onsdag den 18. marts 2015

Hvad jeg ser!



For det utrænede øje ligner dette måske blot små bøtter med jord, men intet kunne være mere forkert. Her er hvad jeg ser....













Jeg ser SOMMER!

Jeg ser hele terrassen fyldt med blomster, passet og plejet fra små.
Jeg ser:

  • Søster Sara hjemme fra Afrika.
  • Jan ved min side.
  • Børnene omkring mig.
  • Et stort forbrug af Sun-lolly is.
  • Mange, mange sandkager (altid med vanilje) bagt i "kage-bageriet" på terrassen.
  • Jeg ser en næsten endeløs række af små gode stunder midt i mine blomster.
  • Jeg ser kold hvidvin og godt selskab i skyggen under blodblomme-træet.


Tænk at der kan være meget i små bøtter af plastik ;-)




onsdag den 4. marts 2015

Man bliver tilbudt mest kærlighed, når man behøver det mindst.




 
Dette indlæg har været undervejs lige så længe jeg har haft en blog. Jeg har tøvet med at skrive det, fordi jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal vende ordene. Desuden er det ikke et livsglimt. Det er ikke et glimt fra mit liv. Er det belærende...?? Der er jo ikke nogen, der har bedt mig om at belære, vel? Et forsøg på at give indblik er det i hvert fald og uden yderligere undskyldninger vil jeg kaste mig ud i det.

For i dag er jeg advokat! Advokat for de stille og trætte...

Det er mit indtryk, at de fleste af os er rigtig gode til det akutte. En ung mor får cancer. Et barn får et alvorligt handicap. Nogen mister en elsket person. Det er forfærdeligt. Det er tragisk. Vi bliver berørte og oprørte.
Vi taler om det. Vi vil gerne hjælpe. Vi vil opmuntre. Er der noget, vi kan gøre? Vi står i kø med blomster, chokolade, medfølelse og kram. Så går der nogle uger. Livet går videre. Vi glemmer dem næsten - og på et tidspunkt sker der en ny katastrofe. Det bliver "hverdag", at de er nogen, der lider.

Jan og jeg har ofte talt om det. For vi har det selv sådan. Selvom vi burde vide bedre.

Men det er stadig svært at blive indlagt, selvom man har prøvet det mange gange før.
Er et barn sygt, bliver det ved med at tære på forældrene.
Er man fattig, bliver man mere og mere fattig, for ting slides op, går i stykker og skal udskiftes.
Er det sjælen, der plager een stopper det ikke med at gøre ondt, bare fordi vi andre er gået videre.
Den efterladte sørger stadig - og måske især - efter begravelsen.

Min overskrift er selvfølgelig en sandhed med masser af modifikationer og selvfølgelig har folk i akut krise brug for kærlighed. Min pointe er, at alle kan holde til at lide i tre måneder. Alle. I det store perspektiv betyder det ingenting. Det er det langvarige, det der fortsætter i måneder, år og årtier. Det, der trækker ud. Føles som om det aldrig ender - og måske heller ikke gør det. Det er det, der for alvor dræner. Der man for alvor har brug for at blive en helt i sit eget liv. Det er det, der ændrer livet og præger ens personlighed.

Er man udadvendt, social, opsøgende og fyldt med gå-på-mod strømmer det positive imod en. Det er helt naturligt. Smil til verden og verden smiler til dig, som man siger. Og det er jo dejligt. Så længe man smiler.

Det følgende skrev jeg for et par uger siden. Læs det helst ikke som klynk eller ynk. Bare virkelighed.

"I dag var jeg i byen. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle tage afsted, for jeg havde det virkelig ikke godt. På den anden side var det fire dage siden jeg sidst havde været ude af vores hjem OG jeg havde bilen i dag. Uden den kan jeg ikke komme nogen vegne.
Så jeg tog afsted med den klare plan at købe en sandwich og køre hjem igen. Alt andet ville være urealistisk. Et kvarter var jeg i byen, så var det hjem igen. Meget mod min vilje naturligvis. Længes efter selskab og input.

Men her er det, jeg ville fortælle: På vej ned i parkerings-kælderen med min sandwich kørte jeg i elevator med et sødt ældre par. Kvinden går først ud, men istedet for selv at gå ud vender hendes mand sig mod mig, der stod bagerst, og lader mig gå først. En simpel lille galant gestus. Men da de var væk, begyndte jeg at græde. Fordi jeg blev så rørt.

Jeg har været meget syg på det sidste. Det er helt bogstaveligt næsten fire uger siden, at jeg har været sammen med, eller stort set snakket med, andre mennesker end min mand og mine to børn. Jeg har ikke orket. Den lille gestus faldt på et tørt sted.

Lidt det samme skete for Jan for nylig. Han blev rørt over en pædagog fra skolen, der viste os en gestus, hun ikke havde behøvet på en morgen, hvor vi virkelig behøvede det.

Du ved ikke, hvem der græder, når du ikke ser det. Du ved ikke, hvem der bliver rørt helt ud over det rimelige. Vi kan gøre noget godt for hinanden. Venlighed er en god ting"
   

Jeg skriver ikke ud af bitterhed eller fordi der aldrig er nogen, der gør noget godt for mig. For det er ikke sandt! Jeg skriver, fordi jeg har lyst til at være en stemme. En stemme, der siger det her: Er der et sted, hvor der er blevet stille. Hvor det akutte ikke længere er. Hvor nogen kæmper uden nyhedens "publikum"? Så er det måske ikke det dårligste sted til en buket blomster, en æske chokolade, et kram eller et "jeg ser dig stadigvæk" <3

 
KH Lisbet


Måske har du også lyst til at læse: Jeg plejede at være en folk godt kunne lide