lørdag den 3. januar 2015

Når billeder lyver



Marina fra bloggen Badut er en dygtig og velovervejet dame, som jeg beundrer. Jeg skrev en kommentar på et af hendes indlæg, som hun responderede på, hvilket fik mig til at tænke videre og lade mine tanker nå tasterne.

Jeg tænkte en dag her i julen (under bruseren, det er tit der jeg tænker mine klogeste tanker ;-)) på, at billeder kan lyve på en ret underfundig og udspekuleret måde. At billeder på en måde kan lyve, fordi de er "virkelige", men på ingen måde fortæller alt

Senere samme dag læste jeg dette indlæg hos Marina, som bekræftigede dette. Fantastiske billeder fra et år rigt på rejser og oplevelser. Billederne er selvfølgelig sande. Det er sket i virkeligheden! I teksten under fortalte hun om sorg og svære ting som også havde været meget væsentlige dele af året. Billederne alene ville have "løjet" - eller meget mere korrekt: have fortalt en unuanceret historie.

Vi kender det alle, men glemmer det alligevel ofte. Facebook er et godt eksempel. Smukke billeder af et fotogent par som man VED kæmper for at få det til at fungere. Det kan man så bare ikke se på billedet. Kender man ikke resten af deres virkelighed, kan man kun blive misundelig.
 
Eller et andet par med overskudsagtige kærlighedsbilleder med medfølgende kærlighedserklæringer. Det par ER lykkelige sammen. Billedet taler sandt, men det man ikke kan se på billedet er, at det primært er kærligheds-billeder, der deles, fordi livet generelt er rigtig svært og slet ikke kun lægger op til store smil.

Mine tanker her i julen var i forhold til bloggen. Hele mit udgangspunkt for bloggen var, at det skal være ægte, ærligt, oprigtigt. Det er også meget kendetegnende for mine ord, selvom der også der er et element af "lyv" i den forstand, at de jo også er øjebliks-billeder. Jeg fortæller om svaghed, men udvalgt svaghed. Jeg fortæller oprigtigt om mig selv, men jeg fortæller ikke alt.

Der er en fare for, at mine billeder kommer til at lyve, tænker jeg. Det er nemt at tage et billede af en fin hyacint i en fin kop - og billedet er sandt. Både kop og hyacint fandtes på det tidspunkt i virkeligheden :-) men det var ikke nødvendigvis repræsentativt for hvilken orden, der var i resten af min stue. Ligesom billeder af tid sammen med børnene nemt kan komme til at se mere overskuds-agtigt ud, end det er. Eller også fyldte den glade stund procentvis ikke meget sammenlignet med tiden i sengen med smerter.

Det er selvfølgelig i orden at fokusere på det smukke og glade og det har jeg også lyst til at gøre. Jeg kan bare mærke, at jeg har brug for, at bloggen stadig er autentisk. At den for mig føles sand. At det er nemmere at komme til at "lyve" med billeder end med ord. Hvordan har man en oprigtig blog i både billeder og ord - når man samtidig elsker smukke billeder?  Det tænker jeg lidt over...
     



10 kommentarer:

  1. Hvor er det dejligt at følge din blog - har lige fundet den for et par dage siden! :)
    Det er netop skønt, fordi du gør hvad du kan for at være autentisk og det er rigtigt, at billeder kan 'lyve' og netop nemt kan skabe misundelse hos andre mennesker, som, umiddelbart, ikke synes, at de er nær så lykkelige og glade, som dem, der vises på billederne, f.eks.. - det kan i hvert fald hurtigt blive meget unuanceret og slet ikke hele sandheden.
    Det er vist ikke for sent at sige: Godt Nytår! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marianne
      Sikke en skøn kommentar. Den blev jeg rigtig glad for. Jeg er glad for, at du har fundet mig og at du har lyst til at følge med. Tak! :-)
      Nej, det går vist stadig med godt nytår :-) Tak og det samme til dig!

      Slet
  2. Kære Lisbet!

    Så sandt som det er sagt, og kender tilsvarende og levende eksempler, det har jeg selv lært en del af!

    Kan fortælle dig en bette historie fra mit eget liv, du ved jeg har en butik, jeg viser jævnligt ting derfra, hver gang jeg tager et billede ser jeg det der mangler at blive færdigt, eller ukrudt, eller støv, eller de manglende tændte stearinlys, jeg øver mig i også at sætte den slags billeder ind, men der er også dage jeg står på hovedet for at tage et billede uden sådanne ting der "mangler".

    I sommers kom det første par, og helt fra Sjælland, de havde fulgt min blog, og ville se det hele live(da var butikken en campingvogn), og jeg blev så akavet, og følte slet ikke tingene var fine nok, overvejede om jeg løj med mine billeder, for havde ikke forventet sådan noget kunne hænde, det er hændt flere gange siden, og jeg øver mig i at tingene er som de er, kan ovenikøbet glemme at tage sminke på;-)

    Jeg nyder at kigge og læse med på din blog, som jeg udelukkende finder ægte og ærlig.

    Må du og din familie få et rigtig godt nytår!

    Med hilsner Anette

    PS mon du kender bloggen florafantstisca, hun tager fremragende billeder også af forfaldet, også af det der normalt ikke er kønt in real for mit øje

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anette

      Det sjove er, at jeg aldrig har lagt mærke til hverken støv, ukrudt eller manglende tændte stearinlys på dine billeder. Ens eget øje er det mest kritiske ;-)
      Din historie med butikken rammer rigtig godt det, jeg mener - selvom jeg aldrig glemmer makeup én ;-) Forstår godt, at det må have været en meget speciel oplevelse. Selvom jeg ikke skal sælge noget eller "vise mig selv frem" i virkeligheden har jeg den samme oplevelse af, at bloggen helst skal kunne holdes op ved siden af mig og give et rimelig godt match!

      Det glæder mig, at du oplever bloggen som ægte og ærlig. Tak!
      Tak for tippet med florafantastica. Jeg følger den allerede. Synes som dig: smukke og usædvanlige billeder.

      Også godt nytår til dig!
      Kærlig hilsen Lisbet

      Slet
  3. Du har ret i, at det let kan komme til at se rosenrødt ud på overfladen, hvis man aldrig skriver om andet en alt det gode. Alle møder modgang og sygdom. Nogen mere end andre. Livet har jo mange facetter og en blog der beskriver ens hverdagsliv på godt og ondt er interessant læsning, set med mine øjne.
    Godt nytår.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Pia
      Tak for din hilsen. Jeg er enig med dig, men samtidig holder jeg af flere slags blogs. Jeg holder meget af personlige og ærlige blogs og blogs der har noget på hjerte, men nyder også meget at følge med hvor smukke og æstetiske billeder er i fokus.
      Tak og i lige måde til dig!

      Slet
  4. Spændende overvejelser, som jeg sagtens kan genkende elementer fra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, jeg tror, at jeg er kommet frem til, at jeg må lade det bero på en indre fornemmelse af, hvad der føles rigtigt og så satse på at billeder og ord nogenlunde går op i en helhed :-)

      Slet
  5. Jeg stoppede på et tidspunkt med at følge nogle blogge fordi de kun handlede om overflade og "staffage"- men for nogen er den slags blogge jo bare et alternativ til et dameblad/boligmagasin eller lignende, (dem har jeg så aldrig købt så mange af :-) så mon ikke det for læserne mest handler om hvilken "underholdning" man nu lige er til på et givent tidspkt. Det med ærligheden, det kan jeg forestille mig er svært hvis man gerne vil at all ens foto er lækre- min prioritering er hellere et dårligt foto eller intet foto og så komme af med de ord jeg har på hjerte- og så tænker jeg ofte at bloggen er mit "spor" jeg efterlader til støtte for hukommelsen- men jeg sorterer selvfølgelig i hvad jeg lægger da jeg ikke har behov for at alle læser med i alt hvad jeg har på hjerte... så det er jo en balancegang- har ind imellem tænkt at lave en hemmelig blog- kun til det ingen jeg kender må høre om- lyder måske mærkeligt- og kunne vel så lige så godt skrive dagbog :-) nå dit inlæg fik da lige sat min skrivetrang igang .-) Du ønskes godt nytår- og dejligt at du startede op med at blogge i det gamle år :-)

    SvarSlet
  6. Kære Ellen
    Tak for din kommentar. Jeg har købt rigtig mange dame- og boligblade! :-) Så jeg holder også meget af at følge blogs som primært glæder øjet med smukke og æstetiske billeder. Det er ikke sikkert, at det er rigtigt, men jeg har indtryk af, at der ikke er så mange som mig, der både holder af at dele (forsøg på) smukke billeder OG ærlige tekster. Men jeg må jo gå efter at kombinere det, så det giver mening for mig selv.

    Jeg vil gerne følge med på den hemmelige blog ;-) og kan sagtens følge, at nogle gange var det rart bare at kunne skrive løs! Tak og også godt nytår til dig og tak fordi, at du kan lide, at jeg er her! :-)

    SvarSlet