fredag den 19. februar 2016

Kort og blandet


 


  • Mine fem søskende og jeg har en gruppe på messenger. Vi skriver nogle gange godmorgen og godnat og sender klistermærker til hinanden. Det er super hyggeligt og lidt som at være med i en hemmelig klub :o) Eneste ulempe er, at folk, der pt. bor i Afrika og Australien, blærer sig med vejret!

  • Det er liiidt surt, at det tøj, der bliver ved med at være bare en lille smule for småt passer ens datter perfekt. Til gengæld er det super hyggeligt, at hun faktisk har lyst til at arve det!

  • Til gengæld er mine fødder nu officielt mindst, så jeg kan arve hendes sko.

  • Den otte-årige fik den ide at hjælpe sin far til valentinesdag og fremstillede et kærlighedsbrev underskrevet "venlig hilsen Jan". Der er alt for få kærlighedsbreve, der slutter med "venlig hilsen"!

  • Det var bare det, jeg ville sige... det, og så rigtig god weekend!




søndag den 14. februar 2016

En kærlighedshistorie

Frederiksberg have 1997 :-) 

Mit valentinesbidrag er dette blogindlæg fra oktober 2014. Det er et af mine ynglings og det suverænt mest læste på bloggen. Som jeg skrev i en kommentar til det oprindelige indlæg, synes jeg ofte, både offentligt og mere privat mellem mennesker, at stedet mellem "vi er vildt forelskede, alt er fantastisk" og "vi skal skilles" mangler. Jeg havde lyst til at byde ind på det sted. Here goes Jan og Lisbets kærlighed <3



Historien om et parforhold


Normalt skriver jeg korte indlæg. Dette bliver lidt længere, men jeg tror (håber) at det er værd at læse!

Jan og jeg mødte hinanden for snart 22 år siden. Vi blev venner og 3½ år senere blev vi kærester. Efter et år blev vi gift og billedet herover er nu 17 år gammelt :-)

Når jeg tænker på de første mange år af vores ægteskab var vi - lykkelige. Jeg blev alvorligt syg et år efter vores bryllup, så at sige, at vi har haft det nemt ville være en lodret løgn! Vi har sagt til hinanden mange, mange gange:  "I gode og onde dage, engang bliver de gode..."

Men i vores ægteskab var vi lykkelige! Det var som om, at midt i al smerte var vores kærlighed til hinanden som en lysende stjerne på himmelen.

Vi elskede hinanden. Vi nød at være sammen og i vores stille sind kunne vi ikke helt forstå, hvorfor så mange åbenbart syntes, at det var så svært....
Vi var åbenbart særligt gode til at være gift! Særligt gode til at elske hinanden.

Set i bagspejlet har det nok spillet ind,  at vi først fik børn efter 6 år og derfor havde mere tid til at kramme hinanden. Det har nok også betydet noget, at vi kæmpede side om side mod sygdom og derfor havde mindre "tid" til at gå op i småting, men vi VAR gode sammen!

Årene gik, vi blev mere og mere pressede, sygdommen tog til og næsten alt håb forsvandt.
Da viste det sig, at der var en grænse. Da viste det sig, at vi blev trætte.

Vi løb tør for overskud til den anden. Jan orkede ikke længere at synes, at det var synd for mig og jeg orkede ikke længere at unde ham det godt. Jeg lå altid derhjemme og var syg, mens han - i højere grad - havde et normalt liv.

Der er stadig dele af vores historie, der er private. Sådan skal det være, i hvert fald for nu, men hovedtrækkene i vores historie er her:

To mødte hinanden, blev venner, blev kærester, blev gift. Var forelskede og lykkelige. Mødte livet i al dets ubarmhjertighed, blev trætte, blev ensomme, kom til kort: krise og smerte!

Hvorfor fortæller jeg det her som i bund og grund er privat? Det gør jeg, fordi jeg har et stort ønske om at bidrage med noget virkeligt. Noget ægte i en verden som nemt bliver overfladisk og hvor alle er lykkelige på facebook :-) For god ordens skyld har jeg fået lov af Jan. Ønsket om at bidrage med noget ægte deler vi.

I går hørte jeg en stor bulder-basse af en afro-amerikansk præst (T. D. Jakes) sige: "folk klapper altid, hvis nogen foran en forsamling fortæller, at de har været gift i 50 år, men der er ingen, der har været lykkeligt gift i alle 50 år!  Det sker ikke!".

Der kom håb i vores liv igen (men det er en anden historie) og ud fra det fandt Jan og jeg en ny vej. Ikke magen til den gamle, men en ny som vi er ved at lære at betræde. Det er en god vej og vi skal nok få det lært.

Så her er vi nu. To som elsker hinanden! Os to, med fremtiden foran os og fast besluttede på at indhente ALT, hvad vi har mistet! Der er masser af gode ting foran os. Masser vi skal opleve, masser vi skal glæde os over og masser vi skal udrette - sammen og hver for sig.

Og faktisk er det ok ikke at være perfekt. Ok ikke at være usædvanligt gode til at elske. Jeg har ikke giftet mig med en super-helt (hvilket jeg troede) og Jan har ikke giftet sig med den perfekte kvinde! Mine prinsesse-drømme har fået nogle skrammer, men det er også en lettelse.  For det er sådan virkeligheden er.

For os - og mon ikke for alle andre?




tirsdag den 9. februar 2016

Jeg kan åbenbart skrive




Jeg har altid været en snakker. "Du bruger så mange ord Lisbet" som en mildt sagde til mig engang. Det er sandt. Ordene har altid haft lettere ved at flyde ud over mine læber end ved at blive inde. Jeg har altid betragtet det mundtlige som mit rette element. Mundtlig eksamen var for eksempel mest et spørgsmål om at gå ind og smile og snakke. Jeg kunne også godt finde ud af skriftlige eksamener, men de var mere kedelige - og tog længere tid ;-)

Jeg har en meget nær veninde, som altid har elsket at skrive. Mens vi begge læste på universitetet (hun på audiologopædi, jeg på psykologi), kunne hun finde på at sige ting som, at det var en udfordring for hende ikke at fortabe sig så meget i den enkelte sætning, at hun ikke kom hurtigt nok videre med selve opgaven. Jeg hørte ordene, men forstod ikke, hvad hun mente. At skrive var noget hun kunne lide, det var slet ikke noget for mig.  

En lille anekdote om at det at skrive ikke er noget, jeg har opsøgt: Jeg gik på HF, hvor vi ikke fik årskarakterer, hvilket jeg var meget bevidst om. Min dansklærer bad mig på et tidspunkt om at skrive nogle bedre stile. De var for korte og det var tydeligt, at jeg ikke havde gjort mig umage. Mit svar var, at det gad jeg ikke, men jeg skulle nok skrive en god stil til eksamen! Det gjorde jeg så faktisk også, men set i bagspejlet var det måske lige sorgløst nok :-)

Med bloggen kom skriveriet så pludselig ind i mit liv alligevel. Det er en gave, jeg har fået af bloggen :-) Så længe man bare pludrer løs, er der ikke nogen, der siger, at man "taler smukt" eller "har et smukt sprog" men den slags kommentarer får jeg faktisk nu på mit skriftsprog. Altså... forstå mig nu ret. Det er ikke fordi, jeg tror, at jeg er et geni og det er ikke meningen, at I skal skrive: "Ja, det er rigtigt. Du skriver virkelig rigtig, rigtig godt" i kommentarfeltet :o) Det er ikke på den måde! Jeg glæder mig bare over det. Som man glæder sig over en gave, man ikke vidste, at man ønskede sig.

En meget skøn læser Laila har spurgt, om ikke jeg har lyst til at bruge mit skriveri som journalist? Det har jeg faktisk ikke. Ligesom det ikke frister det mindste at skrive en roman. Min 12-årige datter Isabella har derimod længe vist, at hun gerne vil være forfatter. Hun er heller ikke i tvivl om genren - hun vil skrive fantasy! Det jeg selv kan lide at skrive er noget, der er nært og personligt. En formulering af tanker og reflektioner. Det lyder på en eller anden måde pænere end, at jeg bare godt kan lide at skrive om mig selv! :-D

Ville jeg stadig skrive, hvis jeg ikke levede så isoleret? Ville jeg gide at skrive, hvis jeg kunne tale frit? Jeg ved det ikke, men jeg håber det lidt. For jeg har opdaget glæden ved at gøre mig umage med mine ord. At nusse lidt om sætningerne. At skrive i hovedet til det danner et afsluttet hele. Et lille stykke tekst. Et lille stykke hjerte.

En rigtig god samtale er stadig noget af det allerbedste jeg ved. Når ordene griber hinanden og alting giver mening. Det elsker jeg! Jeg har altid elsket at snakke. Nu elsker jeg også en lille smule at skrive :-)