onsdag den 28. januar 2015

At ville det man ikke kan


Jeg har funderet meget de sidste dage -og grædt en del, hvis sandheden skal frem....

"Det er som om jeg søger et liv, jeg alligevel ikke kan være i" skrev en af mine kloge veninder til mig om sig selv og fortsatte: "Måske lidt lige som dig. Du ved, hvordan du har det bedst, men ønsker heller ikke at tulle dig igennem livet"

Det er i meget høj grad en beskrivelse af mit liv. Jer der har læst med et stykke tid ved, at jeg er alvorligt invalideret af smerter og udmattelse efter et trafik-uheld, da jeg var i tyverne. Jeg er på førtidspension og der er aldrig ressourcer nok. Det er et regnestykke, der aldrig går op.

At blive klippet
Tage til tandlægen
Se min datter opføre et teaterstykke
Tage til forældre-møde
Se en ven
Komme lidt ud
Se familie    

Hører alle til en (meget større) pulje af ting, der kræver så mange ressourcer, at der reelt set kun er plads til en enkelt på en uge - måske to på en rigtig god uge. Hvordan vælger og prioriterer man mellem ting, der ikke har noget at gøre med hinanden? Hvordan balancerer man mellem kærligheden til andre og behovet for ind i mellem at gøre noget, som gør en selv glad?

Min udfordring er helt reel. Der er ikke noget forkælet eller fortænkt i det. Det er svært!

Historien om ressourcerne der aldrig slår til og regnestykket, der ikke går op er efterhånden en gammel historie om mit liv. Det jeg har puslet med de sidste dage er, hvordan jeg forholder mig til det.

Jeg har tænkt meget over min venindes ord: "Det er som om jeg søger et liv, jeg alligevel ikke kan være i".  Min veninde er rask, dygtig og har mange muligheder foran sig. Alligevel havner hun gang på gang det samme sted som mig. Det bliver for meget. Hun roder sig ud i for meget. Fordi hun gerne vil - og fordi hun kan. I princippet.

Jeg kan også i princippet tage til skolefest (og gjorde det også) men det kostede mig flere dage med mange smerter.  Jeg kunne også i princippet tage til kvindenetværks-gruppe i går, hvilket jeg frygtelig gerne ville! men bygget oven på smerterne og udmattelsen fra skolefesten i sidste uge, ville det have kørt mig fuldstændig ned - igen.

Hvis jeg næsten kun "tuller" herhjemme. Kun gør det jeg kan. Stopper eller holder pause ligeså snart jeg har brug for det. Så har jeg det bedre og samlet set kan jeg meget mere. Samlet set er det et bedre liv. Jeg har færre smerter, kan bedre sove om natten, er ikke konstant ramt af stress og udmattelse - og er vel gladere, sødere og mere overskudsagtig at være sammen med?

Hvorfor er det så så svært? Fordi det er svært at vælge livet fra. Fordi jeg ikke vil, at min datter skal spørge mig, når hun bliver voksen, hvorfor jeg aldrig kom og så hende optræde?  Fordi jeg længes efter fællesskab og eventyr og måske mest af alt, fordi det er så ubarmhjertigt, at livet fortsætter uden mig. Der er mange grunde og de rimer på sorg, afmagt, ensomhed, tab, på afsavn, på frygten for at gå glip af noget - og ofte også på kærlighed og ønsket om at være en god mor.

Men er jeg ikke nødt til at vælge det liv, jeg kan leve? og selv ikke en rask krop ville jo kunne holde til at være konstant stresset -år efter år efter år. Den slags tanker pusler jeg med...

Det blev lidt langt, jeg ved det godt :-) Når mine tanker rammer bloggen og ikke blot en dagbog, er det fordi jeg tænker, at i det store billede gælder det vel for alle? At det er dumt at stræbe efter noget man ønsker, hvis det i bund og grund er så krævende, at det ikke er muligt. At det er dumt at spilde sit liv på at køre sig selv ned, fordi der er noget man VIL SKAL VÆRE MULIGT!
At ofre sin glæde, sit overskud, sit liv for en drøm. Uanset hvor forståelig og ønskværdig den drøm så end måtte være??

Lidt spredte tanker fra mig. Jeg mener naturligvis ikke, at man skal give op og aldrig kæmpe for noget! Sidder du med nogle input eller kan du bare godt følge mine tanker, vil jeg meget gerne høre om det :-)

KH Lisbet




20 kommentarer:

  1. Det er virkelig en hårfin balance, men jeg synes bestemt ikke man skal vælge noget fra. For mig handler det om forventninger. Både fra mig selv og fra andre. Jeg er typen der ofte havner i samme situation som i beskriver, men samtidig har jeg lettere ved at acceptere det fra gang til gang. Det handler om at man skal gøre det ting man gerne vil, når man kan og når lysten til det er der.. Man skal ikke fremprovokere noget hvis man ikke er til det. Jeg er blev god til at gi' mig selv fridage og det giver mig mere overskud til de dag hvor jeg gerne vil noget.. igen.. det er en balance og den rykker sig hele tiden.. men for mig har det hjulpet at arbejde med forventningerne og min egen accept.. ikke sikkert det er vejen for jer..

    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jeanette
      Tak for din kommentar. Jeg er helt enig med dig i at den med forventninger virkelig er svær - og værd at undersøge nøje. At være ærlig overfor sig selv om, hvorfor man gør/vil ting.
      Jeg har meget ofte været frustreret over, at jeg ikke er den eneste der bestemmer og planlægger i den her verden! ;-) For den måde du beskriver, at du trives på er også sådan jeg har det bedst. At gøre det, der er muligt her og nu - og vente med i morgen til i morgen. Ikke mindst i forhold til børn er det bare svært i praksis.

      Sygdom/behov/forældremøder/klassearrangenmenter med meget mere på tidspunkter og i mængder jeg ikke har planlagt :-) Det gør det sværere at leve som du beskriver, men samtidig er børnene selvfølgelig en helt vidunderlig gave!
      Det er rigtig dejligt at du oplever fremgang og at det bliver lettere og lettere for dig. Jeg ved jo, at du har arbejdet hårdt! <3

      Slet
    2. Det gør det selvfølgeligt svært når der er børn og praktiske gøre mål, men synes stadig godt man kan prøve at øve sig lidt i forventningerne og accepten.. Du skal finde noget mere ro og ellers må ungerne ha flere pligter.. ha ha :P

      Knus <3

      Slet
  2. Kære Lisbet,
    Du rammer virkelig hovedet på sømmet for mig - jeg har det ofte på præcis samme måde... som i går, hvor jeg både var ved tandlæge, til forældremøde på drengens skole og derefter havde svigerforældrene til aftensmad (bare hurtig rugbrød efter de havde passet børnene). jeg ligger derefter tøj frem og gør de ting jeg plejer om aftenen, men kommer sent i seng. Falder egentlig hurtigt i søvn, men manden får vækket mig da han går i seng lidt senere og så ramte balladen... jeg var så overtræt og overstimuleret efter dagen oplevelser at jeg rystede, blev sur og gnaven, kunne ikke sove igen og græd til sidst bare min frustration ud... anede ikke hvordan jeg skulle få i dag til at hænge sammen med efterhånden kun 4,5 times søvn... på en eller anden måde klarede jeg morgenen og fik rødderne af sted til tiden - forstår det ikke helt, for jeg er træt som en i pokker og hele kroppen værker og skriger STOOOOOP! Dette var en dag der væltede det hele, jeg har fri i denne uge fra studiet og har tulret rundt det meste af tiden og lavet ingenting.... men jeg er TRÆT! Hvert eneste modul i uddannelsen (har lige gennemført modul 10) er jeg nået til et punkt hvor jeg grædende har sagt "jeg kan ikke mere" men alligevel fortsat fordi jeg så brændende ønsker at blive ergoterapeut, og helt ærligt? så ved jeg ikkeom det er realistisk at jeg kommer til at arbejde med det efter endt uddannelse, for mit overskud kan efter min depression og stress for små 4 år siden, ligge på et meget lille sted, jeg har ikke noget overblik og selv meget nemme dage kan virke uoverskuelige og hver dag kører jeg efter dagslister, der i detaljer beskriver hvad jeg skal nå.
    Jeg var ved at bryde sammen i går til forældremødet, da de nu synes det er smart at indføre legegrupper hvor 4 børn hver måned skal koordinere legeaftaler sammen på samme tid - alene tanken fik jeg nærmest stress af, for i forvejen har jeg svært ved at have overskud til bare at koordinere legeaftale med et barn... Og hvorfor sagde jeg så ikke fra? fordi jeg jo gerne vil gøre det bedste for mine børn og styrke dem socialt i klassen, men om det holder... det må tiden vise. Hvorfor jeg ikke stopper på studiet? fordi det er en drøm der er ved at gå i opfyldelse... eller briste... jeg ved det ikke, men det må tiden vise.. jeg har endnu bevaret håbet for at det vil gå, men må også acceptere at det kommer til at koste mange tårer og dage hvor kroppen bare siger stop og smider mig i seng. Om det er det værd? det er det for mig :) for jeg VIL leve MIT liv og ikke lade mig styre af depression, angst og stress, men bivirkningerne efter de ting er hårde at kæmpe imod. Jeg skriver ikke så meget om dette på min blog, men tror det alligevel ind imellem skinner igennem når overskuddet ikke er der - langt imellem indlæggene og frustrationer som at hade sin eksamensopgave ;)
    Dit indlæg har sat tankerne i gang, for ja, vi må også prioritere herhjemme.. f.eks. holder vi næsten altid weekenderne fri for aftaler og lever i det hele taget meget efter at kun gøre det vi har lyst til, hvorfor vores hus også stadig står uden tapet mv på væggene, for det har ikke været vigtigt endnu, det vigtige er at vi er glade for det vi gør og får ud af vores liv. Hvis det vigtige for dig er at deltage i skolekoncert og ikke i andet, så er det det vigtigste og det rigtige at gøre, man kan kun det man kan og man skal lytte til sin krop, noget jeg stadig øver mig i at gøre og ikke er særligt god til, men mine ambitioner er skruet ned - før drømte jeg om fuldtids ergojob, nu er drømmen 15-20 om ugen, for jeg ved at kroppen og sindet stiger af med fuld tid eller bare i nærheden heraf. Jeg tror på at det handler rigtig meget om accept af hvad man kan, og så ikke have dårlig samvittighed over det man ikke kan :)

    Det blev en meget lang og rodet smøre det her, håber det giver bare lidt mening, ellers spørg endelig ;)
    Kh Karina

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Karina
      Tusind tak for din lange kommentar! Jeg blev nysgerrig på dit liv efter den kommentar du skrev til mig engang i julen, så jeg surfede rundt på din blog, men fandt ikke ud af, hvad det var der gjorde, at vi har nogle vilkår til fælles. Det blev jeg så klogere på nu :-)
      Drømmen om studiet kender jeg godt. Jeg skulle have været psykolog, men måtte give op inden jeg nåede så langt. Bacheloren i psykologi kæmpede jeg for med alt, hvad jeg havde og det VAR det værd! Det er jeg stadig rigtig glad for at jeg gjorde. Og ja, jeg har også siddet på det forældremøde, hvor legegrupper pludselig blev introduceret..... det blev nu kun til en enkelt gang indtil videre og var faktisk en rigtig god oplevelse.
      Jeg har det som dig, at der er ting der virkelig er værd at kæmpe for - også selv om prisen er helt urimelig høj! og nej, det svære i livet skal ikke bestemme alt. Samtidig synes jeg bare jævnligt (ofte) at jeg havner i en situation, hvor jeg VIL at noget skal være realistisk - ellers er det ikke et rigtigt liv eller jeg er ikke en rigtig mor (og det er jo det mest sårbare af alt) og så gør jeg det selvom jeg ikke kan - med store konsekvenser og frustration til følge. Jeg pusler med, om der er noget jeg kan gøre anderledes eller forholde mig anderledes til. For eksempel handler ting med børnene jo ikke kun om at glæde dem (selvom det er en stor faktor) - men også for eksempel om, at jeg gerne vil have, at de andre mødre skal synes, at jeg er en "god mor" istedet for at være hende, der næsten aldrig er der...

      Tak for dit input:-)
      KH Lisbet

      Slet
    2. Dejligt du kunne få mening i mit svar :) jeg var ved at få kolde fødder og slette det adskillige gange i går, da det var meget personligt... nu går jeg meget og overvejer om jeg tør nedbryde væggen og også poste det på bloggen... og så kan jeg se jeg har skrevet 4 år siden, det er desværre kun 3 år siden og derfor kort før jeg startede på uddannelsen at jeg brød helt ned og intet kunne.. det hårde er så at jeg igen kan mærke at jeg er ved at stige af og ikke holder længe, hvis ikke der sadles om (den der med at mærke efter selv har igen slået lidt fejl)
      Som dig har jeg brug for at min hverdag er realistisk, at målene kan nås uden for hård en medfart -lige nu er drømmen stadig at uddannelsen bliver færdig, men måske jeg får behov for at dele den op i 2 dele med orlov, for at få ro på og pleje mig selv og min familie.
      Jeg er glad for at I oplevede legeaftalen som positiv, håber vi vil opleve det samme.
      Igennem studiet er jeg blevet gjort opmærksom på mindfuldness som en anden nævner, og jeg kan kun anbefale dig at prøve, det giver virkelig en et andet syn på mange ting, og presset for samfundet bliver nemmere at takle med gode redskaber. Min psykolog praktisere også mindfuldness og har givet mig flere af disse redskaber til at håndtere min stress og især angsten.
      Jeg håber du finder din vej Lisbet, så du finder den balance der skal til for at både du og familien fungere.
      Kh Karina

      Slet
    3. Hvor er jeg glad for, at du ikke slettede det! Men jeg kan sagtens følge dig. Jeg har også overvejet at slette indlægget her ;-) Sådan har jeg det altid, når jeg lægger noget ud som er meget personligt. Begynder at spekulere på, hvad i alverden det er jeg har gang i?? Når der begynder at komme lidt respons falder jeg som regel lidt til ro! og i sidste ende er det uden tvivl de indlæg, der betyder mest for mig. Det er også der jeg føler at jeg har mest at bidrage med til andre. Så jeg vil opmuntre dig til at gøre det - men udhold lige det første døgns tvivl før du sletter det igen :-D
      Min mand og jeg snakkede om her til morgen, at det kunne være interessant at se, hvordan jeg havde det, hvis jeg i bare en måned ikke gik udover mine grænser. Men det er godt nok ikke nemt i praksis. Pas på dig og tak for dine gode ønsker <3
      KH Lisbet

      Slet
    4. Jeg kom til at tænke på... måske er det interessant for dig at læse det her:
      http://livsglimt.blogspot.dk/2014/11/sarbarhed-og-mod_6.html

      Kh Lisbet

      Slet
  3. Rigtig fine tanker!
    Vi er alle forskellige og heldigvis for det. Tænk om vi fik et samfund der kunne være lidt mere fleksibelt og rumme lidt flere forskelligheder, så man ikke følte et så stort pres for at "være med". Når jeg siger det, tlnker jeg på, at det ville genere en lidt større samfunds accept af at vi er forskellige, og på den måde måske fjerne nogle af de mange tanker man vender mod sig selv, når man ikke har samme energi niveau som andre. Det bliver hurtig en ondspiral af negative tanker.
    Jeg synes også det er svært at finde en balance mellem hvor meget man skal overskride sine grænser, men det er dog uden at kæmpe med fysiske smerter. Jeg bøvler bare lidt med det psykiske. Der har mindfullness virkelig hjulpet mig meget, og nu ved jeg ikke om det er noget du gør noget i, men måske det var værd at tjekke ud? På detkursus jeg gik på avr der også personer med fysiske smerter. Det hjalp mig til at blive mere opmærksom på, hvor dårlig jeg egentlig er til at acceptere tingene som de er, både mht. tanker, følelser, men også af mere praktisk art. Der ligger helt utrolig stor frigørelse, i de momenter hvor jeg accepterer tingene, alle ting, som de er. Det er dælme svært, men lærerigt. Nå, ville egnligt bare sige at det er nogle gode tanker du har, og FEDT at du deler dem! :) Håber du har en deljig dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Maibritt
      Velkommen her :-) Tak for dine opmuntrende ord. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle udgive det, så tak! Jeg kan godt følge dine første tanker. Det er lidt noget underligt noget, det der med at "være med". Jeg har tit tænkt, at hvis alle havde samme begrænsede ressourcer som jeg selv ville altid være meget nemmere! Det er det at være så langt ved siden af normen der er svært. Samtidig kan sorgen over ikke at "være med" godt komme til at skygge for alt det gode der er lige der hvor man er og det er jo super-ærgerligt.
      At bøvle med det psykiske som du skriver,er der ikke noget som helst "bare" over <3 Desværre. Det kan godt være at jeg burde tjekke mindfullness lidt mere ud. Det med at acceptere tingene som de er vil helt sikkert også være en hjælp for mig!

      Tak fordi du skrev. Hvor er det dejligt med sådan nogle skønne og personlige kommentarer!
      KH Lisbet

      Slet
  4. Dejligt indlæg Lisbet. Det er super svært og det bliver aldrig "normalt" igen, så man er død og pine nødt til at finde en vej. Jeg øver mig stadig, men bliver også ked af det, når kræfterne er små. Tror ikke man kan finde den lige vej, når man er syg. Den er snoet og med mange huller. Kunsten er at lægge bund i hullerne, så de ikke er alt for dybe. Det kræver virkelig planlægning af hvad man
    vil bruge sine kræfter på, og der skal hele tiden justeres. Dejligt du bruger bloggen for så er man aldrig alene og du hjælper samtidig andre. Knus og tanker Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Helle. Ja, det er frustrerende at putte så meget energi i noget med så forholdsvist dårligt resultat. Jeg tror heller ikke, at vejen kan være lige eller helt "regnes ud". Livet og ressourcerne svinger hele tiden. Tænk hvor meget man kunne udrette på anden måde med al den planlægning, justering, disciplin og ihærdighed! Øv. Nogle gange bliver man bare træt.
      Ja bloggen er en god ting. Jeg er glad for, at jeg har fået den ind i mit liv - og dermed jer jeg har mødt igennem den.
      Knus fra Lisbet

      Slet
    2. Hold da op et godt billede at sætte på det, Helle:
      "Tror ikke man kan finde den lige vej, når man er syg. Den er snoet og med mange huller. Kunsten er at lægge bund i hullerne, så de ikke er alt for dybe. Det kræver virkelig planlægning."

      Slet
  5. Jeg kan bestemt godt følge dine tanker, selvom jeg ikke selv er ramt af daglige smerter. Jeg har til gengæld familie og venner der ikke magter noget p.g.a. forskellige fysiske og psykiske grunde. Jeg tror du rammer plet med henhold til tankerne omkring børnene i familien, at man selvfølgelig gerne vil være en del af deres liv udenfor hjemmet. Det betyder jo ikke at du er en dårlig mor, fordi du ikke magter det, men jeg forstår så udmærket at det gør ondt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Pia
      Tak for din kommentar. Du har ret. Jeg ved godt, at jeg på mange måder er en god mor og at vores piger på mange måder har et godt liv, men alt hvad der omhandler dem går lige i hjertekulen! Det er virkelig mit ømme punkt.

      KH Lisbet

      Slet
  6. Jeg kom til at tænke på, om du kender til Lotusbodybehandling. Jeg ved en der har været invaliderende syg i mange år, nu får hun jævligtt sådan en behandling og har egen forretning, og smerterne holdes på afstand.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det gør jeg ikke. Tak for input!

      Slet
  7. Ååååh hvor jeg kender det! Mit problem er så, at jeg har meget svært ved at acceptere, at jeg ikke kan mere end jeg kan. I hvert fald er det tit sådan. Så må jeg så erkende det på den hårde måde ind imellem. Og "Træthed" er bare blevet mit mellemnavn de sidste 5 års tid, efter at jeg gik fra et liv i højt gear til at blive fældet ved roden, om man så må sige. Nu prøver jeg (også via min blog), at holde fokus på nogle ting længe nok til at det giver noget indhold i dagligdagen. Så jeg kan se at små ting lykkes. At jeg trods alt får produceret lidt til gavn og glæde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Rikke
      Velkommen her hos mig! Det er lidt befriende, at så mange kan genkende sig selv i det - selvom det selvfølgelig også er trist. Men det er jo altid rart ikke at være helt alene. Det er SÅ svært at acceptere! Jeg er helt enig.
      Godt at du kan bruge bloggen til at fokusere på noget positivt. Det synes jeg også, at jeg kan.

      KH og velkommen til -også på bloglovin, Lisbet

      Slet