lørdag den 30. januar 2016

Er katte dumme?

 


Ja, hvem skulle have troet det. At jeg skulle ende med at skrive en kattefølgeton! Almindeligvis er jeg virkelig glad for, at mine søskende læser med på bloggen, men lige i dag er jeg ikke så sikker. Jeg har nemlig tænkt mig at bagtale vores kat og den har tidligere været min søsters!

Et år har vi nu boet sammen med Teddy Brown og jeg må sige, at der er nogle ting, der har overrasket mig:

- Missekatten holder af at sove i en vindueskarm/bord/ seng med numsen godt ud over kanten med det resultat, at han en del gange er endt med at falde på gulvet, mens han sover. Så sidder han der og ser fortumlet ud.

- Oprindelig var det mig, der gav ham morgenmad, men det har nu længe været Alberte. Det forhindrer ham dog ikke i (selvom skålen allerede er fuld), at plage mig om morgenmad hver morgen  

- Inde/ude er åbenbart ikke det nemmeste koncept for katte, i hvert fald ikke for Teddy. Følgende scenarie er udspillet mange gange: kat kigger ind af køkkenvindue: "hej jeg vil gerne ind". Menneske åbner døren. Samme menneske, som før stod i køkkenet, stikker nu hovedet ud af døren og siger: "hej Teddy, vil du ind ?". Øjenkontakt med missekatten. Ingen reaktion. Menneske går tilbage til køkkenet, hvor katten gennem ruden signalerer: "jeg vil gerne ind???" Det kan man så gentage så mange gange, man vil. Vil man spare sig selv tid, åbner man døren og smækker den igen. Det er nemlig sådan man ved, om døre er åbne eller ej. Mennesker der står på trappestene og taler med en har intet med sagen at gøre.
Noget af det samme gør sig gældende med mennesker, katte og altandøre. På en kold dag er det lidt belastende, at man godt kan ende med at åbne døren tre-fire gange, før katten tænker: "Nårh, der er åbent... ".

- I lang tid gad jeg ikke at have ham i soveværelset, Det burde ikke være noget problem, for der er ikke noget særligt ved det. Der er vindueskarme og bløde senge andre steder. Endda på steder, hvor søde piger hellere end gerne klør på maven i mens. Alligevel kunne man ofte se den lille kat sidde foran soveværelsesdøren i håb om, at nogen ville lukke den derind. (lige på det punkt er han så måske ikke hverken dummere eller klogere end os andre. Vi kan også have en tendens til at tro, at den ene ting, der ikke kan lade sig gøre, ville have været meget bedre!)
Nu er jeg blevet blød. Han må godt være i soveværelset, men det har han ikke længere lyst til...

- For nylig stod katten og jeg i stuen og kiggede på nogle fugle på græsplænen. De var halvt så store som ham selv og han virkede ikke særlig interesseret. Lige indtil han pludselig for afsted og knaldede hovedet direkte ind i (glas)altandøren...

Uden at komme nærmere ind på det, virker mod heller ikke til at være en spidskompetance...

Lidt strengt er det jo at bagtale nogen, som både kan fange mus og fugle, selv finde hjem og som er både sød og nuttet. Alligevel er mit spørgsmål: Er katte dumme eller er det bare vores eksemplar, der ikke er så tynget af hjerne?

Som jeg tidligere har fortalt er både mit kendskab til og min interesse for dyr generelt begrænset. Som eksempel kan jeg fortælle, at vi bor på en rigtig hundeluftervej (Da børnene var bare lidt yngre, stod de tit ude på fortovet og spurgte folk: "Hej, må vi klappe din hund?") En af hundelufterne, som vi plejede at omtale som "manden med hundene", var blevet til "manden med hunden" uden at jeg havde opdaget det. Jeg stod og talte med manden, som begyndte at fortælle om sin sorg over at have mistet hunden og først da så jeg, at han kun havde en. Da jeg fortalte tragedien videre til børnene, sagde de: "ja, det er da længe siden..." Så jeg påstår ikke, at jeg er nogen ekspert.

Jeg havde bare en forestilling om at katte var meget snedige dyr?? :o)





34 kommentarer:

  1. Sikke en beretning, og sikke en kat!! Jeg mener også normalt at katte er et snedigt dyr, men måske jeres bare prøver at bilde jer noget andet ind? Jeg er vild med dit indlæg!!
    PS: ønsker mig selv en kat!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det kan selvfølgelig godt være, at den er snyde-snedig? :-) Jeg tænkte i hvert fald, da jeg lagde billederne op, at nogen der er i stand til at se så veltilpas ud 99 % af tiden ikke kan være helt dum :-)

      Slet
  2. Du har helt ret, det er kattedyrene, der har fat i den lange ende! Jeg forestiller mig selv, at jeg skal være kat i mit næste liv. En fed, forkælet én af slagsen - sikke en tilværelse :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. :-) En lille smule kedeligt måske alligevel?

      Slet
  3. Hi hi hi herligt indlæg og det var dit sidste også, men var en af dem der kiggede med uden at kommentere;-)
    Tror nu også at jeres kat er overvejende snedig, det kunne jo være han fik en ekstra gang mad, og han vil åbenbart først ind når han selv vil, uanset hvad der bliver sagt med hans opførsel....men vi kalder nu også vores kat dum med en opførsel der minder om jeres kats;-) hvis vores ikke gider komme når vi kalder, skal vi bare åbne godbids skabet, vupti så er katten der.
    Så dejligt at høre du ikke kan stå for kræet:-)
    God weekend Lisbet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Griner, jeg har ikke sagt noget om, at jeg ikke kan stå for kræet ;-)
      Jeg ved heller ikke helt om det er dumhed eller ukuelig optimisme, at plage om ny menu HVER morgen, når nu det aldrig lykkes :-)
      Helt rart at høre, at der også bor en små-dum kat hjemme hos jer :-) :-)
      Mange tak og i lige måde Anette!

      Slet
  4. Griner. Åh hvor er det bare godt. Elsker kattens personlighed, som du beskriver den. Lidt ligesom Møghunden der har de vildeste særheder. Mega charmerende er det. Selvom vi ofte har talt om, at hvis vi havde givet 500 kr xtra for ham, så havde vi måske fået hjernen med også ;-) Skøn skøn skøn beskrivelse af jeres kat! Tak for et stort smil.

    SvarSlet
    Svar
    1. :-D Altså, jeg vidste faktisk ikke, om jeg ville få skældud af alle jer meget kæledyrsglade. Om der fandtes en hemmelig regel om, at man ikke må gøre grin med dyr ;-)
      Det kan godt være der findes mange katte og hunde derude med lette hjerner :-)

      Slet
    2. Vi må altid gøre grin med EGNE dyr Lisbet ;-)

      Slet
    3. Ha ha ha, ja det tænkte jeg godt nok også på, at hvis der var en, der skrev: " ja, din kat lyder virkelig dum", så kan det godt være, at jeg pludselig ville få trang til at forsvare ham ;-)

      Slet
  5. Jeg har altid troet, jeg var hundemenneske. Altså indtil jeg fik kat! Nu har jeg tre. Jeg er lige præcis vild med kattenes totalt uforudsigelige reaktioner og deres uimodståelige selvstændighed :)
    Ps. Der findes en fantastisk video på youtube, hvor to tyske mænd imiterer kat vs. hund - den er spot on. Søg efter 'Hund vs. katze - wenn Tiere Menschen wären'.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Hulebo
      Velkommen til :-) Ja, det er rigtig nok. Der virker ikke rigtig til at være noget system i, hvad den forstår/ikke forstår eller vil/ikke vil, men sjovt er det i hvert fald ind i mellem at grine lidt af den :-)
      Jeg er sådan et rigtigt menneske-menneske, som aldrig rigtig har fattet dyr. Om folk går tur med en hund eller en bamse i snor gør stadig ikke den store forskel for mig. Selvom jeg ind i mellem prøver at smile venligt til hunden for ejerens skyld ;-) Den video må jeg helt sikkert se. Er sikker på mine piger (som gerne vil have en hund) gerne kigger med.

      Tak for din kommentar :-)
      Kh Lisbet

      Slet
  6. Kære Lisbeth
    Sådan et rigtigt menneske - menneske, kan ikke tage sådan nogle billeder af din kat - og datter - som du kan. Det synes jeg i hvert fald ikke. Der er meget kærlighed i dem. Det er sjovt, når jeg kigger på de to sidste billeder, kommer jeg til at tænke på Winnie Ihe Pooh og alle dyrene i 100 mile skoven. Og dén store kærlighed fortælleren Milne har til dyr og børn - og alle individuelle eksistenser. Og hans intuition for, hvordan de og vi kan leve sammen.
    Jeg elsker, når du fortæller - alle dine dejlige indlæg, Lisbeth, du skriver så godt - men omkring dyr: Jeg har det svært ved at le af dyr. Også ens egne. Hvis man overhovedet kan eje dem. Jeg kan godt le - men ikke af dem, men med dem.
    Du: Alle bedste hilsner til dig fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila
      Hvor dejligt at du er her! Jeg har savnet dig :-) Du skriver de skønneste ting. Måske er jeg trods alt blevet et menneske/Teddy-menneske, trods min lette modstræben. Det tror jeg :-)
      Jeg synes også, at det sidste billede er skønt. Hvis ikke det var fordi, det er en stikkelsbærbusk, ville jeg også gerne ligge der på en varm sommerdag!
      En stor kærlig hilsen til dig.

      Slet
    2. Tak, Lisbeth. Og i lige måde. Hvor er du sød!
      Jo, det er et dejligt sted for en sommerdag. Uhm, får helt lyst til stikkelsbær.
      På genskriv og kærlige hilsner fra Laila

      Slet
  7. Fantastisk kat! Sådan en vil jeg have hvis jeg nogensinde skulle have en. Så er man sikret er godt grin ;) hahaha. Men altså, ja jeg har set andre katte som den nogle gange og de er jo sjove/søde på en gang. Og det går rent ind hos de fleste :) kh Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg må indrømme at "fantastisk" ikke er et ord, der falder mig ind, når jeg står og fryser i terrassedøren ;-) men trods alt mit brok og drilleri er jeg også glad for, at vi har fået ham :-)

      Slet
  8. ha ha ha :o) Nej han er bestemt ikke dum bare udspekuleret:) Vores kat, Muffin er lidt lige sådan. Ikke med de samme ting - jo det med maden - nogen gange tænker jeg godt nok, at hun da ikke kan være sådan helt klog:) Godt at høre andre katte er lige sådan:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan godt være, at han er meget almindelig katte-agtig, når det kommer til stykket! Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig - men noget andet :-)
      Vi er åbenbart ikke de eneste, der ryster lidt på hovedet en gang imellem :-)

      Slet
  9. Tror ikke katte er kloge eller dumme, de er bare katte... Og dem skal man ikke forsøge at liste til noget eller stryge imod hårene, så kradser de... Måske de bare oplever verden anderledes end os....vores kat kradser på alle lukkede døre....og leger kun med varpende og sin egen hale... Hvor klogt er det?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det er selvfølgelig lidt et "for sjov" spørgsmål. Det var sjovest at skrive det på en lidt provokerende måde;-) men jeg troede helt ærligt de for eksempel var for elegante og graciøse til at falde ned, mens de sover! Ligesom jeg jævnligt tænker "så fat det dog" når han bliver VED med at tro, at man kan få mad syv gange om dagen i stedet for to. Han har altid mad. Det er ikke det, han håber bare på noget sjovere åbenbart. Men man kan jo diskutere om det er imponerende ihærdighed eller dumhed!
      Men ja, verden ser åbenbart anderledes ud som kat :-)

      Slet
  10. hihihi TAK for et virkelig godt grin :-D jeg ved ikke hvad der er med katte, men nogle ting skal man gentage 1000 gange før det siver ind :-D jeg ELSKER dem nu fordi de er så skøre og får mig til at grine :-D tak for dagens grin!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. HaHaHa Velbekomme! :-D Ja, jeg er også begyndt, i hvert fald delvist, at se det som en charme, at han er lidt tungnem og gør skøre ting!
      Tak for din kommentar :-)

      Slet
    2. Det er udelukkende ren charme han kører på dér ;-) hehe ;-)

      Slet
  11. p.s jeg har aldrig mødt en kat der ikke tikker om mad lige meget hvor meget mad der ligger i madskålen :-D hvorfor vides vist ikke.................. ;0)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er da virkelig mærkeligt :-D eller optimistisk kunne man også sige. Efter at have skrevet dette indlæg - og læst kommentarerne - har jeg lidt fået indtryk af, at han måske ikke er usædvanligt mærkelig, men bare almindeligt katteagtig ;-)

      Slet
    2. ja jeg tror bare katte er sådan, har aldrig oplevet en helt "normal" kat i hvert fald he ;-) De er lidt skøre.....og de eeeelskeeer luksus.....så hvis de kan få noget mad der er mere lækkert end de i skålen gør de gerne forsøget :-D

      Slet
    3. p.s jeg sys da det er fedt de kan være så utroligt optimistiske hva, det ku vi lære noget af ;-)

      Slet
    4. I modsætning til mig lyder det til, at du ved, hvad du snakker om, når det gælder katte. Det er meget sjovt at høre, at jeg vist ikke bare har beskrevet vores egen kat, men en forholdsvis almindelig kat ;-)
      og ja optimisme er en god ting :)

      Slet
  12. ja jeg er kattedame og har et kæmpe (uudlevet) potentiale for at ende ude på landet med en masse katte ;0) Hils din dejlige kat fra mig ;0)))

    SvarSlet
    Svar
    1. Så vil jeg ønske for dig, at dit potentiale må blive udlevet en dag :-)
      Teddy hilser og siger hej :O)

      Slet