mandag den 1. december 2014

Tanker om jul





Jul - glæde, kærlighed, overskud, lykke, lys, familie.

Mange ord og stemninger er knyttet til julen. Det er en særlig tid. Fyldt med følelser og forventninger. Kan man leve op til det, er det sådan ens egen jul ser ud - er det godt.

Men sådan er det ikke altid. Min jul sidste år var rædselsfuld. Som jeg har beskrevet det her: "Ferie. Jeg kan ikke fordrage det" er ferier og højtider altid udfordrende for mig, ganske enkelt fordi jeg ikke har ressourcerne til noget som helst udover det sædvanlige. Juleaften sidste år havde vi besøg af min svigermor. Det var hårdt, men dejligt at hun var her. En af juledagene havde vi besøg af min familie. Det var hårdt, men dejligt at de var her. De resterende 10 dage af ferien tilbragte jeg stort set alene i soveværelset. Syg, kvæstet og med alt for mange smerter til at kunne holde ud at være sammen med min egen familie. Ensom, frustreret og magtesløs. En af dagene kørte Jan og børnene til julefrokost i hans familie. Det er altid smertefuldt for mig, at jeg må blive alene tilbage.

Var det en god jul? Nej det var det ikke. Har jeg haft mange jule som minder om den. JA! Ikke uden gode stunder, absolut ikke, men samlet set alt, alt for hårdt. Derfor gjorde det mig - som sædvanlig - nedtrykt, da vi nåede november i år og julen, igen, truede i horisonten. Jeg græd frustreret i telefonen til min veninde, som sagde følgende kloge ord: "jeg ville sådan ønske for dig at "højdepunkterne" i dit liv ikke altid er ting som er for hårde for dig eller som du ikke kan være med til. At fokus kunne komme til at ligge lidt anderledes".

Hun havde ret. Det kunne jeg mærke. Det er ALT for sjældent jeg glæder mig til noget. De svære ting æder det hele. Det dur ikke. Derfor aflyste vi samme aften julen.... Julen sammen med andre mennesker. Ingen jule-gudstjeneste. Ingen juleaften sammen med familie. Ingen besøg og ingen julefrokoster i juledagene. Slut. Ingenting. I stedet hygger vi fire: mor, far og de skønne, skønne vidunderlige piger.

Det er en god beslutning. Det ved jeg. Men det er også en svær beslutning. For det er ikke det, jeg helst vil. Jeg er forkælet med en dejlig familie. Tre søstre og to brødre har jeg, min mor og far, svogre, svigerinde, nevøer og niecer og Jan har også en dejlig familie. Juletid er familie-tid. Det naturlige er at være sammen med dem.

Kun at være os er ikke det jeg helst vil (og det er svært at sige nej og skuffe andre) men det er forhåbentlig det, der giver en god jul. Sagen er nemlig den, at vi hygger os ganske glimrende sammen os fire.

At åbne pakkekalender og chokoladekalender hver morgen, se julekalender sammen alle fire hver eneste aften, kalenderlyset der brænder, advent, lave konfekt, bage småkager (det er Jan der bager, men jeg er med) små jule-udflugter og toilet-rulle nisserne vi alle fire laver hvert år er traditioner og gode varme ting i vores december. Vi skal pynte op og børnene er for længst i fuld gang med at lave gaver. Forventning. Børnenes spænding. Det er alt sammen ting jeg holder utrolig meget af.

I år giver vi de ting førstepladsen. Giver dem lov til at stråle og fylde. Giver dem lov til at være vigtigst. Lader forventningen og glæden fylde uden at katastrofen truer i horisonten.

De gode ting er der altid, men de bliver nemt overskygget af det svære. I år nyder vi det der er. Ikke det vi ville ønske der var. 

Og ja, jeg elsker virkelig min familie og vil gerne være sammen med dem. Det må så blive i 2015.
Er det perfekt? Nej det er det ikke. Er det uden sorg? Nej det er det heller ikke. Men spørg mig om det føles godt at give plads til det gode? Svaret er JA!

Jeg ønsker for dig at din december må blive god!
Kærlig hilsen Lisbet

30 kommentarer:

  1. Hvor lyder det som en rigtig beslutning- ikke en nem en- det forstår jeg godt- men den rigtige for jer- og juleaften er altså bare hyggelig når man er sin egen "lille" familie- det har vi været flere gange og det er jeg faktisk også vokset op med- og det bliver de fælles gøremål og rutiner og den gode stemning pigerne vil huske. Så kan i være sociale i mindre bidder i løbet af året :-) God første december til dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Ellen Katrine
      Tak for din hilsen. Jeg er faktisk også helt sikker på, at vi får en god juleaften! Jeg slappede fuldstændig af, så snart vi havde taget beslutningen. Godt tegn jo. Det er så dejligt at kunne nyde december uden at skulle frygte for ferien!
      Også rigtig dejlig 1 december til dig!

      Slet
  2. Kære Lisbet!
    Jeres december lyder helt fortryllende hyggelig, også selve aftenen!
    Kender fra mig selv, at det at sige fra er usædvanligt svært, specielt til højtider(forventninger), kender mig i at da ungerne var meget yngre end de er nu, da var det endda sværrer. Jeg var også træt efter sådanne anledninger.
    Skønt du har en god familie, og utrolig flot at skrive om det du har på hjertet, og at gøre det godt for dig selv!
    Med venlig hilsen Anette

    SvarSlet
  3. Kære Anette
    Du er simpelthen så sød til at skrive dejlige kommentarer. Tak for det. Det værdsætter jeg meget!
    Kærlig hilsen Lisbet

    SvarSlet
  4. Hej sode Lisbet
    Forst og fremmest maa jeg sige, at det er dybt inspirende, at du har modet til vaere saa aaben og aerlig om din hverdag og dine kampe. Vi har jo alle sammen vores egne kampe og dine artikler saetter livet i perspektiv og faar mig til, at taenke mere paa de valg, jeg har gjort i livet.
    Det bedste i denne artikel var din venindes raad, for hun har saa evigt ret. Saet fokus paa det positive du kan nyde og fravaelg stress - det kan vi alle laere af.
    Stort knus fra mig :-)
    Soffia

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Soffia
      Hvor er det dejligt med en hilsen fra dig. Jeg bliver meget glad for det du skriver, for så modig er jeg nemlig heller ikke!! Jeg synes, det er meget sårbart, hvordan det mon bliver modtaget - især når jeg linker til facebook. Hvis det bare fremstår "ynkeligt"og selv-udleverende er der jo ingen, der har glæde af det. Det jeg ønsker er lige præcis det, du beskriver: at man kan spejle sig i det, uanset at ens egne udfordringer og kampe er nogle andre end mine.
      Tak for din hilsen Soffia. Rødovre, Alpha mm. er længe siden :-)

      Stort kram fra Lisbet

      Slet
  5. Kære Lisbet,

    Så stort, at I turde vælge med hjertet! Det er altid det bedste at gøre, også selvom det ikke er spor sjovt, hvis det skuffer andre. Tillykke med beslutningen :)

    Jeg forstår ikke helt, hvad det er, du ikke har kunne lide ved julen før? For selve julen og familiebesøgene kan du godt lide. Er det forventningerne til, at det hele bare skal spille og 'nu skal vi rigtig hygge os, kom så - 1-2-3-hyg'? Eller er det fordi, der er for mange mennesker og larm, når I alle er samlet? Undskyld, jeg er sådan en nysgerrig en ;)
    Men tænker, at det måske var noget, man kunne tage til overvejelse til næste år, hvis du egentlig gerne vil familiejulen, men fx bare ikke orker at skulle gøre hovedrent, pynte op, lave mad, i kirke, få det hele til at passe... Altså så arbejde et helt år med mentalt at indstille sig på, at det er helt okay kun at gøre tingene 50%, eller måske bare 70%.

    Nå, men i år bliver så en slags mini-jul. Det har jeg holdt med min mor et par gange - hvor det kun var hende og mig. Skønne aftener! Masser af and, ris a'la mande og TID. Tid til at sidde sammen og se Disney's Juleshow. Glæd dig! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Charlotte
      Det er hyggeligt, at du er en nysgerrig en;) Du har ret, jeg kan godt lide julen og fordi jeg kommer fra en stor familie forbinder jeg også meget julen med masser af mennesker. Det er larmen og den megen uro der er svært for mig og så kombineret med at børnene har ferie i 13 dage. Jeg er på førtidspension efter et trafik-uheld, så til hverdag er der den ro jeg har sådan brug for mens børnene er i skole.
      Men du har dog også ret i at det generelt var mindre krævende for mig at have gæster, hvis standarden for hvordan her skulle se ud var lavere! Det forsøger jeg at udfordre mig selv i ;-)
      Tak for din hilsen. Jeg smutter lige over og kigger hos dig :-)
      KH Lisbet

      Slet
  6. Tak for denne sætning:
    "De gode ting er der altid, men de bliver nemt overskygget af det svære.
    I år nyder vi det der er. Ikke det vi ville ønske der var".
    Jeg smager på ordene og de får en betydning i min kontekst - tak at jeg kan låne dine ord!
    Kærligst Karen

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Karen
      Dejligt at du kan bruge mine ord! Den sidste del af sætningen har jeg lånt af en anden, så lån du endelig videre!

      Kærlig hilsen Lisbet

      Slet
  7. Sikke en god december-udfordring! Tak Lisbet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme! Vi kan sammenligne til januar og se, hvordan det gik! :-)

      Slet
  8. Hvor pudsigt du skriver om sygdom sidste år - har netop selv skrevet om det at være syg i julen :-) Håber du og din familie får en skøn og rolig jul i år med tid til tanker og sysleri.

    SvarSlet
  9. Hej Christina
    Tak skal du have. Ønsker det samme for jer :-)
    KH Lisbet

    SvarSlet
  10. Sikke en god beslutning. Du skal være stolt af at I har truffet denne beslutning. Pyt med hvad andre mener eller siger. Det er ikke det der er det vigtige. Det vigtige er at jeres lille familie har en god juleaften. Og det får I - for nu har I skabt de bedste omstændigheder for det. Jeg er sikker på at det bliver en dejlig juleaften - for du er sammen med dem du elsker allermest.

    Med ønske om at du får en rigtig god jul!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Dorthe
      Som jeg skriver ville jeg også gerne tilbringe tid med resten af vores familie i julen - dem holder jeg nemlig også af:-) men jeg er også sikker på at vi får en dejlig juleaften! Tak for din hilsen og også rigtig god jul til dig!

      KH Lisbet

      Slet
  11. Kære Lisbet
    Et klogt valg du har træffet. Er sikker på det bliver en dejlig jul for jer. Når mor har overskud...er hele familien glad.
    Jeg overlever også kun i december. Derimod har jeg lært at værdsætte november og forventningens glæde og at hvile ud i januar.
    Man kan lige så godt bruge sine sparsomme kræfter på at finde gode løsninger i stedet for at kæmpe imod, selvom det er så svært.
    Rigtig god jul til dig...og dine <3
    Kh Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Helle
      Tak for din kærlige hilsen. Jeg smilede lidt af "Når mor har overskud..." men er også sikker på, at der er noget rigtig i det! Jeg kan godt genkende det, du skriver om november og januar - og det sidste er virkelig sandt. Du er en klog kvinde! :-)
      Også rigtig god jul til dig,Helle!

      KH Lisbet

      Slet
  12. Et klogt valg du har TRUFFET.....skulle der stå ;O)))

    SvarSlet
  13. Tak for henvisningen til dit indlæg og jeg vil helt klar følge lidt med her fremover.
    Jeg synes det er fedt når man tager handling for sit liv og finder frem til de ting som er bedst for en selv.
    Det er noget jeg har øvet mig i i mange år. Jeg gør ofte kun ting jeg i dag ved kan gøre mig godt..

    Jeg er selv i din situation lige nu at der er udfrakomne ting som forstyrre mig. Ting jeg er ved at få stoppet, men det kommer til at tage et par uger, så det bliver nok første i det nye år der er helt ro igen. Jeg gør dog alt hvad jeg kan for at min jul skal blive rigtig god.. Det er første gang i mange år jeg egentlig selv var klar til en rigtig god jul uden forstyrrelser, det var en kæmpe drøm.. Men det skulle en anden så komme og ødelægge for mig.. Desværre.. Det er lidt indviklet at forklare.. Dog har jeg træffet nogle beslutninger som vil gøre mig godt resten af livet.. selv om det koster koncekvenser lige nu.. Det jeg skriver giver nok ikke så meget mening, men jeg har svært ved at gå mere i detaljer...

    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jeanette
      Tak for din kommentar. Det gør mig ondt at din jule-drøm er blevet forpurret. I det store billede er det selvfølgelig godt, at du træffer beslutninger som er gode på den lange bane. Men trist her og nu! Jeg ønsker for dig, at julen må få gode stunder alligevel <3

      Kærlig hilsen Lisbet

      Slet
    2. Hej igen..

      Lige nu gør jeg alt hvad jeg kan for at komme god igennem Jule og glæder mig over at jeg har taget nogle gode langsigtet beslutninger.. Uanset de koncekvenser det pt har.

      Glædelige December.. <3
      Jeanette

      Slet
    3. Det er godt. Du må ikke være for hård ved dig selv. Du kan ikke trylle <3

      KH Lisbet

      Slet
  14. Hvor er det nogle gode indlæg, det her og det om jeres ægteskab. De er ÆGTE, og det er noget, som jeg beundrer. Som du selv siger, er ingen parforhold perfekte, og på samme måde er julen også, hvad man gør den til. I vores familie holder vi aldrig store familiefester, heller ikke til jul, og alligevel er der ingen, der føler sig snydt. Alle familier skal gøre det, der føles rigtigt for dem - og det er skønt at læse, at du er så god til at mærke efter (og i i fælleskab er gode til at beslutte) hvad der fungerer for jeres familie.
    Jeg er sikker på, at i får en skøn tid sammen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jelena
      Tak! ÆGTE er en af de største komplimenter du kan give mig. Det vil jeg virkelig gerne være. Jeg har indtryk af, at det gælder dig også :-) Jeg har allerede nu stor glæde af vores beslutning, fordi jeg ikke (i hvert fald i meget mindre grad) frygter for juleferien. Det er utroligt dejligt! Jeg savner dog min familie - heldigvis - men er også sikker på at vi fire får det godt.
      Det har været hyggeligt at kommunikere lidt med dig det sidste døgns tid :-)

      KH Lisbet

      Slet
  15. Jeg synes det lyder som den rigtige jul, og kommer sådan til at tænke på min søster.
    Hun har altid elsket de store jule med store armbevægelser og mange mennesker. helst vil hun stadig have det sådan, men med to autistiske børn, er julen blevet anderledes. Nu er de alene, far, mor og tre børn. De har lave deres egne traditioner og glæder sig nu alle fem hvert år til juleaften. En gang imellem er min mor med. Kun hende, de har prøvet med andre, men hun er den eneste, der ikke kommer til at fylde, fordi gæster nu engang altid fylder.
    Jeg ved det var svært, dengang de tog beslutningen, men det har også været rigtig godt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Pernille
      Tak for din kommentar. Det er rart at høre om din søster. Det er dejligt, at noget der startede med at være et afsavn og en nødvendighed kan ende med at rumme noget som man holder meget af. Det gik op for mig i går i en samtale, at det har jeg faktisk selv oplevet med vores nytårsaften. Der har vi nemlig også været alene de sidste par år, fordi jeg ikke rigtig har orket andet og det har udviklet sig til at blive en fin fest for fire :-)

      KH Lisbet


      Slet
  16. Der lyder som en rigtig god beslutning. Her nyder vi også de små tætte familierelationer. Det er ikke p.g.a. Sygdom, men simpelthen fordi jeg for mange år siden, stod af det ræs. Julehyggen druknede i arbejde, så vi har nydt juleaften med vores unger.
    Jeg håber jeres jul har været lige så hyggelig som vores.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Pia
      Tak for din hilsen. Godt at I fandt en model som I har trivedes så godt med! Det er desværre krævende for mig med jul og feriedage, også selvom vi kun er os selv, men vi havde en hyggelig og dejlig juleaften og jeg er meget glad for vores beslutning!
      Kærlig hilsen Lisbet

      Slet