lørdag den 14. november 2015

En mor, et kamera, nogle bønner og en pige




Moren ville gerne fotografere nogle bønner fra haven til Instagram og tænkte at barnehænder var velegnet til formålet! Det var Alberte helt med på og vi spadserede ud i haven for at tage nogle billeder. Vi manglede nogle blomster, syntes hun og skaffede det. Hun kunne også berette om frøperspektiv, fugleperspektiv og normalperspektiv, som man havde lært om i skolen...

Jeg synes meget ofte mine små (for sjældne) fotosessioner med børnene udvikler sig til en rigtig hyggelig og sjov lille stund, man bliver glad af. Det er sjovt at fjolle og hyggeligt at finde på. Ligegyldigt hvad jeg fotograferer, tager jeg som regel mange billeder. Så er der en masse, der bare bliver slettet, men som regel også nogle, der bliver gode - og god mulighed for at skære ansigter undervejs :-)

Skal jeg sige noget kort om bønnerne er det pralbønner. Jeg såede dem i juni, plantede dem ud og gav dem noget at klatre op ad. De har fået lidt vand, men ellers har de klaret sig selv. Helt vildt nemt. De smager godt (husk at koge dem, ellers er de giftige) og denne sort "sunset" får smukke sart laksefarvede blomster.

Her følger nogle billeder fra vores lille mor/datter bønnefotografering :-)









Nu er vi ved at være i godt humør ;-) God weekend!




lørdag den 7. november 2015

At ville det man ikke kan - og lade være


Dette er en genudgivelse om et emne jeg har brugt RIGTIG meget tankevirksomhed på gennem tiden! Ironisk nok nåede jeg lige at udgive dette indlæg sidst i januar, før jeg gik ned med et brag af smerter. Hvis der er noget, jeg har fået ud af de sidste 9 måneder er det, at det er nødt til at være slut. Helt slut med altid, altid, altid at leve på den forkerte siden af kanten. Helt ærligt er jeg ikke sikker på, at jeg ved, hvordan man gør. Men det er jeg nødt til at finde ud af.



At ville det man ikke kan


Jeg har funderet meget de sidste dage -og grædt en del, hvis sandheden skal frem....

"Det er som om jeg søger et liv, jeg alligevel ikke kan være i" skrev en af mine kloge veninder til mig om sig selv og fortsatte: "Måske lidt lige som dig. Du ved, hvordan du har det bedst, men ønsker heller ikke at tulle dig igennem livet"

Det er i meget høj grad en beskrivelse af mit liv. Jer der har læst med et stykke tid ved, at jeg er alvorligt invalideret af smerter og udmattelse efter et trafik-uheld, da jeg var i tyverne. Jeg er på førtidspension og der er aldrig ressourcer nok. Det er et regnestykke, der aldrig går op.

At blive klippet
Tage til tandlægen
Se min datter opføre et teaterstykke
Tage til forældre-møde
Se en ven
Komme lidt ud
Se familie

Hører alle til en (meget større) pulje af ting, der kræver så mange ressourcer, at der reelt set kun er plads til en enkelt på en uge - måske to på en rigtig god uge. Hvordan vælger og prioriterer man mellem ting, der ikke har noget at gøre med hinanden? Hvordan balancerer man mellem kærligheden til andre og behovet for ind i mellem at gøre noget, som gør en selv glad?

Min udfordring er helt reel. Der er ikke noget forkælet eller fortænkt i det. Det er svært!

Historien om ressourcerne der aldrig slår til og regnestykket, der ikke går op er efterhånden en gammel historie om mit liv. Det jeg har puslet med de sidste dage er, hvordan jeg forholder mig til det.

Jeg har tænkt meget over min venindes ord: "Det er som om jeg søger et liv, jeg alligevel ikke kan være i".  Min veninde er rask, dygtig og har mange muligheder foran sig. Alligevel havner hun gang på gang det samme sted som mig. Det bliver for meget. Hun roder sig ud i for meget. Fordi hun gerne vil - og fordi hun kan. I princippet.

Jeg kan også i princippet tage til skolefest (og gjorde det også) men det kostede mig flere dage med mange smerter.  Jeg kunne også i princippet tage til kvindenetværks-gruppe i går, hvilket jeg frygtelig gerne ville! men bygget oven på smerterne og udmattelsen fra skolefesten i sidste uge, ville det have kørt mig fuldstændig ned - igen.

Hvis jeg næsten kun "tuller" herhjemme. Kun gør det jeg kan. Stopper eller holder pause ligeså snart jeg har brug for det. Så har jeg det bedre og samlet set kan jeg meget mere. Samlet set er det et bedre liv. Jeg har færre smerter, kan bedre sove om natten, er ikke konstant ramt af stress og udmattelse - og er vel gladere, sødere og mere overskudsagtig at være sammen med?

Hvorfor er det så så svært? Fordi det er svært at vælge livet fra. Fordi jeg ikke vil, at min datter skal spørge mig, når hun bliver voksen, hvorfor jeg aldrig kom og så hende optræde?  Fordi jeg længes efter fællesskab og eventyr og måske mest af alt, fordi det er så ubarmhjertigt, at livet fortsætter uden mig. Der er mange grunde og de rimer på sorg, afmagt, ensomhed, tab, på afsavn, på frygten for at gå glip af noget - og ofte også på kærlighed og ønsket om at være en god mor.

Men er jeg ikke nødt til at vælge det liv, jeg kan leve? og selv ikke en rask krop ville jo kunne holde til at være konstant stresset -år efter år efter år. Den slags tanker pusler jeg med...

Det blev lidt langt, jeg ved det godt :-) Når mine tanker rammer bloggen og ikke blot en dagbog, er det fordi jeg tænker, at i det store billede gælder det vel for alle? At det er dumt at stræbe efter noget man ønsker, hvis det i bund og grund er så krævende, at det ikke er muligt. At det er dumt at spilde sit liv på at køre sig selv ned, fordi der er noget man VIL SKAL VÆRE MULIGT!
At ofre sin glæde, sit overskud, sit liv for en drøm. Uanset hvor forståelig og ønskværdig den drøm så end måtte være??

Lidt spredte tanker fra mig. Jeg mener naturligvis ikke, at man skal give op og aldrig kæmpe for noget! Sidder du med nogle input eller kan du bare godt følge mine tanker, vil jeg meget gerne høre om det :-)

KH Lisbet