torsdag den 6. november 2014

Sårbarhed og mod




For en måned siden udgav jeg indlægget:  Historien om et parforhold.  Det handler om mit eget ægteskab, om stor kærlighed, men også om krise. Det var noget jeg havde lyst til at gøre, men også noget der gjorde mig meget nervøs. Ikke så meget for at lægge det på bloggen, men fordi jeg havde besluttet mig for at linke til det på facebook på min private profil. Bloggen er bloggen. Facebook er noget andet: mange af de mennesker jeg kender fra mit virkelige liv. At skrive om parforholds-krise på facebook er at bryde et tabu. Det er ikke det, der er mest af der;-)

Det var noget, jeg havde lyst til at gøre. Der var ingen der tvang mig. Alligevel var jeg som sagt nervøs. Nervøs for at gøre det usædvanlige. Nervøs for at stille mig sårbar. Rigtig MANGE af mine facebook-venner klikkede ind på bloggen. Det var sårbart og jeg følte mig alene i min sårbarhed. Kommentarer på facebook var der nemlig ikke mange af: hvad skal man lige skrive uden at udstille sig selv?

Nu er der gået en måned og sårbarheden dengang betyder ikke længere noget. Det der betyder noget er, at interessen for det blog-indlæg stadig er uændret stor. Det ligger langt foran alt andet i visninger. Det glæder jeg mig over. Nogle er glade for at læse det. Nogle får noget ud af det.

Det er bare et blog-indlæg. Jeg ved det godt! Jeg bilder mig ikke ind, at det er den slags mod, der forandrer verden, men i lille målestok VAR det mod. Det krævede noget af mig, men jeg gjorde det, fordi jeg ville.

Jeg fortæller denne lille historie for at fortælle noget jeg godt vidste. Det, der kræver noget af mig, det jeg næsten ikke tør - er også nogle gange det, der fører mest med sig. Det er det, der ender med at betyde mest på sigt. Det er ikke altid der, hvor det koster en mest, at man har mest at give, men nogle gange er det! <3

  


10 kommentarer:

  1. Ja, det kender jeg godt. Det var et rigtig godt og modigt indlæg. Modige indlæg fører meget GODT med sig. Man får selv styr på følelser og tanker, synes jeg, samtidig med man kæmper og står ved dét man er. Viser venner...og alle andre...at man stadig er en fighter...stadig er her...og ikke har givet op og overgivet sig til håbløsheden.
    Jeg har været den samme tur igennem, da jeg begyndte at skrive om min sygdom. Gik længe og tænkte for og imod. Men hvis jeg skulle kæmpe mig videre frem i livet og have glæde ved det, så måtte det også være en del af det jeg skrev om.
    Man kan hurtigt blive grebet af stemningen i Blogland, at alt er fint og nydeligt. Men for mig ville det ikke være et ærligt billede af den jeg er.
    At skrive om min sygdom....og alt det andet gode i mit liv....har jeg vist hvem jeg er, og der er rigtig mange, der har været inde og læse. Du har ret, man får ikke de fleste kommentarer på sådanne indlæg. Til gengæld har jeg fået det bedste kommentarer fra andre, der har læst og kunne genkende noget hos dem selv, og i statistikken kan jeg se, hvor mange der har været forbi, men som ikke kommenterer. Det er ok, det kan der være mange grunde til.
    Ønsker dig held og lykke med din blog. Dejligt hvis du kan bruge den til at komme igennem...og videre...der er ikke noget farligt i at være ærlig...og kæmpe.
    Kh og mange tanker Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Helle
      Tak for din kommentar. Jeg er jo en af dem, der blev glad da jeg "fandt" dig, netop fordi jeg kunne genkende mig selv i dig. Nogle ting, så som sygdom som vi begge kender til, er jo specifikke og det er rart at kunne dele det. Samtidig er det jo heldigvis også sådan, at når man fortæller ærligt om sin egen sorg/ensomhed/kamp/krise og også alle de positive ting rammer det tit noget alment, selvom andres konkrete udfordringer måske ikke er de samme.
      Begge dele er rigtig dejligt, synes jeg.
      Jeg holder selv både af det æstetisk fine og af det mere sårbare, så jeg håber, det vil lykkes for mig at forene de to ting på min blog :-)

      Kærlig hilsen Lisbet

      Slet
  2. Kommentar fra Marina, som af en eller anden grund ikke blev vist på siden:

    Hvor er jeg glad for at læse dette indlæg. Det var jo lidt det vi "snakkede" om på mail og det er som sagt også min erfaring at det der virkeligt betyder noget for læserne paradoksalt nok ikke altid er det der får flest kommentarer (men sommetider gør at folk skriver en privat mail til en). Vi har allesammen brug for at spejle os i andre mennesker og deres liv. Naturligt vil vi allesammen helst fortælle om det gode, ikke mindst fordi det vi siger om os selv i høj grad er med til at skabe dem vi er. Netop derfor er der stor brug for en modvægt til alt det polerede pæne og derfor vil der altid være stor intresse for at læse om mennesker der møder modgang. Dit indlæg var godt og ærligt og har helt sikkert sat mange tanker i gang rundt omkring.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marina
      Tak for din kommentar. Ja, jeg tænkte også, at du havde "hørt" det før:-) Som jeg også skrev til dig, er der noget i mig, der har sådan lyst til at være ambassadør for det ægte - at være med til at give det plads. Jeg tror egentlig, at det falder mig rimelig naturligt at kommentere på de indlæg som er personlige, men jeg får endnu mere lyst til at være en der lige giver sig til kende der!

      KH Lisbet

      Slet
  3. Jeg synes du er modig. Og det er godt at være modig. Jeg synes at det er vigtigt at vise at man er sårbar. For det er vi alle. Det er bare ikke alle som er modige nok til at kommentere på andres sårbarhed. Det skræmmer dem.

    Du skal være stolt af at du er modig. Det er ikke forbeholdt alle.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Dorthe
      Sikke en dejlig kommentar at få. Tak for den - og tak fordi du er begyndt at følge mig på bloglovin´. Det blev jeg rigtig glad for at se.

      KH Lisbet

      Slet
  4. Dejligt det har betydet så meget for dig:) At du bevidst valgte at træde ud af din komfortzone og fik noget godt ud af det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Miri
      Tak, ja det var nemlig rigtigt dejligt. At blive bekræftiget i at det lønner sig at stå ved sig selv :-)

      KH Lisbet

      Slet
  5. Åh min gud, det var jo præcis sådan jeg havde det, da jeg udgav mit indlæg for nylig, det du kommenterede på. Hvor er det altså dejligt at læse, at andre har haft de samme tanker! At det gør ondt og gør nervøs, men kan føles så befriende og nødvendigt at udlevere sig selv på den måde. Og så ensomheden i sårbarheden...
    Ja, det er jo netop det, man leder efter - noget at spejle sig i :) Så tak for dette indlæg! Nu vil jeg fise ind og læse det, du snakker om :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Charlotte
      Hyggeligt med en hilsen fra dig :-) og dejligt at læse, at du kan genkende dig selv i det. Som du skriver, det er altid rart! Jeg blev rørt over det meget umiddelbare i dit indlæg, og som du også selv skrev, ville du ikke have kunnet skrive det samme to dage senere. Mon ikke det indlæg altid vil stå som noget særligt for dig også :-)

      KH Lisbet

      Slet