lørdag den 10. oktober 2015

Er der nogen der har et kort over blogland?




Vi bor i Danmark. Det kan man se på et kort. Vi er en del af verden. Det kan man også se på et kort. Man kan se, hvor man bor. Hvor man har været. Hvor man gerne vil hen. Nogle gange kunne jeg godt tænke mig lidt det samme over Blogland!

Som ny blogger sidste efterår kastede jeg mig energisk ud i opgaven at lære dette nye land at kende. Jeg surfede rundt på må og få ved hjælp af navnelinks i kommentarfelter og blogrolls på forskellige blogs. Jeg blev da også klogere. Fandt forskellige kategorier, områder, massevis af blogs, men havde også følelsen af, at jeg kunne have klikket mig rundt uendeligt, hvis det var det jeg ville. Jeg sad helt sikkert ikke tilbage med en følelse af: "Så, nu kender jeg Blogland. Nu ved jeg, hvordan der ser ud. Hvad der er at se. Hvem der bor der".

Jeg tænker Blogland er et stort kludetæppe uden begyndelse og ende, hvor der hele tiden er nogle, der rejser og nye, der kommer til (og nogle, der holder pause. Jeg har et par stykker, jeg håber begynder at blogge igen <3) og det er vel i virkeligheden også en stor del af charmen! Et kort har jo også sine begrænsninger. Man kan ikke på forhånd vide, om man synes bedst om Korsør eller Kerteminde!

En del af mig holder meget af det vilkårlige, men jeg har åbenbart også en lyst til at analysere, skabe sammenhæng, danne overblik. Jeg er nysgerrig efter at vide, om jeg har været en lille smule lidt over det hele eller om jeg primært bevæger mig rundt i, hvad der svarer til et lille hjørne af Fyn :-) I sidste uge skrev jeg om blogs jeg kan li. Der var flere, der kommenterede, at der var blogs på min liste, som de ikke kendte. Det er lidt sjovt synes jeg, at vi er så mange, der bevæger os rundt i det her land uden nødvendigvis at havne de samme steder.

Mit spørgsmål er lidt retorisk. Jeg tror ikke egentlig på, at kortet findes, men derfor kan der jo godt være noget jeg ikke ved. Da jeg begyndte at blogge fandtes Blogtoppen. Det var en slags overblik fordelt på kategorier over de blogs, der selv havde meldt sig på der. Den er lukket nu, men måske findes der noget lignende? Kan man slå op et sted, hvor mange blogs der findes, hvis man synes, det er sjovt? Jeg læste et antal sidste år på, hvor mange danske blogs, der fandtes på det tidspunkt. Jeg har en svag ide om, at det var 35.000 men er slet ikke sikker.

Mon MiriEllen Katrine eller andre garvede blogrotter har nogle input?

Det er ikke en viden, jeg skal bruge til noget som helst konkret. Det er bare en nysgerrighed jeg har og hvis der er nogle, der gør sig nogle betragtninger over bloglandia, synes jeg, at det kunne være sjovt at høre :-)



20 kommentarer:

  1. Kære Lisbeth, det kan jeg sagtens følge dig i, det kunne da være interessant at vide om man kører i rundkreds eller er rimelig fordelt over hele landet. Og hvad skal man så bruge det til, ja jeg syntes, at hvis jeg kommer rimeligt rundt i landet, så er jeg også et eller andet sted orienteret om hvad der rører sig eller er af arrangementer, det er vel ikke så ringe endda. Vi er jo ikke ens og oplever ikke ens og det er jo skønt med en mangfoldighed man er en del af, nu må vi se om nogen kan indkredse det, jeg har ikke den tekniske snilde til det, god weekend :-), kh Margit

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Margit
      Tak for din kommentar. Dejligt at høre, at andre kan relatere til det. Det er nok også sådan jeg har det. At hvis man er orienteret og har et rimeligt overblik, kan man bedre vælge til og fra - og få bredden med. Følelsen er i hvert fald rar i sig selv. Ja, vi må se om nogen byder ind med noget :-)
      Tak i lige måde! KH Lisbet

      Slet
  2. Sådan et kort kunne jeg også godt bruge. Jeg ved der er mange skjulte skatte, og leder også gennem navnelinks. I dag landede jeg her, og glæder mig til at kigge lidt nærmere på indlæggene. Blogrolls bruger jeg sjældent. De går lidt for meget i ring, og nye og små blogs er sjældent med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Emilie
      Velkommen til! Ja, det er både det at finde de skjulte skatte, men jeg kan også godt lide følelsen af, at kunne skue lidt ud over det hele på ´en gang - selvom det nok ikke er realistisk :-) Du har ret med blogrolls. Nogle gange er de mest et monument over, hvordan blogland så ud engang. Jeg har fjernet min egen midlertidigt, fordi den slet ikke var up to date, men jeg har nu også fundet mange dejlige blogs på den måde! Et godt tip er faktisk at gå ind på Bloglovin og klikke på "following" på en profil. Så dukker alle de blogs op som vedkommende følger offentligt. Det har jeg tit tænkt, at jeg ville gøre mere. Men igen er det en måde at opdage nye steder, men ikke noget der giver overblik.
      Kh Lisbet

      Slet
  3. Uha... Jeg oplever at bloglandet er meget forskelligt fra læser til læser... Da jeg startede i 2006 læste jeg amerikanske blogs... Så fandt jeg de danske strikke blogs og via en veninde Jeanett med ævlebævle.nu haveblog:-) . i 2011 over til de blogs med mindre børn, indretning og retro, som så speedede min egen blog op... Men jeg oplever at hvis man ikke selv søger rundt så ændres blogland og man misser en masse gode blogs... Samtidig er mange rejst til instagram og i mit eget univers skriver jeg om det der sker i lit liv, måske så mine børn en gang kan læse min version af vores liv i deres barndom, måske som ventil for egne tanker, men ikke som et sted jeg skal præstere og se godt ud, for den del af blogland synes jeg er alt for pligtfyldt og facadeagtig. Jeg meldte mig engang til Karen klarbæks blog reklame indslag og hun kaldte min blog finurlig.. I mit hovede ser der måske finurligt ud, Andre som kender mig fra andre sammenhænge har sagt at bloggen er som jeg er... Og det er måske også derfor at mit blog landkort ind imellem bliver lille, fordi jeg ikke magter at besøge så mange og ikke har tid til nye til gengæld er der nogle jeg synes jeg kender personligt og som jeg godt gad vide hvor bor i virkeligheden, selv om det i sidste ende bliver ambitiøst at vedligeholde..
    God sønda!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ellen Kathrine
      Tak fordi du gider fortælle. "Ikke som et sted jeg skal præstere og se godt ud". Det synes jeg virkelig, du lever op til. Det er en stor del af charmen ved din blog. Både på dine egne og dine børns vegne. Forstået på den måde, at de heller ikke behøver at ligne små prinsesser. Det beundrer jeg og synes er inspirerende. På det punkt er du enten mere modig end mig eller også hviler du bare mere i dig selv, hvilket bestemt også er en mulighed!
      Og det sidste kender jeg godt. Jeg har også allerede en flok, jeg synes, det kunne være superhyggeligt at drikke kaffe med i virkeligheden :-)
      Tak i lige måde her på slutningen!

      Slet
  4. Jeg skeler ikke så meget til geografi, men mere om indholdet på bloggen er for mig. Jeg har både store og små bloggere på min bloggroll, som jeg bruger tid på at opdatere en gang om måneden. Kh Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Birgitte
      Det med geografien var også mest i overført betydning ;-) Det lyder til, at du er noget mere flittig til at opdatere din blogroll end jeg og de fleste andre :-)
      Kh Lisbet

      Slet
  5. Spændende betragtninger og overvejelser du kaster ud til os :) Jeg har bare slet ikke noget klogt at tilføje- jeg tænker faktisk ikke så meget over Bloglandet, jeg begiver mig vist bare ud på rejsen og ser hvad der møder mig :) Ofte finder jeg nye veje, nye blogge ved at føle kommentarer der gør mig nysgerrig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Miri
      Tak fordi du ville være med. Det kan godt være, at jeg må indstille mig på, at Blogland er et sted, man går på eventyr. Ikke et sted man kan overskue, men nu har jeg da gjort et forsøg. Heldigvis holder jeg også af de ukendte veje :-)
      Kh Lisbet

      Slet
  6. Godt spørgsmål - den der opfinder en digital blogger-GPS bliver rig ;)

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. He He, jeg prøver at se det for mig. Det kan være at du skal Gøre forsøget ;-)

      Slet
  7. Arj sidder nu her og får dårlig samvittighed over at jeg nedlagde min blogroll for år tilbage. Jeg byttede den ud med Bloglovin' hvorfra jeg har mit udsnit af kortet over Blogville. Mest et par mindre villaveje, baggårde og små gyder - med store flotte parker omkring :o)
    Men jeg bruger gerne andres blogrolls til inspiration. Mest af alt også kommentatorerne på de forsk. blogs. Men det bringer mig nok i virkeligheden ikke så langt væk fra gadekæret :o)

    SvarSlet
  8. De der store flotte parker tror jeg ikke, at jeg er kommet forbi? :o) Faktisk er jeg egentlig enten for omsorgsfuld eller for konfliktsky til at have en blogroll. Jeg vil ikke have, at nogen skal blive kede af det, hvis de ikke er på den. Eller tænk, hvis jeg fortryder og må pille dem af igen.... Store bekymringer. Omvendt bliver jeg selv utrolig glad, hvis jeg pludselig ser, der står "Livsglimt" på en blog et sted.
    Nej, jeg har også tænkt, at hvis man virkelig skal på eventyr, burde man klikke sig noget længere væk end til dem, der kommenterer på blogs, man selv følger med på :-) Ha en god dag, Liv!

    SvarSlet
  9. Sådan har jeg det også, kunne virkelig godt bruge et landkort. Med små og store blogge, for det er jo ikke bare de store bloggere der har noget på hjertet. Der synes jeg faktisk, at det de har på hjerte, meget nemt kan gå hen og forsvinde i en masse støj fra reklamer, som generelt gør mig lidt træt. Blogrolls synes jeg desværre ligner hinanden alt for meget, og det er en skam :-) Men blogland er kæmpe stort :-) og fyldt med en masse forskellige men dejlige blogs.
    Kh RIkke

    SvarSlet
    Svar
    1. Der tegner sig efterhånden et billede af, at vi er flere, der godt kunne tænke os det der kort, men ikke rigtig nogen, der kan hjælpe os med det. Ikke nogen, der læser min blog i hvert fald! :o)
      Kh Lisbet

      Slet
  10. Kære Lisbeth. Jeg har det helt ligesom dig! At jeg også har ledt efter sådan et kort. Måske er det også pga. min sygdom, for jeg bliver så utrolig træt i min hjerne af at surfe rundt. Hvis man nu kendte en kort nørd, ville vedkommende sikkert have lyst til at lave sådan ét:) Ved du hvad, jeg også kommer til at tænke på? Jeg tog engang sådan den mest udbredte - og dyre - erhvervs coach test der findes i Danmark, og der fandt jeg bla. ud af, at min hjerne fungerer bedst med det overblik, du beskriver, du kunne tænke dig over Bloglandet. Det hedder at være helhedsorienteret. Overfor denne evne ligger det at være detaljeorienteret. Jeg lærte det også engang af en Rudolph Steiner teaterlærer: Han sagde, at man kunne kende helhedsorienterede mennesker på den måde, at hvis de for eksempel får en bog i hånden, så kigger de på den fra mange sider af, holder den ud for sig, bladrer i kapitlerne, inden de går i gang med at læse. Et detaljeorienteret menneske vil straks fordybe sig i indledningen, fx, uden at have set bagsiden af bogen:)
    Sikke en lang fortælling. Kom bare til at tænke på det. Og måske er det viden, du kan bruge?
    Tak for dig, Lisbeth, altid! Og gode efterårsdage til dig og din familie:)
    Fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila.
      Allerførst: TAK fordi du er begyndt at kommentere. Det glæder mig meget :-)
      Ja tendens til træt hjerne og internetsurfing er en dårlig kombination! Sådan har jeg det også.
      Helhedsorienteret. Ja, det kan være, at det er det. Tanken om, at det ikke er muligt at stille sig op på en bakketop og skue lidt ud over det hele irriterer mig i hvert fald lidt. Jeg kunne heller aldrig finde på at læse en bog, før jeg havde kigget på den fra alle sider og læst bagsiden :-)
      Tak for dine søde ord og tak i lige måde!

      Slet
  11. Hvor i landet bloggerne bor, har ingen betydning for mig. Jeg har en blogroll på min blog, men den er sler ikke ajourført, og kan ikke rigtigt bruges til noget. Jeg er også på Bloglovin, men bruger det ikke selv. Jeg har de blogs jeg følger i min Feedly læseliste, og det er kun mig selv, der kan se den. Det er bl.andet her du dukker op med nye indlæg. Jeg har også en del, der har meldt sig under fanen 'fast læser', men det tegner heller ikke et ret isende billede, da man sagtens kan læse med uden at være tilmeldt, eller være tilmeldt uden at læse. Jeg synes min tid er for knap til direkte at lede efter nye blogge, men det hænder da at jeg kigger på en ny, men fænger lige dette indlæg ikke, så har jeg glemt alt om den blogger. Uanset hvem man er og hvad man blogger om, så kan alle indlæg ikke være lige interessante for alle. Jeg læser dog alle jeg har i min egen læseliste, men det er ikke alt der bliver kommenteret.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Pia
      Tak fordi du fortæller. Det er meget sjovt at se, hvor forskelligt folk åbenbart har det med det. Jeg er glad for, at du følger med hos mig :-)
      Kh Lisbet

      Slet