mandag den 24. november 2014

Store tanker :)



"Stefanie og jeg har bestemt, at vi ikke vil gå med mascara, når vi bliver store. Måske er man en meget fin prinsesse og er inviteret til bal og så danser man jo med prinsen og bliver beundret, alle kigger på én og man har alles opmærksomhed - og så vil man jo gerne se smuk ud og have mascara på. Men måske bliver man pludselig vraget af prinsen og han vil hellere danse med en anden pige. Så bliver ens hjerte jo knust og så står man der med sorte mascara-tårer ned af kinderne - og det ville jo se dumt ud"


Et udpluk af Albertes pludren ved putte-tid! Noget af det sjoveste ved at have børn er alle de skønne ting, de siger. Sætninger og overvejelser som ens egen voksne hjerne ikke længere er i stand til at udtænke      - og da ovenstående jo er et meget realistisk fremtids-scenarie er det godt at have tænkt sig grundigt om :-)  



torsdag den 13. november 2014

November

I går måtte vinter-støvler og vanter frem for første gang. Det går mod vinter. Rundt omkring er der stille koncentration. Nogen tænker...



og tegner...




Andre snupper 924 sider i selskab med Harry Potter...  Vi er begyndt at se filmene sammen, men hun læser hurtigt og er et par bøger foran. Dejligt at se hende forsvinde ind i et univers. At læse er gode barndoms-minder for både Jan og jeg.



Te og blomster til moren...





Stille sysler her hos os - OG så er der jo også novembers store job: det kræver sit barn at sætte kryds i næsten alle felterne i legetøjs-katalogerne :-)


Med ønsket om at din november-dag må blive god.
Kærlig hilsen Lisbet



torsdag den 6. november 2014

Sårbarhed og mod




For en måned siden udgav jeg indlægget:  Historien om et parforhold.  Det handler om mit eget ægteskab, om stor kærlighed, men også om krise. Det var noget jeg havde lyst til at gøre, men også noget der gjorde mig meget nervøs. Ikke så meget for at lægge det på bloggen, men fordi jeg havde besluttet mig for at linke til det på facebook på min private profil. Bloggen er bloggen. Facebook er noget andet: mange af de mennesker jeg kender fra mit virkelige liv. At skrive om parforholds-krise på facebook er at bryde et tabu. Det er ikke det, der er mest af der;-)

Det var noget, jeg havde lyst til at gøre. Der var ingen der tvang mig. Alligevel var jeg som sagt nervøs. Nervøs for at gøre det usædvanlige. Nervøs for at stille mig sårbar. Rigtig MANGE af mine facebook-venner klikkede ind på bloggen. Det var sårbart og jeg følte mig alene i min sårbarhed. Kommentarer på facebook var der nemlig ikke mange af: hvad skal man lige skrive uden at udstille sig selv?

Nu er der gået en måned og sårbarheden dengang betyder ikke længere noget. Det der betyder noget er, at interessen for det blog-indlæg stadig er uændret stor. Det ligger langt foran alt andet i visninger. Det glæder jeg mig over. Nogle er glade for at læse det. Nogle får noget ud af det.

Det er bare et blog-indlæg. Jeg ved det godt! Jeg bilder mig ikke ind, at det er den slags mod, der forandrer verden, men i lille målestok VAR det mod. Det krævede noget af mig, men jeg gjorde det, fordi jeg ville.

Jeg fortæller denne lille historie for at fortælle noget jeg godt vidste. Det, der kræver noget af mig, det jeg næsten ikke tør - er også nogle gange det, der fører mest med sig. Det er det, der ender med at betyde mest på sigt. Det er ikke altid der, hvor det koster en mest, at man har mest at give, men nogle gange er det! <3