fredag den 18. september 2015

Kender du Britt-Marie?

britt marie var her - Google-søgning:



Fredrik Backmans debutroman "En mand der hedder Ove" er en fantastisk bog og er med rette blevet meget populær. Jan læste den højt for mig i vinters og vi græd og grinede os begge igennem den! God bog, fik jeg sagt det? ;-)

Derfor skulle jeg selvfølgelig også høre hans anden bog: "Britt-Marie var her". Jeg skriver "høre", fordi jeg er blevet rigtig glad for lydbøger.

Er den så ligeså god som Ove? Ejj, ikke helt synes jeg. Men Britt-Marie er virkelig også fantastisk og værd at lære at kende. Bogen er bygget op på samme måde som "Ove". Først møder vi et kantet, fastlåst menneske med nogle virkelig komiske vaner og livsanskuelser. Efterhånden som handlingen skrider frem og livet bag folder sig ud, bliver vi klogere og alting giver mening. Men selvom alting giver mening, er der måske alligevel grund til at udfordre sig selv, lade sig rive med og forsøge at skabe et bedre liv? Det er et tema i begge bøger. Et tema jeg elsker!

Fredrik Backman er en dygtig menneskekender og byder på et skønt persongalleri af meget forskellige typer. Det er dejligt at kunne genkende sig selv rundt omkring i Britt-Maries udfordringer - og dermed selv blive udfordret lidt. Britt Marie er virkelig skøn og sjov hele tiden uden at ville være det. Hun er for eksempel ikke fordomsfuld. Slet ikke. Hun er bestemt heller ikke passiv-aggressiv. Hun er bare hensynsfuld...

I begge bøger lykkes det forfatteren at få en til at holde meget af en person, som slet ikke findes i virkeligheden. Det er også et talent :-)

Jeg ved godt, at jeg intet har skrevet om handlingen :-D  Læs en rigtig god anmeldelse af bogen her

God weekend!




fredag den 11. september 2015

Septembersol












Når september er så smuk og dejlig, som den er i år, er det svært rigtig at blive sur på den. Sur over, at den er den første efterårsmåned :-)
Masser af sol, varme og blå, blå himmel er fantastisk. Varmen nydes lidt ekstra, fordi vi ved, det er sidste chance for at samle vinterdepot af varm sol mod kinderne. Nyde, nyde, nyde...



fredag den 4. september 2015

Om ensomhed, distance og troen på noget ens i os alle!





2½ måneds blogpause blev det til. Nu må det være tid til at starte op igen! Det føles godt at være tilbage. Jeg har læst med rundt omkring på andre blogs, nogenlunde som jeg plejer, men har blot kommenteret mindre :-)

Men den her sommer.... Hvad skal jeg sige om den?

Jeg kan sige, at jeg har lyttet mig igennem Rene Toft Simonsens selvbiografi "Vejen hjem". Den handler om berømmelse og glamour, men også om meget andet. Blandt andet den angst, der har fulgt hende næsten hele livet. På et tidspunkt skriver hun i sin dagbog: (citeret så præcist, som jeg husker det ) "Trods berømmelse og rigdom er jeg nødt til at tro på, at vi alle er ens - ellers bliver jeg ensom".

Uden at sammenligne mit liv med Rene Toft Simonsens liv i øvrigt ;-) forstod jeg godt, hvad hun mente. For jeg har tænkt det samme.

Mit liv er så ekstremt anderledes pt. end alle andres, jeg kender. Efter nogle måneder med ekstreme smerter dag og nat, har jeg siden påske bare tullet. Ingen mennesker set, kun været udenfor matriklen en halv time til en hel time om ugen, stort set tilbragt 6 ugers sommerferie alene (fordi det var nødvendigt for ikke at tricke smerterne igen). Set min egen lille familie alt for lidt og set andre mennesker under 6 timer, alt inklusive, fordelt på de sidste godt 7 måneder....

Jeg ved godt, det lyder lidt ynkeligt. Det med seks timer i selskab med andre på 7 måneder kan jeg næsten ikke selv forstå. Jeg skriver det naturligvis ikke kun for at skrive det. Det er jeg sikker på, at jer der plejer at læse med ved og det er ikke min mening, at fokus skal ligge på det. Jeg skriver det, fordi jeg gerne vil sige noget med det.

Jeg har ikke lyst til at fortælle en hel masse konkret om min sommer. Til tider har det været forfærdeligt og til tider har det været mere ok. Det er ikke svært at regne ud, at det har været en svær og afmægtig tid for mor-hjertet  - og at jeg har været ensom. Til tider ok ensom og til tider så jeg nærmest har kunnet mærke det i mine knogler og så det har vækket mig om natten.

Der har været tider, hvor jeg har haft lyst til at distancere mig - og også tider, hvor jeg har gjort det. Har haft lyst til at synge: "Nobody knows the trouble I´ve seen. Nobody knows my sorrow". Hvad skal jeg med de andre? Hvad skal jeg bruge dem til? De raske. De normale. Dem der holder sommerferie med sin familie. De forstår jo alligevel ikke. Har ikke en chance for at forstå. Jeg har haft lyst til at lukke mig om mig selv - og på en selvpinerisk måde er der lidt trøst i det!

Der er beskyttelse i distancen, men der er også ensomhed og der er ingen fremtid.

Jeg forestiller mig, at det samme gør sig gældende med mange andre ting, hvis de gør ondt nok?
Kæreste/ikke kæreste. Børn/ikke børn. Penge/ikke penge. Rimelig sjælefred/sjæletumult. Børn der trives/børn der virkelig kæmper. Fortsæt selv listen.

For nogle år siden holdt jeg nogle meget personlige prædikener/livsfortællinger, som jeg fik god respons på. Det fortalte jeg glad til en psykolog, vi talte med på det tidspunkt. Hans reaktion var: "det er da klart Lisbet. Når du taler om sorg, ensomhed og smerte har du alles opmærksomhed. Det kender alle til".

På en sær måde syntes jeg, at hans svar var så opmuntrende. Jeg kan lide den tanke. At der er noget ens i os alle. At vi kan genkende os selv i hinanden. Bruge hinanden. At smerte, som næsten per definition er ensom, ikke kun er ensom, selvom graden og årsagen er forskellig fra menneske til menneske. At hvis man vover det - og orker det - ikke at distancere sig. Ikke at lukke sig om sig selv har man mere til fælles med flere mennesker end man lige skulle tro :-)

Min blog har jo flere elementer. Der er fotos af de smukke blomster, jeg elsker. Der er små hyggelige glimt fra livet i vores familie og så er der den her kategori: de hudløst ærlige. For mig selv er de hjertet i bloggen! Jeg holder af at lave alle typer indlæg, men de er den primære årsag til, at jeg blogger. Troen på det fælles. Troen på, at jeg ved at dele mit hjerte kan røre et andet hjerte. Enten fordi dit liv er som mit eller også fordi, jeg en gang i mellem lykkes i at røre noget alment ved at sige noget specifikt :-)

Jeg skylder også lige at sige, at vi faktisk som familie er ved ok mod - det meste af tiden. Vi er ikke slået ud, vi har ikke givet op og jeg kommer til at blive helt rask :-)

Tak fordi I læser med og tak fordi jeg er forkælet med så mange kloge, personlige og i det hele taget dejlige kommentarer på min blog. Tak! :-)