onsdag den 28. januar 2015

At ville det man ikke kan


Jeg har funderet meget de sidste dage -og grædt en del, hvis sandheden skal frem....

"Det er som om jeg søger et liv, jeg alligevel ikke kan være i" skrev en af mine kloge veninder til mig om sig selv og fortsatte: "Måske lidt lige som dig. Du ved, hvordan du har det bedst, men ønsker heller ikke at tulle dig igennem livet"

Det er i meget høj grad en beskrivelse af mit liv. Jer der har læst med et stykke tid ved, at jeg er alvorligt invalideret af smerter og udmattelse efter et trafik-uheld, da jeg var i tyverne. Jeg er på førtidspension og der er aldrig ressourcer nok. Det er et regnestykke, der aldrig går op.

At blive klippet
Tage til tandlægen
Se min datter opføre et teaterstykke
Tage til forældre-møde
Se en ven
Komme lidt ud
Se familie    

Hører alle til en (meget større) pulje af ting, der kræver så mange ressourcer, at der reelt set kun er plads til en enkelt på en uge - måske to på en rigtig god uge. Hvordan vælger og prioriterer man mellem ting, der ikke har noget at gøre med hinanden? Hvordan balancerer man mellem kærligheden til andre og behovet for ind i mellem at gøre noget, som gør en selv glad?

Min udfordring er helt reel. Der er ikke noget forkælet eller fortænkt i det. Det er svært!

Historien om ressourcerne der aldrig slår til og regnestykket, der ikke går op er efterhånden en gammel historie om mit liv. Det jeg har puslet med de sidste dage er, hvordan jeg forholder mig til det.

Jeg har tænkt meget over min venindes ord: "Det er som om jeg søger et liv, jeg alligevel ikke kan være i".  Min veninde er rask, dygtig og har mange muligheder foran sig. Alligevel havner hun gang på gang det samme sted som mig. Det bliver for meget. Hun roder sig ud i for meget. Fordi hun gerne vil - og fordi hun kan. I princippet.

Jeg kan også i princippet tage til skolefest (og gjorde det også) men det kostede mig flere dage med mange smerter.  Jeg kunne også i princippet tage til kvindenetværks-gruppe i går, hvilket jeg frygtelig gerne ville! men bygget oven på smerterne og udmattelsen fra skolefesten i sidste uge, ville det have kørt mig fuldstændig ned - igen.

Hvis jeg næsten kun "tuller" herhjemme. Kun gør det jeg kan. Stopper eller holder pause ligeså snart jeg har brug for det. Så har jeg det bedre og samlet set kan jeg meget mere. Samlet set er det et bedre liv. Jeg har færre smerter, kan bedre sove om natten, er ikke konstant ramt af stress og udmattelse - og er vel gladere, sødere og mere overskudsagtig at være sammen med?

Hvorfor er det så så svært? Fordi det er svært at vælge livet fra. Fordi jeg ikke vil, at min datter skal spørge mig, når hun bliver voksen, hvorfor jeg aldrig kom og så hende optræde?  Fordi jeg længes efter fællesskab og eventyr og måske mest af alt, fordi det er så ubarmhjertigt, at livet fortsætter uden mig. Der er mange grunde og de rimer på sorg, afmagt, ensomhed, tab, på afsavn, på frygten for at gå glip af noget - og ofte også på kærlighed og ønsket om at være en god mor.

Men er jeg ikke nødt til at vælge det liv, jeg kan leve? og selv ikke en rask krop ville jo kunne holde til at være konstant stresset -år efter år efter år. Den slags tanker pusler jeg med...

Det blev lidt langt, jeg ved det godt :-) Når mine tanker rammer bloggen og ikke blot en dagbog, er det fordi jeg tænker, at i det store billede gælder det vel for alle? At det er dumt at stræbe efter noget man ønsker, hvis det i bund og grund er så krævende, at det ikke er muligt. At det er dumt at spilde sit liv på at køre sig selv ned, fordi der er noget man VIL SKAL VÆRE MULIGT!
At ofre sin glæde, sit overskud, sit liv for en drøm. Uanset hvor forståelig og ønskværdig den drøm så end måtte være??

Lidt spredte tanker fra mig. Jeg mener naturligvis ikke, at man skal give op og aldrig kæmpe for noget! Sidder du med nogle input eller kan du bare godt følge mine tanker, vil jeg meget gerne høre om det :-)

KH Lisbet




onsdag den 21. januar 2015

Tillykke baby Livsglimt 1/2 år!

 


I dag er det et halvt år siden, at jeg begyndt at blogge. Mit første blog-indlæg var Ferie jeg kan ikke fordrage det - og så var jeg ligesom i gang!

Jeg husker følelsen af at oprette en lille-bitte blog i et lille-bitte hjørne af blogland og være spændt på om der nogensinde ville være nogen der fandt vej til mit hjørne. En af mine veninder skrev, at hun var glad for, at jeg endelig havde sluppet min indre blogger løs! Jeg anede personligt ikke, at jeg havde en indre blogger, men hun havde ret og jeg nyder at have et sted at gøre af den indre dialog som helt af sig selv former sig i mit hovede :-)

En ting der optog mig en del som ny blogger, var forsøget på at finde et sted, hvor jeg naturligt hørte hjemme. Jeg tullede rundt på må og få i blog-land og ledte efter et hjørne eller en niche, hvor jeg passede godt ind. Hvor der var nogen, som jeg havde lyst til at følge og som måske også havde lyst til at følge mig.

Jeg ærgrede mig over, at jeg tilsyneladende ikke passede oplagt ind i en niche: jeg elsker min have, men det er ikke en have-blog. Jeg er mor, men det er ikke en mommy-blog. Det er med stor sikkerhed heller ikke hverken en krea-, mode- eller madblog! - men hvad er det så?? - og hvor bor dem, der ligner mig? :-)

Her et halvt år senere ved jeg, at der er blogs, jeg nyder at følge, i ret forskellige hjørner af blogland. Ligesom det har vist sig, at dem der har lyst til at følge med hos mig åbenbart også "bor" lidt spredt rundt omkring i det her store og lidt uoverskuelige land.

Mit lille hjørne er blevet et sted, hvor jeg føler mig hjemme og godt tilpas og her har jeg tænkt mig at blive :-)



      



torsdag den 8. januar 2015

Tættest på mit hjerte i 2014




Blog-highlights fra 2014 og dermed også fra hele bloggens historie :-) Udvalgt ud fra hvilke indlæg, der har betydet mest for mig selv - været tættest på mit hjerte.


Historien om et parforhold
Uden sammenligning det mest læste indlæg på bloggen og uden sammenligning det, der krævede mest af mig at udgive :-) og af sidstnævnte grund nok også det jeg nu holder allermest af. Mit helt eget lille fyrtårn for kærlighed og udholdenhed!


Tanker om jul
Er også et af mine mest sårbare indlæg og derfor også et af dem, der er tættest på mit hjerte. Jeg fik rigtig mange skønne kommentarer på det, hvilket også var med til at gøre det til noget særligt. Det er så dejligt at de indlæg, hvor jeg giver mest af mig selv også ofte er dem, der bliver taget bedst imod!


Jeg plejede at være en folk godt kunne lide
Jeg kender til at lide. Sådan er det bare. Jeg har været så syg så længe og i lang tid så voldsomt, at det ikke kan være anderledes. Jeg har et kæmpe stort ønske om at bruge den lidelse til at bringe trøst - og vil gerne bruge min egen sårbarhed til forhåbentligt at ramme noget alment i andre.


Sjældent lykkelig
Er noget særligt, fordi det beskriver nogle helt særlige uger i sommers, som jeg aldrig vil glemme. Efteråret blev en noget skuffende affære oven på det, men følelsen af lykke står stadig lysende klar. Bliver jeg nogensinde så lykkelig igen? Jeg ved det ikke.


Skønhed og forfald
At begynde at blogge blev for mit vedkommende også starten på at fotografere. Jeg har taget rigtig mange billeder, der ikke har nogen særlig værdi, men ind i mellem får jeg også taget nogle, hvor jeg tænker: det er faktisk et smukt billede!  "Skønhed og forfald" er nogle af dem :-)



lørdag den 3. januar 2015

Når billeder lyver



Marina fra bloggen Badut er en dygtig og velovervejet dame, som jeg beundrer. Jeg skrev en kommentar på et af hendes indlæg, som hun responderede på, hvilket fik mig til at tænke videre og lade mine tanker nå tasterne.

Jeg tænkte en dag her i julen (under bruseren, det er tit der jeg tænker mine klogeste tanker ;-)) på, at billeder kan lyve på en ret underfundig og udspekuleret måde. At billeder på en måde kan lyve, fordi de er "virkelige", men på ingen måde fortæller alt

Senere samme dag læste jeg dette indlæg hos Marina, som bekræftigede dette. Fantastiske billeder fra et år rigt på rejser og oplevelser. Billederne er selvfølgelig sande. Det er sket i virkeligheden! I teksten under fortalte hun om sorg og svære ting som også havde været meget væsentlige dele af året. Billederne alene ville have "løjet" - eller meget mere korrekt: have fortalt en unuanceret historie.

Vi kender det alle, men glemmer det alligevel ofte. Facebook er et godt eksempel. Smukke billeder af et fotogent par som man VED kæmper for at få det til at fungere. Det kan man så bare ikke se på billedet. Kender man ikke resten af deres virkelighed, kan man kun blive misundelig.
 
Eller et andet par med overskudsagtige kærlighedsbilleder med medfølgende kærlighedserklæringer. Det par ER lykkelige sammen. Billedet taler sandt, men det man ikke kan se på billedet er, at det primært er kærligheds-billeder, der deles, fordi livet generelt er rigtig svært og slet ikke kun lægger op til store smil.

Mine tanker her i julen var i forhold til bloggen. Hele mit udgangspunkt for bloggen var, at det skal være ægte, ærligt, oprigtigt. Det er også meget kendetegnende for mine ord, selvom der også der er et element af "lyv" i den forstand, at de jo også er øjebliks-billeder. Jeg fortæller om svaghed, men udvalgt svaghed. Jeg fortæller oprigtigt om mig selv, men jeg fortæller ikke alt.

Der er en fare for, at mine billeder kommer til at lyve, tænker jeg. Det er nemt at tage et billede af en fin hyacint i en fin kop - og billedet er sandt. Både kop og hyacint fandtes på det tidspunkt i virkeligheden :-) men det var ikke nødvendigvis repræsentativt for hvilken orden, der var i resten af min stue. Ligesom billeder af tid sammen med børnene nemt kan komme til at se mere overskuds-agtigt ud, end det er. Eller også fyldte den glade stund procentvis ikke meget sammenlignet med tiden i sengen med smerter.

Det er selvfølgelig i orden at fokusere på det smukke og glade og det har jeg også lyst til at gøre. Jeg kan bare mærke, at jeg har brug for, at bloggen stadig er autentisk. At den for mig føles sand. At det er nemmere at komme til at "lyve" med billeder end med ord. Hvordan har man en oprigtig blog i både billeder og ord - når man samtidig elsker smukke billeder?  Det tænker jeg lidt over...