fredag den 15. maj 2015

Lidt "Her er mit liv" og blogtanker




Det er lidt noget mærkeligt noget. Det her bloggeri. Jeg holder utrolig meget af at lære andre bloggere at kende på denne måde. Indlæg efter indlæg. Stort og småt mellem hinanden. Ikke en afsluttet historie, men små livsglimt, som tilsammen danner et billede af den person, man følger. Det er smadder-hyggeligt!

Men, for der er et men. Det kan være svært at ramme balancen, synes jeg. Mine sidste tre indlæg har handlet om glæden over forår, en dejlig hyggestund med min datter og billedspam af de 500 smukke tulipaner i min have!

Jeg har nydt at lave dem og glæden over de ting er stor og ægte . Jeg kan bare mærke, at efter to-tre "jubel-glade" indlæg, får jeg et stort behov for at male det lidt større billede. For det lidt større billede pt. er, at jeg stadig er ved at sunde mig efter de tre rædselsfulde måneder, jeg også tidligere har skrevet om.

Jeg har ikke længere voldsomme smerter dag og nat og TAK for det! Det var rædselsfuldt. Jeg er på den anden side, men ikke mere end at jeg tuller rundt for mig selv, mens jeg kommer til hægterne. Bortset fra nogle ganske få timer har jeg ikke været sammen med andre mennesker end Jan og børnene i 4(fire) måneder. Selv de tager ud i min søster og svogers hus (de bor i Tanzania, men har et "sommerhus" nær os) den første halvdel af hver weekend, fordi jeg ikke kan holde til, at de er herhjemme.

Min eneste tanke i forbindelse med Kristi himmelfartsferie var: "hvordan løser vi det?". Svaret blev, at Jan og pigerne tog ud i huset fra onsdag og til i aften. I går var de i Fårup sommerland hele dagen og hele lørdag skal de til familiefest: non-firmation i Skive. Søndag skal jeg kramme dem! Det er helt forkert jo. Vi er en familie. Vi vil være sammen. Ikke hver for sig. Med solskin og forår i haven synes jeg nu, at mine dage er gået ok alligevel - men det er forkert.  

Et blog-indlæg er jo netop bare det: et glimt, et blog-indlæg. Man kan ikke skrive om alt hver gang.
Det må indgå som en del af en større fortælling og det synes jeg jo netop også er en stor del af charmen! Jeg kan bare godt få en lidt mærkelig følelse af at signalere et overskud, der ikke er der.

I forhold til dem, der kender mig, kan jeg godt tænke, at det må virke underligt, at jeg orker at blogge, når jeg ikke orker at kommunikere med dem. Det er bare som om, min sjæl er alt for medtaget efter de sidste måneder til interaktion, men godt orker at gå rundt og fotografere lidt smukke blomster i min have - og så den her mere indirekte kommunikation.

Jeg holder meget af både at skrive hudløst ærligt og at fokusere på og dele den glæde, der er. Jeg vil gerne, at bloggen skal kunne holdes op ved siden af mig og give et rimeligt sandfærdigt billede af den virkelige person, men det er lidt en underlig ting at skabe sin egen virtuelle verden på denne måde :-)

Kan du genkende tankerne her eller har du nogle andre input, hører jeg dem gerne. Både fra dig som før har kommenteret og fra dig som er derude, men ikke før har givet dig til kende :-)

KH Lisbet

12 kommentarer:

  1. Sikke gode tanker. Jeg gør mig nogle gange lidt af de samme. Altså jeg har også ting som jeg synes er private og ikke skal på bloggen. Og igen, den skal også afspejle mit virkelige liv. Hvis bloggen giver dig bare lidt overskud så er det jo godt. Og så blæs på hvad andre tænker. Kram herfra. PS godt at høre at du ikke har massive smerter hele tiden mere.

    SvarSlet
  2. Kære Birgitte
    Mange tak for din hilsen. Bloggen er helt sikkert god på den måde, at den er en livlinje til verden omkring mig. Ikke den eneste, men en af dem. Når der for eksempel ikke har været gæster i min fysiske have dette forår, er det dejligt at kunne dele glæden over den på denne måde. Jeg tror godt, at jeg kan forklare mine omgivelser, hvorfor det kan være nemmere at blogge end at interagere direkte. Jeg havde bare brug for at formulere for mig selv først, hvad det er, der er forskellen. Nogle af mine ynglings-mennesker læser med her og det er dejligt :-)
    Tak for krammet! og ja det er virkelig en lettelse.

    God dag til dig, Birgitte. KH Lisbet

    SvarSlet
  3. Kære Lisbet
    Godt at det går den rigtige vej med smerterne, også selvom det slet, slet ikke skal negligeres at du stadig har meget at slås med. Jeg kender ALT for godt det med at bloggen tegner et billede af, at man er mere overskudsagtig end man overhovedet er, men for mig er bloggen der, hvor jeg (også) holder mig selv oppe på de ting, der er positive og går godt, og holder mig i gang. Titlen: "Hvor svært er det lige?" er netop også med et glimt i øjet, for ja nogen gange er det rigtig svært, og så gælder det om at prøve at holde sig selv fast på det, der lykkes, og tilgive sig selv det, der ikke lykkes, som f.eks. når man ikke kan være der så meget for sin familie og kære, som man egentlig gerne ville. Det gælder om at finde en balancegang, hvor man må se i øjnene, at man har begrænsede ressourcer (og det har alle jo egentlig), som man må økonomisere med, som f.eks. når I må lave planer for, hvad familien skal gøre, så du kan få ro til at komme dig, så godt det nu er muligt. Hos os har vi nu en del år levet med kompromiserne, og det går jo alligevel, selvom det måske kunne have været anderledes. :-) fra Rikke
    PS. For mig er bloggen også en "ekstern" del af min hukommelse ;-)

    SvarSlet
  4. Kære Rikke
    Tak for din lange kommentar! Til det med at bloggen er ekstrem hukommelse: Lige på det punkt kan jeg godt tænke nu, at det havde været hyggeligt, hvis jeg var begyndt at blogge, da børnene var små. Sikke mange gode små minder, der kunne have været samlet! Isabella på snart 12 år skulle bruge "noget sjovt hun havde sagt som lille" til en skoleopgave og jeg kunne ikke huske noget! Selvom jeg VED, at hun har leveret en perlerække af guldkorn, som jeg har hygget mig med og underholdt andre med. Utroligt :-0.
    Jeg kom til at læse mit eget blogindlæg fra januar "At ville det man ikke kan" for et par dage siden. Det var faktisk et rigtig godt indlæg, som jeg fik noget ud af at genlæse og blive mindet om! Det der med den svære balancegang.
    Tak for din hilsen .-)
    KH Lisbet

    SvarSlet
  5. Jeg læser med og elsker din ærlighed. Jeg har selv snart blogget privat og som deltidsjob (ms bloggen) i 6år. Jeg elsker det og det er en dagbog, et sted jeg kan få luft og meget andet. Jeg har lært meget over årene også fordi vi får undervisning på ms bloggen http://www.multipelsklerose.dk/author/hansenm/ men også via folks kommentarer. Jeg elsker at blogge. Jeg elsker at læse blogge. Jeg tænker selvfølgelig over, hvad jeg skriver og sådan men det er også mit fristed. Jeg læser også en gang imellem mine gamle indlæg og nyder det:) Hurra for os bloggere:)

    SvarSlet
  6. Kære Mette
    Jeg er glad for, at du læser med :-) Tak fordi du er så sød til at kommentere også! Tak for linket. Jeg har flere gange tænkt, at jeg skulle se, hvad det er du skriver på den blog. Nu fik jeg læst noget af det - og også lidt af, hvad de andre skriver.
    Ja bloggen kan mange ting! Jeg er også rigtig glad for, at jeg begyndte på det :-)

    KH Lisbet

    SvarSlet
  7. Jeg kan sagtens genkende dine tanker. Der sker bestemt også ting i mit liv, jeg ikke ønsker at dele med hele verden. Enten fordi der er for privat, eller jeg ikke orker at få 'kloge' kommenterer. Der er jo intet lettere i verden end at opdrage naboens børn, eller fortælle andre hvodan de skal leve deres liv, mens det måske kniber lidt mere indenfor egne fire vægge. Vi vælger alle at leve det liv, der er bedst for os i den situation vi nu står i. Det næste er at ingen formentlig gider at læse om ynk og beklagelser ustandseligt. Det betyder jo ikke at man aldrig må skrive om det triste, som også rammer os med jævne mellemrum. Livet kan ind imellem gøre så ondt, at man virkelig selv skal grave dybt, for at finde noget at glæde sig over, men med positive tanker, når man længere - mener jeg altså :-) Jeg vil lige pointere at jeg aldrig har opfattet dine indlæg som klynkeri, men blot fortalt at spdan er dit (jeres) liv ligr nu.
    Det lyder til at du har en meget forstående lille familie, som virkelig ved hvordan de kan hjælpe dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Pia
      Jeg kan se udfra kommentarfeltet her, at jeg åbenbart har udtrykt mig lidt uklart. For jeg synes egentlig ikke, at det er svært at finde ud, hvad jeg har lyst til at dele og hvad der skal forblive privat. Det synes jeg faktisk bliver sådan helt naturligt. Jeg har bare, de sidste uger især, syntes var lidt en mærkelig følelse at dele meget glade ting, når man kunne have delt så meget andet. Men det er det, jeg har haft lyst til at dele og sådan må det vel bare være: at man deler det, man har lyst til og så satser på det store billede af ens liv bliver nogenlunde præcist. Jeg tænker også som dig, at ren jammer og ynk orker hverken en selv eller andre. Og så glæder det mig, at du ikke oplever mine indlæg som klynkeri. Jeg synes også, at jeg skriver enten fordi jeg har noget på hjerte eller ,som du skriver, blot fortæller, at det er sådan at livet ser ud.

      Jeg har en god familie, det er helt sikkert. Jan og jeg træffer beslutningerne i fællesskab - og så fortæller vi pigerne, at det er sådan, det bliver. Så det er ikke noget, vi pålægger dem at beslutte.

      Tak fordi du er her :-)
      KH Lisbet

      Slet
  8. Ih, jeg ved, jeg har siddet og forfattet et svar til det her indlæg på et tidspunkt, men det er åbenbart ikke blevet sendt? :/ Nå, men ville vist bare sige, at det er så dejligt med både op- og nedture. Det er jo, som du siger, lidt som at følge med i en roman. Det bliver for kedeligt med al den kærlighed, hvis der ikke også er nogle udfordringer ind imellem :)
    Men ligesom det kan være befriende at få ned på skrift og ud af systemet - og at få nogle reaktioner fra omverden - så er der også bare dage, tanker og episoder, man ikke orker at dele med nogen.

    Kender godt det med de øv-dage, selvom mine kommer af noget andet. Jeg håber og tror, din søde, forstående familie gør det lettere :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det er ikke røget i spam i hvert fald. Øv. Smil, ja ren kærlighed, det dur ikke ;) Var det kun ren elendighed, der nåede bloggen, ville man (jeg) også gøre sig selv deprimeret og var det kun det modsatte ville det slet ikke være noget for mig :-) Måske går jeg i virkeligheden bare for meget op i at videregive et troværdigt billede af virkeligheden. Det ER jo udvalgt virkelighed og hvordan folk opfatter mig/mit liv er jo alligevel ude af min kontrol.

      KH Lisbet

      Slet
  9. Synes det er spændende at læse om dine overvejelser og din måde at gribe de udfordringer du har i dit liv.
    Jeg husker godt, at du har synes jeg gemmer mig lidt på min blog... :) Men det føler jeg ikke selv :) Jeg skriver om det jeg har "brug for" at dele- det jeg ikke kan lade være med at dele. det er vist det tætteste jeg kan kom på overvejelserne bag min blog- er nok lidt impulsiv i hvad jeg vælger at skrive, men skriver aldrig noget jeg ikke ville kunne sige højt ude i den såkaldt virkelige verden. Bare lidt tanker fra mig om min tilgang til at have en blog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Miri
      Jeg synes det er rigtig dejligt, at du har lyst til at læse med. Det er jo egentlig også det, jeg gør. Bare deler det, jeg har lyst til og som føles naturligt på det tidspunkt. Men jeg tænker lidt over fordelingen og ind i mellem får jeg så åbenbart bare brug for at male med en lidt bredere eller mere nuanceret pensel.
      Jeg er også afklaret med, at den virkelige verden læser med. Jeg har valgt at skrive udleverende om mig selv til en vis grænse og ind i mellem også om Jan, med hans tilladelse; men jeg skriver aldrig noget personligt om børnenes liv og skriver ikke om andre.
      Tak fordi du fortæller :-) Du får lige en mail om, hvad det var jeg tænkte dengang ;-)

      KH Lisbet

      Slet