mandag den 22. juni 2015

Tid til en blog-pause





Jeg bliver nødt til at tage en blog-pause. Ikke fordi jeg er blevet træt af det. Jeg holder meget af at blogge: at formulere mine tanker, dele nogle billeder og i meget høj grad også hele fællesskabet omkring det!

Lige nu er livet bare ikke til det. Jeg lever et helt absurd liv for tiden, hvor jeg på femte måned stort set ikke har kontakt til omverdenen omkring mig. De meget voldsomme smerter jeg havde er mindsket, men min tærskel for forværring er helt ekstremt lav. Jeg holder mig så vidt muligt både fra computer og telefon og selv samtale med Jan er med store begrænsninger.

Om vinteren kan jeg se gennem hækken rundt om vores grund, men nu er den tæt og grøn. På en og samme tid en frodig ramme om min have og en grøn fængselsmur. For jeg kommer næsten ikke udenfor den og ingen kommer ind. Ikke fordi ingen vil, heldigvis slet ikke derfor, men fordi jeg ikke kan holde til besøg - eller telefonsamtaler.... Det er en meget mærkelig lille verden.

Livet kommer og går udenfor den. På søndag skal min niece for eksempel konfirmeres 200 m fra hvor vi bor, men jeg skal ikke med.

Jeg tror stadig på, at jeg kommer til at blive fuldstændig rask. Jeg er ikke slået ud eller har givet op på den måde, men det ER svært. Lige nu er her meget stille.

Jeg vil ønske jer en god sommer. Vi ses helt sikkert igen, for jeg vil ikke undvære det og jer :-)


Kærlig hilsen Lisbet


PS: jeg er ikke nogen særlig flittig instagrammer, men jeg tror, jeg vil benytte det lidt mere her i sommer, bare for at få lov til at formidle lidt. Har I lyst til at følge med her, er I meget velkomne :-)  



tirsdag den 9. juni 2015

Om at sige skat til en kat



Jeg er ikke dyre-menneske. Det har jeg aldrig været. (Jeg har dog tidligere skrevet om at være begyndende glad for kat ;-)) Katten fik vi, fordi jeg synes, det ville være dejligt for børnene med et kæledyr, de havde mere glæde af end Molly Kanin. Det er helt sikkert gået i opfyldelse. De er begge to meget glade for katten, som nu hedder Teddy Brown. "Hvor er Teddy?" er ofte det første de siger, når de kommer hjem. Faktisk er det åbenbart helt utroligt, så nuttet den kat er ;-)

Vi ser en del til hinanden, katten og jeg. For modsat resten af familien er han næsten altid hjemme og er jeg næsten altid hjemme. Nu er der så sket det, at jeg to gange på det sidste er kommet til at kalde min kat for skat! Og det er ikke godt, for sådan et menneske er jeg altså ikke. Sådan et der går rundt og kalder en kat for skat!

Jan har ikke det problem. Han er vokset op med hund og siger ofte ting i stil med "Hej Teddy, din lille loppesæk" eller "Deres kattemajestæt" når han synes, at den er lige magelig nok. Altid dog sagt i et kærligt tonefald, så katten ved nok ikke, at den burde være fornærmet :-)

Måske er det lidt ligesom dengang, jeg blev have-menneske. For sådan et var jeg nemlig heller ikke! Overhovedet. Jeg blev meget overrasket over det. De første par år syntes jeg faktisk, at det var lidt flovt. At det var lidt en gammel dame hobby. Det er jeg kommet helt og aldeles over og er nu bare fuldstændig vild med min have.

Hvordan det kommer til at gå med skatte-katten ved jeg endnu ikke ;-)

Måske Liv (som har hyggelige, sjove og meget positive Min skæve vinduesplads til verden) kan relatere til noget af det, efter at hun er begyndt at sprøjte haveindlæg ud ;-)