onsdag den 4. marts 2015

Man bliver tilbudt mest kærlighed, når man behøver det mindst.




 
Dette indlæg har været undervejs lige så længe jeg har haft en blog. Jeg har tøvet med at skrive det, fordi jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal vende ordene. Desuden er det ikke et livsglimt. Det er ikke et glimt fra mit liv. Er det belærende...?? Der er jo ikke nogen, der har bedt mig om at belære, vel? Et forsøg på at give indblik er det i hvert fald og uden yderligere undskyldninger vil jeg kaste mig ud i det.

For i dag er jeg advokat! Advokat for de stille og trætte...

Det er mit indtryk, at de fleste af os er rigtig gode til det akutte. En ung mor får cancer. Et barn får et alvorligt handicap. Nogen mister en elsket person. Det er forfærdeligt. Det er tragisk. Vi bliver berørte og oprørte.
Vi taler om det. Vi vil gerne hjælpe. Vi vil opmuntre. Er der noget, vi kan gøre? Vi står i kø med blomster, chokolade, medfølelse og kram. Så går der nogle uger. Livet går videre. Vi glemmer dem næsten - og på et tidspunkt sker der en ny katastrofe. Det bliver "hverdag", at de er nogen, der lider.

Jan og jeg har ofte talt om det. For vi har det selv sådan. Selvom vi burde vide bedre.

Men det er stadig svært at blive indlagt, selvom man har prøvet det mange gange før.
Er et barn sygt, bliver det ved med at tære på forældrene.
Er man fattig, bliver man mere og mere fattig, for ting slides op, går i stykker og skal udskiftes.
Er det sjælen, der plager een stopper det ikke med at gøre ondt, bare fordi vi andre er gået videre.
Den efterladte sørger stadig - og måske især - efter begravelsen.

Min overskrift er selvfølgelig en sandhed med masser af modifikationer og selvfølgelig har folk i akut krise brug for kærlighed. Min pointe er, at alle kan holde til at lide i tre måneder. Alle. I det store perspektiv betyder det ingenting. Det er det langvarige, det der fortsætter i måneder, år og årtier. Det, der trækker ud. Føles som om det aldrig ender - og måske heller ikke gør det. Det er det, der for alvor dræner. Der man for alvor har brug for at blive en helt i sit eget liv. Det er det, der ændrer livet og præger ens personlighed.

Er man udadvendt, social, opsøgende og fyldt med gå-på-mod strømmer det positive imod en. Det er helt naturligt. Smil til verden og verden smiler til dig, som man siger. Og det er jo dejligt. Så længe man smiler.

Det følgende skrev jeg for et par uger siden. Læs det helst ikke som klynk eller ynk. Bare virkelighed.

"I dag var jeg i byen. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle tage afsted, for jeg havde det virkelig ikke godt. På den anden side var det fire dage siden jeg sidst havde været ude af vores hjem OG jeg havde bilen i dag. Uden den kan jeg ikke komme nogen vegne.
Så jeg tog afsted med den klare plan at købe en sandwich og køre hjem igen. Alt andet ville være urealistisk. Et kvarter var jeg i byen, så var det hjem igen. Meget mod min vilje naturligvis. Længes efter selskab og input.

Men her er det, jeg ville fortælle: På vej ned i parkerings-kælderen med min sandwich kørte jeg i elevator med et sødt ældre par. Kvinden går først ud, men istedet for selv at gå ud vender hendes mand sig mod mig, der stod bagerst, og lader mig gå først. En simpel lille galant gestus. Men da de var væk, begyndte jeg at græde. Fordi jeg blev så rørt.

Jeg har været meget syg på det sidste. Det er helt bogstaveligt næsten fire uger siden, at jeg har været sammen med, eller stort set snakket med, andre mennesker end min mand og mine to børn. Jeg har ikke orket. Den lille gestus faldt på et tørt sted.

Lidt det samme skete for Jan for nylig. Han blev rørt over en pædagog fra skolen, der viste os en gestus, hun ikke havde behøvet på en morgen, hvor vi virkelig behøvede det.

Du ved ikke, hvem der græder, når du ikke ser det. Du ved ikke, hvem der bliver rørt helt ud over det rimelige. Vi kan gøre noget godt for hinanden. Venlighed er en god ting"
   

Jeg skriver ikke ud af bitterhed eller fordi der aldrig er nogen, der gør noget godt for mig. For det er ikke sandt! Jeg skriver, fordi jeg har lyst til at være en stemme. En stemme, der siger det her: Er der et sted, hvor der er blevet stille. Hvor det akutte ikke længere er. Hvor nogen kæmper uden nyhedens "publikum"? Så er det måske ikke det dårligste sted til en buket blomster, en æske chokolade, et kram eller et "jeg ser dig stadigvæk" <3

 
KH Lisbet


Måske har du også lyst til at læse: Jeg plejede at være en folk godt kunne lide

14 kommentarer:

  1. Rigtig godt skrevet, Lisbet. Det er nemlig tit den lille bitte gestus der varmer allermest på lige det helt rigtige tidspunkt. Det varmer når nogen holder døren så min rollator og jeg kan komme ud. Faktisk er det rareste ved det, det smil man får igen når man har sagt tak og givet personen et stort smil.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det glæder mig, at du kan genkende noget i det. Nogle gange skal der virkelig ikke meget til. Og når du reagerer som du gør, er der to mennesker, der kan gå glade videre :-)

      Slet
  2. Jeg bliver rørt over det du skriver Lisbet.. tror der er mange mennesker som har det svært og som er stille omkring det - og det paradoksale er, at der ofte skal så lidt til at give lidt ekstra opmærksomhed... Det kan vi nok alle lære at blive bedre til..
    .
    Der er en sætning som du skrev i et tidligere indlæg - det du linker til - som jeg har tænkt meget over siden jeg læste den:
    "En ting er, hvordan livet var og hvordan du så dig selv, da livet gik godt. Noget helt andet kan være, hvordan du ser dig selv, når forhindringer, ensomhed og svære omstændigheder har sat sit præg på din sjæl."
    Jeg er ikke færdig med at tænke over den endnu..
    Tak fordi du deler :-)
    Kh
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette
      Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive den kommentar! Jeg er altid så spændt på, hvordan det bliver modtaget, når jeg skriver denne type indlæg. Ja, jeg tror også, at der er mange. Livet kan jo være svært på mange måder. Jeg har blot givet nogle eksempler.

      Dejligt at høre, at det har sat tanker i gang. Det er noget, jeg selv har tænkt meget over, fordi det er meget tydeligt i mit eget liv. Det kunne jeg skrive meget om ;-) Det er helt sikkert at lidelse og langvarige problemer ender med at præge ens sjæl. Det er i hvert fald min erfaring.
      Tak fordi du skrev.

      KH Lisbet

      Slet
  3. Hvor er det her bare et fint indlæg. Jeg har rigtigt mange af samme slags liggende, som jeg er nervøs for at udgive, fordi det måske lyder som klynk, en løftet pegefinger eller - endnu værre - som om jeg forsøger at gøre mig til noget særligt. Og nu er jeg jo ellers sådan en, der "tager det pænt", men det betyder altså også bare, at folk så lidt har en tendens til at glemme, at jeg er syg, så der er intet af det der heppende, støttende, hvor-er-du-stærk'ende. Når de så finder ud af, at hele november-december kunne jeg knap holde på mit bestik uden at tabe det, bliver de helt chokerede. Hvor jeg godt kan have det lidt sådan, altså, hvad regnede du med, at denne sygdom var? Hvordan kan det være SÅ overraskende? Og samtidig vil man jo ikke være belastende og tale stolpe op og stolpe ned, hver gang sygdommen gør opmærksom på sig selv. Havde f.eks. en veninde i efteråret, som lige pludselig bare lod være med at svare på mine sms'er i månedsvis. Da jeg så skrev og for at høre, hvad der foregik, fik jeg at vide, at hun ikke orkede "alt den dårligdom og sygdomssnak". Nej, ok, hvad siger man ligesom til det?! Men det er så svært at skrive om, uden at det kommer til at virke, som om man vil hænge folk ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Hazel.
      Tak! Det glæder mig. Jeg forstår dine frustrationer. Det der med hvad andre tænker kommer man nok aldrig helt ud over. Jeg er bare kommet frem til, at det føles godt at være modig og at der heldigvis er nogle, der bliver glade for det.

      Som du ved, kan jeg godt lide din blog. Jeg kan huske, at jeg læste om sclerose, da jeg "fandt dig" men siden da tror jeg faktisk ikke, at du har nævnt det en eneste gang? Du skriver godt, du tænker før du skriver og du er klog (er mit helt klare indtryk :-)) Hvis du synes, at jeg er sluppet nogenlunde fra det her, er jeg HELT sikker på, at det kan du gøre mindst lige så godt. Jeg ville med glæde læse med. Ikke istedet for alt det fine, poetiske, men som et supplement til det.

      En stor kærlig hilsen fra mig.

      Slet
  4. Fint indlæg :) Tror virkelig vi alle kunne øve os lidt i at vise venlighed og omsorg for andre mennesker, end dem der lige står os aller nærmest.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak og ja :) Ens nærmeste er selvfølgelig vigtige, men man kan også blive utrolig glad for opmærksomhed fra lidt uventet kant - og selv blive glad af at give.

      Slet
  5. Jeg forstår 100 % hvad du mener, og er meget meget enig med dig. Tak for et velskrevet og meget vedkommende indlæg. Dine ord rørte mig.
    KH Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Helle
      Tak for din kommentar. Det glæder mig. Jeg er glad for, at det tilsyneladende er lykkedes for mig stort set at skrive det jeg ville.

      KH Lisbet

      Slet
  6. og så er det måske netop den lille gestus fra en fremmed man bliver mest rørt og glad for :-) - og hvorfor så det tænker jeg så i halen på første tanke- måske man ved at man ikke skal yde noget til gengæld- ikke mere end man lige kan på stedet- ingen langvarige regnskaber baghovedet om hensyn, gengæld og behov... Tak for din blog!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg forstår godt, hvad du mener. Man kan også godt komme til at føle, at ens nærmeste "bør" gøre det. Men det ændrer selvfølgelig ikke ved at deres omsorg og kærlighed er utrolig vigtig.
      Velbekomme ;) og tak for dine gode og kloge kommentarer!

      KH Lisbet

      Slet
  7. Hvor er det dog smukt skrevet og meget dybtfølt, igen får du tårerne frem i mine øjne.
    KH Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Rikke
      Tusind tak for dine ord. De glæder mig meget!

      Kærlig hilsen Lisbet

      Slet