lørdag den 7. november 2015

At ville det man ikke kan - og lade være


Dette er en genudgivelse om et emne jeg har brugt RIGTIG meget tankevirksomhed på gennem tiden! Ironisk nok nåede jeg lige at udgive dette indlæg sidst i januar, før jeg gik ned med et brag af smerter. Hvis der er noget, jeg har fået ud af de sidste 9 måneder er det, at det er nødt til at være slut. Helt slut med altid, altid, altid at leve på den forkerte siden af kanten. Helt ærligt er jeg ikke sikker på, at jeg ved, hvordan man gør. Men det er jeg nødt til at finde ud af.



At ville det man ikke kan


Jeg har funderet meget de sidste dage -og grædt en del, hvis sandheden skal frem....

"Det er som om jeg søger et liv, jeg alligevel ikke kan være i" skrev en af mine kloge veninder til mig om sig selv og fortsatte: "Måske lidt lige som dig. Du ved, hvordan du har det bedst, men ønsker heller ikke at tulle dig igennem livet"

Det er i meget høj grad en beskrivelse af mit liv. Jer der har læst med et stykke tid ved, at jeg er alvorligt invalideret af smerter og udmattelse efter et trafik-uheld, da jeg var i tyverne. Jeg er på førtidspension og der er aldrig ressourcer nok. Det er et regnestykke, der aldrig går op.

At blive klippet
Tage til tandlægen
Se min datter opføre et teaterstykke
Tage til forældre-møde
Se en ven
Komme lidt ud
Se familie

Hører alle til en (meget større) pulje af ting, der kræver så mange ressourcer, at der reelt set kun er plads til en enkelt på en uge - måske to på en rigtig god uge. Hvordan vælger og prioriterer man mellem ting, der ikke har noget at gøre med hinanden? Hvordan balancerer man mellem kærligheden til andre og behovet for ind i mellem at gøre noget, som gør en selv glad?

Min udfordring er helt reel. Der er ikke noget forkælet eller fortænkt i det. Det er svært!

Historien om ressourcerne der aldrig slår til og regnestykket, der ikke går op er efterhånden en gammel historie om mit liv. Det jeg har puslet med de sidste dage er, hvordan jeg forholder mig til det.

Jeg har tænkt meget over min venindes ord: "Det er som om jeg søger et liv, jeg alligevel ikke kan være i".  Min veninde er rask, dygtig og har mange muligheder foran sig. Alligevel havner hun gang på gang det samme sted som mig. Det bliver for meget. Hun roder sig ud i for meget. Fordi hun gerne vil - og fordi hun kan. I princippet.

Jeg kan også i princippet tage til skolefest (og gjorde det også) men det kostede mig flere dage med mange smerter.  Jeg kunne også i princippet tage til kvindenetværks-gruppe i går, hvilket jeg frygtelig gerne ville! men bygget oven på smerterne og udmattelsen fra skolefesten i sidste uge, ville det have kørt mig fuldstændig ned - igen.

Hvis jeg næsten kun "tuller" herhjemme. Kun gør det jeg kan. Stopper eller holder pause ligeså snart jeg har brug for det. Så har jeg det bedre og samlet set kan jeg meget mere. Samlet set er det et bedre liv. Jeg har færre smerter, kan bedre sove om natten, er ikke konstant ramt af stress og udmattelse - og er vel gladere, sødere og mere overskudsagtig at være sammen med?

Hvorfor er det så så svært? Fordi det er svært at vælge livet fra. Fordi jeg ikke vil, at min datter skal spørge mig, når hun bliver voksen, hvorfor jeg aldrig kom og så hende optræde?  Fordi jeg længes efter fællesskab og eventyr og måske mest af alt, fordi det er så ubarmhjertigt, at livet fortsætter uden mig. Der er mange grunde og de rimer på sorg, afmagt, ensomhed, tab, på afsavn, på frygten for at gå glip af noget - og ofte også på kærlighed og ønsket om at være en god mor.

Men er jeg ikke nødt til at vælge det liv, jeg kan leve? og selv ikke en rask krop ville jo kunne holde til at være konstant stresset -år efter år efter år. Den slags tanker pusler jeg med...

Det blev lidt langt, jeg ved det godt :-) Når mine tanker rammer bloggen og ikke blot en dagbog, er det fordi jeg tænker, at i det store billede gælder det vel for alle? At det er dumt at stræbe efter noget man ønsker, hvis det i bund og grund er så krævende, at det ikke er muligt. At det er dumt at spilde sit liv på at køre sig selv ned, fordi der er noget man VIL SKAL VÆRE MULIGT!
At ofre sin glæde, sit overskud, sit liv for en drøm. Uanset hvor forståelig og ønskværdig den drøm så end måtte være??

Lidt spredte tanker fra mig. Jeg mener naturligvis ikke, at man skal give op og aldrig kæmpe for noget! Sidder du med nogle input eller kan du bare godt følge mine tanker, vil jeg meget gerne høre om det :-)

KH Lisbet



16 kommentarer:

  1. Og dit skriv tåler gentagelse, ikke kun i et liv fyldt med smerter benhård prioritering som dit, men også i mit. Spørgsmål til sig selv om den eller hin aktivitet nu var energiforbruget værd. Når det medfører at man må løbe dobbelt så stærkt ugen efter, gav juæefrokosten på job mening ifht den transporttid og de kræfter den krævede. Blev jeg et gladere menneske af det, eller ville jeg få mere ro i sjælen og tilfredshed indeni ved at stå tidligt og veludhvilet op og læse avis og nyde stearinlys og lysets komme. Og vil jeg sætte mig udenfor de sociale normer ved at blive væk fra forældrefesten, fordi jeg er for gammel og ikke 32 men 48.. Og hvad med medfører det for mine børn og deres relationer? Jeg priser mig lykkelig for at kunne vælge, og at et par nætters lang søvn får mig på "toppen" igen hvis batteriet er brugt. Det er et privilegier. God lørdag til dig og dine!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Ellen
      Tak for dine betragtninger! Dejligt at høre, at det giver mening også i et liv med andre forudsætninger. Og ja det er det. Ligeså snart det involverer børnene får det lige et ekstra niveau. Det har jeg ofte været misundelig på: :-) Folk som kunne være virkelig smadrede, sover en lang nat og så være friske igen!

      Kh Lisbet

      Slet
  2. Tak for et fint lille indlæg... Det er så vigtigt at kunne sige nej, for at sige ja. Mange tanker til dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Thea
      Tak fordi du kiggede forbi. Nej for at sige ja. Ja det er virkelig vigtigt.
      Tak for tankerne!

      Kh Lisbet

      Slet
  3. Det er et svært liv, når der hele tiden skal vælges til og fra - prioriteringer skal gøres... Jeg er nu ret sikker på, at din datter vil kunne se helheden, når hun bliver lidt større. Kh. og tanker. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Birgitte
      Ja det er krævende og også en kunst ikke at være for hård mod sig selv over at det ikke lykkes at være knivskarp på prioriteringerne hele tiden. Det vil jeg prøve at blive bedre til!
      Åh tak, det håber jeg. Er nok også nødt til at give lidt slip på hvordan deres evaluering af vores håndtering af deres barndom kommer til at se ud! Også en kunst.

      Kh Lisbet

      Slet
  4. Hvor er det flotte ord! De giver stof til eftertanke. det var et virkelig godt perspektiv på prioriteringer. KH og mange tanker fra Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Rikke
      Tak skal du have :-) Det er dejligt at høre, at det giver mening uden for min egen verden. Prioriteringer - vigtigt og nogle gange svært.
      Tak for tankerne!

      Kh Lisbet

      Slet
  5. " At det er dumt at stræbe efter noget man ønsker, hvis det i bund og grund er så krævende, at det ikke er muligt. At det er dumt at spilde sit liv på at køre sig selv ned, fordi der er noget man VIL SKAL VÆRE MULIGT! "
    Det skriver du i dit indlæg, og lige dette budskab, tror jeg vil er mange der kan genkende. Tak for et tankevækkende gensyn :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Miri
      Ja når man ser det på skrift lyder det jo utrolig dumt :-D Det der med at give slip er ikke altid det nemmeste i verden, men dog en god plan!
      Velbekomme :-)

      Slet
  6. Kære Lisbeth. Jeg kan virkelig følge dig. Og mærker samme tanker og følelser ind i mellem i mit eget liv. Som invalid. Dét med at være koblet af livet. Som jo både er en helt konkret virkelighed, som må føles med alle de, ofte meget smertefulde, følelser, der hører med - lige indtil lyset bryder frem. For det gør det, altid, i mørket. Og på den anden side er det en abstrakt virkelighed: For hvad er livet? Og hvad er det, som man er koblet af? Hvis livet, som jeg oplever, vi alle føler det, handler om kærlighed, og om dét at kunne føle kærlighed dybere og dybere med årene, ligesom furerne som tegnes på vores kroppe, ja, så gør det ikke forskel, om vi er raske eller syge, i grunden. For vi kan alle elske. Jeg blev så glad, da jeg læste, at du i sidste indlæg skrev: ´Her hjemme med mine tre elskede mennesker, går det stille og rolig fremad´. Jeg blev så glad på dine vegne! Jeg følte, det var en form for kerne i dit indlæg og føler det også nu. Et lille paradis i jeres liv.
    Og jeg føler også, der er meget visdom i ordene i dit overskrift her - ´og lade være´.
    En virkelig god idé:)
    Alle mine varmeste hilsner til jer
    Fra Laila:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila
      Jeg er fuldstændig enig med dig!
      Det er meget barskt og konkret. Jeg har tit tænkt ( og sagt ;-)) at det ville være meget nemmere, hvis alle andres funktionsniveau var som mit. Det er ikke nødvendigvis det, at der skal ske mere, men det, at der sker så meget mere for alle andre som man så er udelukket fra.
      Samtidig har du helt ret i det sidste. Godt at blive mindet om det. Jeg sætter lige teksten ind fra et blogindlæg jeg udgav i Februar. Det er nogle af de samme tanker :-)

      Og ja VIRKELIG god ide :-)

      Kh Lisbet

      Slet
    2. "We create our lives through loving"

      Ovenstående sætning ramte mine øjne en dag i mylderet på instagram. "We create our lives through loving..."
      Der har været meget sorg i mit liv de seneste uger. Sorg over det ekstremt begrænsede liv jeg lever på grund af sygdom.

      Der er så meget jeg ikke kan. Så meget jeg går glip af. Så mange begrænsninger hele tiden. Det sørger jeg over. Sætningen fra instagram ramte mig midt i det, for jeg KAN elske. Hvor stort er det?


      Jeg KAN elske.
      Jeg KAN slukke min computer lidt før, så jeg har mere overskud til min familie.
      Jeg KAN øve mig i at sætte dem mere fri, også selv det gør ondt på mig at gøre det.
      Jeg KAN skrive til en ven eller ringe til en jeg ikke har talt med længe.
      Jeg KAN række ud - også til nogen jeg ikke kender så godt.
      Jeg kan tænke på andre end mig selv.

      Jeg KAN sætte den lille gestus i værk som måske kan betyde meget for en anden.
      Jeg kan kigge mig omkring og tænke: Hvem er glemt? Hvem lider? Hvem trænger til et kram?
      Jeg kan bruge den personlige erfaring, at når man lider, når man føler sig glemt, når alting har været alt for svært alt for længe, kan man blive så utrolig rørt over en lille kærlig gestus.

      Jeg kan gøre mig umage for at huske, at jeg ikke er den eneste, der har det svært. At livet kan rumme andre sorger end dem, der er mine.

      Jeg kan elske - hvis jeg vil. Jeg kan skabe noget rigt omkring mig - til glæde for mig selv og andre.

      Jeg KAN skabe et liv ved at elske og hvilket bedre liv kan man skabe end et liv skabt med kærlighed?

      Kærlighed er et sikkert valg.




      Slet
    3. Kære Lisbeth

      Jeg bliver rørt over de ord, du skrev dengang. De er så personlige. Og stærke og kloge. Tak fordi du deler:)
      Jeg vil huske på dem. I tider, der er svære. De giver mod:)

      Tak for dit lys, Lisbeth:)

      Alle de bedste ønsker for dig og din familie.

      Fra Laila

      Slet
  7. Hej Lisbet
    Tak for de ærlige ord.
    Beder for dig og familien ofte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej kære David
      Tak fordi du gider at læse med. Tak!

      Kram Lisbet

      Slet