fredag den 4. september 2015

Om ensomhed, distance og troen på noget ens i os alle!





2½ måneds blogpause blev det til. Nu må det være tid til at starte op igen! Det føles godt at være tilbage. Jeg har læst med rundt omkring på andre blogs, nogenlunde som jeg plejer, men har blot kommenteret mindre :-)

Men den her sommer.... Hvad skal jeg sige om den?

Jeg kan sige, at jeg har lyttet mig igennem Rene Toft Simonsens selvbiografi "Vejen hjem". Den handler om berømmelse og glamour, men også om meget andet. Blandt andet den angst, der har fulgt hende næsten hele livet. På et tidspunkt skriver hun i sin dagbog: (citeret så præcist, som jeg husker det ) "Trods berømmelse og rigdom er jeg nødt til at tro på, at vi alle er ens - ellers bliver jeg ensom".

Uden at sammenligne mit liv med Rene Toft Simonsens liv i øvrigt ;-) forstod jeg godt, hvad hun mente. For jeg har tænkt det samme.

Mit liv er så ekstremt anderledes pt. end alle andres, jeg kender. Efter nogle måneder med ekstreme smerter dag og nat, har jeg siden påske bare tullet. Ingen mennesker set, kun været udenfor matriklen en halv time til en hel time om ugen, stort set tilbragt 6 ugers sommerferie alene (fordi det var nødvendigt for ikke at tricke smerterne igen). Set min egen lille familie alt for lidt og set andre mennesker under 6 timer, alt inklusive, fordelt på de sidste godt 7 måneder....

Jeg ved godt, det lyder lidt ynkeligt. Det med seks timer i selskab med andre på 7 måneder kan jeg næsten ikke selv forstå. Jeg skriver det naturligvis ikke kun for at skrive det. Det er jeg sikker på, at jer der plejer at læse med ved og det er ikke min mening, at fokus skal ligge på det. Jeg skriver det, fordi jeg gerne vil sige noget med det.

Jeg har ikke lyst til at fortælle en hel masse konkret om min sommer. Til tider har det været forfærdeligt og til tider har det været mere ok. Det er ikke svært at regne ud, at det har været en svær og afmægtig tid for mor-hjertet  - og at jeg har været ensom. Til tider ok ensom og til tider så jeg nærmest har kunnet mærke det i mine knogler og så det har vækket mig om natten.

Der har været tider, hvor jeg har haft lyst til at distancere mig - og også tider, hvor jeg har gjort det. Har haft lyst til at synge: "Nobody knows the trouble I´ve seen. Nobody knows my sorrow". Hvad skal jeg med de andre? Hvad skal jeg bruge dem til? De raske. De normale. Dem der holder sommerferie med sin familie. De forstår jo alligevel ikke. Har ikke en chance for at forstå. Jeg har haft lyst til at lukke mig om mig selv - og på en selvpinerisk måde er der lidt trøst i det!

Der er beskyttelse i distancen, men der er også ensomhed og der er ingen fremtid.

Jeg forestiller mig, at det samme gør sig gældende med mange andre ting, hvis de gør ondt nok?
Kæreste/ikke kæreste. Børn/ikke børn. Penge/ikke penge. Rimelig sjælefred/sjæletumult. Børn der trives/børn der virkelig kæmper. Fortsæt selv listen.

For nogle år siden holdt jeg nogle meget personlige prædikener/livsfortællinger, som jeg fik god respons på. Det fortalte jeg glad til en psykolog, vi talte med på det tidspunkt. Hans reaktion var: "det er da klart Lisbet. Når du taler om sorg, ensomhed og smerte har du alles opmærksomhed. Det kender alle til".

På en sær måde syntes jeg, at hans svar var så opmuntrende. Jeg kan lide den tanke. At der er noget ens i os alle. At vi kan genkende os selv i hinanden. Bruge hinanden. At smerte, som næsten per definition er ensom, ikke kun er ensom, selvom graden og årsagen er forskellig fra menneske til menneske. At hvis man vover det - og orker det - ikke at distancere sig. Ikke at lukke sig om sig selv har man mere til fælles med flere mennesker end man lige skulle tro :-)

Min blog har jo flere elementer. Der er fotos af de smukke blomster, jeg elsker. Der er små hyggelige glimt fra livet i vores familie og så er der den her kategori: de hudløst ærlige. For mig selv er de hjertet i bloggen! Jeg holder af at lave alle typer indlæg, men de er den primære årsag til, at jeg blogger. Troen på det fælles. Troen på, at jeg ved at dele mit hjerte kan røre et andet hjerte. Enten fordi dit liv er som mit eller også fordi, jeg en gang i mellem lykkes i at røre noget alment ved at sige noget specifikt :-)

Jeg skylder også lige at sige, at vi faktisk som familie er ved ok mod - det meste af tiden. Vi er ikke slået ud, vi har ikke givet op og jeg kommer til at blive helt rask :-)

Tak fordi I læser med og tak fordi jeg er forkælet med så mange kloge, personlige og i det hele taget dejlige kommentarer på min blog. Tak! :-)

22 kommentarer:

  1. Tak for dit ærlige og eftertænksomme indlæg. Dejligt at du giver lyd igen. Ha' en god weekend. Kh. Liv

    SvarSlet
  2. Tak i lige måde Liv. Det er godt at være tilbage.
    Kh Lisbet

    SvarSlet
  3. Velkommen tilbage, dejligt at du har fået mod på /overskud til at skrive lidt igen. Jeg forestiller mig (fordi sådan er det for mig) at det at skrive kan være et lille brud med ensomheden. Vi er i hvertfald flere, der lytter til dok 'stemme' her.
    Rigtig god weekend til dig og din familie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Ja, sådan tænker jeg også om det. At bloggen og dialogen omkring den er et forbindingsled til verden.
      Mange tak og i lige måde!

      Slet
  4. Lytter til DIN stemme, sku' der så. Ved ik' lige hvad der skete?

    SvarSlet
  5. Du rørte mit hjerte med de her ord <3 :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det glæder mig Charlotte. Tak! <3

      Slet
  6. Dejligt at du er tilbage og fedt indlæg..
    Sender lige en stor spand forståelse herfra.. for vi er alle meget mere ens end jeg ind imellem tror..

    Håber du har en dejlig weekend. <3
    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jeanette
      Tak. Jeg bliver altid selv så glad, når jeg kan genkende mig i noget. Det er rart...

      Tak skal du have og i lige måde. Knus!

      Slet
  7. Kære Lisbeth. Velkommen tilbage og tak for et så fint indlæg, som jeg absolut kan relatere til, selv om jeg ikke er samme sted i livet (eller sindet) som dig. Jeg er glad for at læse, at I som familie er ok. Bedste tanker herfra. Birgitte

    SvarSlet
  8. Kære Birgitte
    Tak skal du have og tak for din kommentar. Den blev jeg rigtig glad for! Det glæder mig at du kan relatere til det. Og ja vi er ok, selvom det ER hårdt, det vil jeg ikke lægge skjul på :-)
    Kh Lisbet

    SvarSlet
  9. Smukt indlæg, sidder med gåsehud på både arme og ben, og en drilsk tåre i øjenkrogen.

    Denne sætning synes jeg er virkelig flot formuleret: "Der er beskyttelse i distancen, men der er også ensomhed og der er ingen fremtid"

    Alle kender at være dét sted, det er måden man er der på, der distancerer - og jeg tror du trods smerter og et blødende mor-hjerte har klaret dig ganske godt det sted.

    Kh Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu er det mig, der får tårer i øjnene....
      Tusind tak, jeg blev virkelig rørt over og glad for din kommentar!

      Smil, den sætning er jeg også selv glad for :-)

      Kh Lisbet

      Slet
  10. Jeg er helt ny læser hos dig, og er glad for at have fundet din blog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak. Det er jeg glad for at høre! Velkommen til :-)

      Slet
  11. Dejligt du er tilbage:) Da jeg var lammet fra brystet og ned, lammet af sclerosen og med en 2årig og en 3 uger gammel baby der ikke måtte være på stuen - der mødte jeg en irsk kvinde på det neurolog hospital jeg lå på i London som sagde: We're only given what we can handle. Jamen okay så, tænkte jeg så tager vi den derfra. Og det gjorde vi:) Det er 8 år siden.

    Velkommen tilbage og jeg glæder mig til læse med:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pyha Mette... Jeg vidste godt, at du blev syg, da børnene var små, men ikke at du havde været lammet? Gik det hurtigt over/over af sig selv? - og så slemt ikke at kunne have din baby hos dig. Det har ikke været nemt for mor-hjertet heller <3
      Jeg får ind i mellem kommentaren: "det havde jeg aldrig klaret" men med mange ting har man jo ikke rigtig andet valg... Godt at I kom godt videre fra det sted!

      Tak for din velkomst :-) Det er så dejligt, at du læser med!
      KH Lisbet

      Slet
    2. Efter 3 uger udskrev jeg mig selv og lammelsen i overkroppen forsvandt men benene sover stadig men jeg kan da gå 200-300 meter med min rollator:) Som sagt er 8 år siden og jeg har lært at leve med sclerosen som følgesvend:) Rigtig go' weekend:)

      Slet
    3. Du er sej Mette. Tak og i lige måde!

      Slet
  12. Tak fordi du deler. Tak for et ærligt indlæg. Tak fordi du rører noget i mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Dorthe
      Dejligt med en hilsen fra dig. Velbekomme - dejligt du læser med!

      Slet