Hvad ens ægteskab kan bære, ved man ikke på forhånd, men man er virkelig heldig, hvis det holder. Tror så til gengæld at man så kommer endnu tættere på hinanden.
    Sygdom trætter, er hårdt at leve med og kan virkelig tære på både en selv og ens forhold, for det holder jo ikke op. Hverdagen bliver ikke "almindelig" igen. Man skal kæmpe sig igennem hver dag, og lige meget hvor træt ens mand komme hjem, så skal han være den stærke.
    Ønsker jer held og lykke på jeres vej. Jeg kan kun sige, at kommer man igennem, så får man virkelig meget kærlighed med sig...både en selv ...og ens mand.
    Kh Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Helle
      Tak for din kommentar. Jeg er helt enig med dig. Ægteskabet er det hele værd!!! - også selvom det kan være besværligt og kompliceret til tider.
      Vi er gift for livet. Det har den store styrke, at for det meste er det kærligheden der bærer ægteskabet, men er det nødvendigt bærer ægteskabet kærligheden.
      I rigtig mange år var jeg egentlig af den opfattelse, at sygdommen kun bragte os tættere sammen, men set i bagspejlet er det svært at have overskud til den anden, hvis man hver især kæmper sin egen lille daglige kamp for at overleve.
      Du har så ret, sygdom giver virkelig svære vilkår at leve under. Samtidig tror jeg også, at de fleste parforhold havner der på et tidspunkt, hvor drømme/illusioner dør og man så må bygge eller genopbygge et ægte kærlighedforhold på den anden side.
      KH Lisbet

      Slet
  8. Kære Lisbet, mange tak for dit besøg på min blog, det bragte mig jo herind, og så læser jeg så mange kloge ord her fra .morgenen af... Din sidste kommentar før mig især, måske fordi den så nøgternt siger man kan fortsætte,og genopbygge kærligheden på en ny måde... Jeg må lige kigge mig lidt mere rundt her hos dig��

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Ellen Kathrine
      Jeg er rigtig glad for at du fandt vej hertil. Tak for din søde kommentar. Jeg er meget idylliserende og romantisk anlagt og vil helst have, at alting skal være "fint", men en del af kærligheden mellem uperfekte mennesker ER nøgtern! Det har jeg måttet sande og der er noget meget dyrebart i det: at genopbygge kærligheden på en ny måde.

      Knus Lisbet

      Slet
  9. Hvor er det dog smukt skrevet... jeg kom tilfældigt forbi, da jeg så du havde skrevet en (virkelig sød) kommentar på en anden blog... og da jeg ikke kender din blog i øvrigt, vidste jeg ikke om indlægget havde happy end, men det tolker jeg det til : ) Du er meget dygtig til at skrive... jeg er helt rørt : )) Tak for det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære "Snullemor"
      Velkommen til! Det glæder mig, at du synes jeg skriver godt! Tak. Jeg kan godt se, at det tilføjer lidt ekstra spænding til historien, hvis man ikke kender slutningen :-) men ja happy ending - uden at det naturligvis betyder, at vi aldrig vil få udfordringer i fremtiden :-)

      Slet
  10. TAK for en ærlig beretning fra det virkelige liv, Lisbeth (og Jan).
    Vi har i år været gift i 30 år - og har fuldstændig samme erfaring som jer. Livet indhenter os og det er ikke altid rosenrødt.
    Men når jeg ser tilbage, er det faktisk de perioder med allermest pres på, som har givet de smukkeste nuancer i det "maleri" jeg kunne male over vores ægteskab og liv sammen.
    Livskriser og tunge livsomstændigheder kan enten få os til at gå hver sin vej - eller vi kan, som jeg også læser, at I har gjort, bruge dem som en anledning til at søge tættere sammen for at finde varme og tryghed. Det tager tid - og det kan være et dagligt valg i perioder. Men det er det værd.
    Hils Jan mange gange og TAK for din/jeres ærlighed.
    knus og mange hilsner herfra os
    Tove

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Tove
      Sikke en dejlig overraskelse med en hilsen fra dig. Det føltes meget vigtigt for mig at skrive det her. At bidrage med nogle nuancer. Selvom det undervejs kan være svært at se, at der kan være noget godt på den anden side, siger jeg som dig, at der kan komme noget dyrebart med fra de steder.
      TAK for din hilsen. Du må også hilse :-)
      Stort knus Lisbet

      Slet
    2. Jeg glemte at skrive: Tak fordi du deler. Det er dejligt at læse.

      Slet
  11. Smukt indlæg om det virkelige liv og ægteskabet. Jeg har været gift med min mand i 9 år, vi har allerede lært flere gange at virkeligheden ikke er pæn og blankpoleret. Den stormende forelskelse bliver noget andet, en dyb kærlighed. Hvor tvivlen ikke er noget vi er bange for, men taler om og sammen bevæger os ud på helt nye og ikke planlagte ruter, hvor der ikke findes prinser og prinsesser, men det gør ingenting, for vejen er rar og vi går hånd i hånd. Jeg er glad for at høre, at I gør det samme på jeres vej. KH Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Rikke
      Mange tak for din kommentar! Det er så dejligt at høre, når ordene vækker genklang i andre :-)

      KH Lisbet

      Slet
  12. Øøj nu faldt jeg lige helt i din blog og begyndte at vandre rundt. Det her var sørme et fint indlæg. Jeg aner ikke hvordan det er at gå i dine sko, men alligevel kunne jeg genkende noget af den smarte du beskriver. Mit kærlighedsliv har budt på andre udfordringer, men smerten er nok på mange måder den samme. Selv er jeg skilt fra min første mand og har nu fundet mit livs kærlighed. Og ingen af de to ting har været nemme trods de fordomme jeg ofte støder på. Jeg læste, at en præst havde sagt, at den betingelsesløse kærlighed som biblen taler om ikke handler om kærligheden mellem mand og kvinde - udelukkende kærligheden mellem mennske og barn og menneske og gud. Den romantiske kærlighed skal man arbejde for, ellers kan man sagtens dræbe den. Det synes jeg var smukt og sandt. Så det er mit livsmål nu (et af dem :-)) At arbejde hårdt for den romantiske kærlighed!
    Kh Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er bare noget af det hyggeligste, når nogen begynder at vandre rundt på bloggen :-) Tak skal du have. Jeg synes ofte, at mellemlandet mellem "vi er vildt forelskede og alt er fantastisk" og "vi skal skilles" mangler. Både offentligt og mere privat mellem mennesker. Det sted ville jeg gerne byde ind på.
      Fantastisk livsmål at have. Det er også et af mine :-) Det har været fantastisk for mig personligt at opleve det, at det er muligt at blive mindst lige så lykkelige på den anden side. Så må vi se, hvor mange "runder" vi når at tage i løbet af et liv :-)
      Som ret nygift og før vi fik børn, læste jeg en der skrev, at hvor kærligheden til en kæreste var betinget, var den kærlighed hun følte for sit barn ubetinget. Jeg husker det, fordi jeg i al min ungdom blev forarget over, at hun mente, det var muligt at elske nogen mere eller "bedre" end jeg elskede Jan! Det troede jeg godt nok ikke på! Nu forstår jeg selvfølgelig godt, at det i hvert fald er kærlighed på forskellige vilkår. Det gode ved, at den romantiske kærlighed kræver en indsats er, at så kan den også plejes og repareres på, når det bliver nødvendigt :-)

      Tak for din kommentar. KH Lisbet

      Slet