søndag den 14. februar 2016

En kærlighedshistorie

Frederiksberg have 1997 :-) 

Mit valentinesbidrag er dette blogindlæg fra oktober 2014. Det er et af mine ynglings og det suverænt mest læste på bloggen. Som jeg skrev i en kommentar til det oprindelige indlæg, synes jeg ofte, både offentligt og mere privat mellem mennesker, at stedet mellem "vi er vildt forelskede, alt er fantastisk" og "vi skal skilles" mangler. Jeg havde lyst til at byde ind på det sted. Here goes Jan og Lisbets kærlighed <3



Historien om et parforhold


Normalt skriver jeg korte indlæg. Dette bliver lidt længere, men jeg tror (håber) at det er værd at læse!

Jan og jeg mødte hinanden for snart 22 år siden. Vi blev venner og 3½ år senere blev vi kærester. Efter et år blev vi gift og billedet herover er nu 17 år gammelt :-)

Når jeg tænker på de første mange år af vores ægteskab var vi - lykkelige. Jeg blev alvorligt syg et år efter vores bryllup, så at sige, at vi har haft det nemt ville være en lodret løgn! Vi har sagt til hinanden mange, mange gange:  "I gode og onde dage, engang bliver de gode..."

Men i vores ægteskab var vi lykkelige! Det var som om, at midt i al smerte var vores kærlighed til hinanden som en lysende stjerne på himmelen.

Vi elskede hinanden. Vi nød at være sammen og i vores stille sind kunne vi ikke helt forstå, hvorfor så mange åbenbart syntes, at det var så svært....
Vi var åbenbart særligt gode til at være gift! Særligt gode til at elske hinanden.

Set i bagspejlet har det nok spillet ind,  at vi først fik børn efter 6 år og derfor havde mere tid til at kramme hinanden. Det har nok også betydet noget, at vi kæmpede side om side mod sygdom og derfor havde mindre "tid" til at gå op i småting, men vi VAR gode sammen!

Årene gik, vi blev mere og mere pressede, sygdommen tog til og næsten alt håb forsvandt.
Da viste det sig, at der var en grænse. Da viste det sig, at vi blev trætte.

Vi løb tør for overskud til den anden. Jan orkede ikke længere at synes, at det var synd for mig og jeg orkede ikke længere at unde ham det godt. Jeg lå altid derhjemme og var syg, mens han - i højere grad - havde et normalt liv.

Der er stadig dele af vores historie, der er private. Sådan skal det være, i hvert fald for nu, men hovedtrækkene i vores historie er her:

To mødte hinanden, blev venner, blev kærester, blev gift. Var forelskede og lykkelige. Mødte livet i al dets ubarmhjertighed, blev trætte, blev ensomme, kom til kort: krise og smerte!

Hvorfor fortæller jeg det her som i bund og grund er privat? Det gør jeg, fordi jeg har et stort ønske om at bidrage med noget virkeligt. Noget ægte i en verden som nemt bliver overfladisk og hvor alle er lykkelige på facebook :-) For god ordens skyld har jeg fået lov af Jan. Ønsket om at bidrage med noget ægte deler vi.

I går hørte jeg en stor bulder-basse af en afro-amerikansk præst (T. D. Jakes) sige: "folk klapper altid, hvis nogen foran en forsamling fortæller, at de har været gift i 50 år, men der er ingen, der har været lykkeligt gift i alle 50 år!  Det sker ikke!".

Der kom håb i vores liv igen (men det er en anden historie) og ud fra det fandt Jan og jeg en ny vej. Ikke magen til den gamle, men en ny som vi er ved at lære at betræde. Det er en god vej og vi skal nok få det lært.

Så her er vi nu. To som elsker hinanden! Os to, med fremtiden foran os og fast besluttede på at indhente ALT, hvad vi har mistet! Der er masser af gode ting foran os. Masser vi skal opleve, masser vi skal glæde os over og masser vi skal udrette - sammen og hver for sig.

Og faktisk er det ok ikke at være perfekt. Ok ikke at være usædvanligt gode til at elske. Jeg har ikke giftet mig med en super-helt (hvilket jeg troede) og Jan har ikke giftet sig med den perfekte kvinde! Mine prinsesse-drømme har fået nogle skrammer, men det er også en lettelse.  For det er sådan virkeligheden er.

For os - og mon ikke for alle andre?




18 kommentarer:

  1. Kære Lisbet!
    Sikke et smukt og ærligt indlæg!! Jeg beundrer dit mod til at dele noget så privat og igen - ærligt! Jeg deler i høj grad dine antagelser; der er intet som er helt igennem perfekt. Men måske, måske?, er det dét som i sidste ende netop gør det perfekt.
    Det tror jeg personligt på!
    Tak for din ærlighed, Lisbet :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære dig
      Tak! Denne gang er jeg (mere) ok med det, men første gang var det voldsomt grænseoverskridende for mig. Ikke så meget at dele det på bloggen, men fordi jeg gik linen ud og linkede til det på min private facebook profil! Der er som bekendt ikke så mange parforholdskriser på facebook og MANGE derfra klikkede sig ind. I sidste ende var jeg dog rigtig glad for, at jeg gjorde det - jeg ved også nu, at så private indlæg ikke er dem, der giver de fleste kommentarer.

      Hvis man bliver ulykkelig over, at kærligheden er uperfekt i stedet for perfekt, er det svært og der var jeg på et tidspunkt, men som du skriver er der en befrielse i at acceptere, at det er sådan vilkårene er!
      Tak for din kommentar <3

      Slet
  2. Dejlig historie:) Manden og jeg har været sammen i 14 år - gift i de 4 af dem:) Vi har været sammen længere nu sammen med sclerosen end uden den. Vi kan med sikkerhede sige, at man står sammen i 'sickness and in health' for det gjorde og gør vi. Nej, selvfølgelig er alt ikke lykke men for os er det pænt tæt på, at være det det meste af tiden. Vi er lykkelige og vores glas er altid halvt fulde:) Sclerosen er en følgesvend vi har accepteret er med men vi bestemmer altså og vi kan bedst lide glæde og positivitet:) Åbenhed er og respekt er noget vi er fan af. Super godt skrevet og tak fordi du deler din historie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette
      Tak :) Det er dejligt, at det gode er jeres oplevelse! Vi kender også mest til at have det godt sammen, men jeg er bare sådan en, der så gerne vil vise hele historien, eller i hvert fald flere nuancer af den. Det der er svært hjemme hos os, både som par og som familie, er at jeg kan deltage i så lidt. Nogle år er værre end andre, men vi snakker gymnastikopvisninger/fødselsdage/klasseting/restaurantbesøg/biografture/udflugter/forlystelsesparker/familiefester/kirkeliv/ferier/rejser/socialt liv und so weiter. Det er svært at kunne opleve og dele så utrolig lidt sammen. Jeg ved godt, at det er HELT urimeligt!! men jeg kan godt blive misundelig på folk som er lamme/primært bevægelseshæmmede, fordi så kan man i det mindste deltage og det vil jeg så inderligt gerne! Ikke at have konstante smerter, konstant at være kvæstet og at kunne deltage og opleve! Det er det, jeg drømmer om! Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg gerne vil være lam og ved selvfølgelig også godt, at hvis mine problemer var nogle andre ville jeg drømme om noget andet. Det er bare et lille kik ind i min hjerne :)
      Kh Lisbet

      Slet
    2. Åh, hvor jeg føler med dig. Jeg er så heldig ingen smerter at have og kan derfor deltage i alt (ja, i en kørestol, med rollater eller scooter men jeg kan deltage) og jeg er så ked af, at du har ondt og det derfor ikke er nemt. Men jeg kender folk med smerter og nu dig, jeg er ked af du har det sådan og ville håbe og ænske der kan findes en hjælp til dig. Vi har da også dumme dage, jeg vælger bare meget bevidst ikke at fokusere på dem. Det lykkes okay men hvis du læser på min ms blog er det der jeg skriver om sclerosen. Tak fordi vi må kigge med i din hjerne og dit liv. Tanker herfra

      Slet
    3. Tak for din kærlige kommentar!! Ja møg-smerter! Hvis jeg bare kunne bide dem i mig uden at overbelastningen forværrede min generelle tilstand var det en helt anden sag.
      Jeg har stor respekt for og forstår, apropos dit indlæg om skytsengle :), at det positive er din og jeres måde at leve godt med sklerosen på, men personligt synes jeg, at det kan være svært helt at "mærke" personen bag, hvis det kun er det meget lette, der deles. Derfor synes jeg din nye blog er et rigtig godt supplement til "hvis vinden vender". Det er dejligt at lære den side af dig lidt at kende også :-)

      Slet
    4. Tak:o) Jeg blander det ikke, da jeg har skrevet om sclerosen i 7 snart 8 år på http://www.multipelsklerose.dk/author/hansenm/ og det jo er mit deltidsjob:) Min ms historie er lagt på hvis vinden vender men når man er fysisk handikappet, tænker man ikke over det hver dag. For det er bare en del af dagligdagen:)
      Har du nogensinde prøvet Reiki? Jeg har to gange da jeg var indlagt i London og havde en god oplevelse med det. Ved ikke om det virkede men det var vældig rart:o) Tænkte det måske kunne lette dine smerte bare kortvarigt.

      Slet
    5. Kan godt forstå du har lyst til at adskille arbejde og hygge :-) Dejligt for mig så, at jeg kan lure med de andre steder.
      Nej jeg kender det ikke.
      Ha en rigtig god dag Mette!

      Slet
  3. Sikke et fint indlæg. Du har evig ret, intet forhold er uden 'ups and downs':-) Tak fordi du deler. kh. Birgitte

    SvarSlet
  4. Kære Birgitte.
    Det er sandt :-) Min oplevelse er dog, at man nemt kan føle sig mere alene om sine erfaringer, når det går dårligt, end når det går godt. Det giver mig lyst til at dele :-)
    Kh Lisbet

    SvarSlet
  5. Tak fordi du deler jeres kærlighedshistorie, Lisbet. Jeg kan huske den, fra en anden gang, hvor jeg læste den og blev rørt. Og jeg er enig med dig i, at det nærmest kun er bryllup eller skilsmisse historier, som i hvert fald florerer i det offentlige rum, i blade og sådan. Og det smitter selvfølgelig af på virkelighedens verden, men ud fra mit lille rum i verden, kan jeg fortælle, at jeg og mine venner altid har snakket om det, der ligger i mellem. Selvom det mørke er sværere at dele. Og det er egentlig dumt, for det er dér vores kraft ligger som mennesker. Det er dér, vi finder vores visdom og mod. Det er dér, vi vokser. Og dét kan vi jo gøre sammen! Måske er det, fordi vi lever i en individualistisk tid, selvom det helt sikkert er ved at vende.
    Jeg er glad for, I to fandt vejen tilbage, sammen. En ny vej. Lidt nærmere jorden, ikke?:) Du kan tro, jeg kender det!
    Mange kærlige hilsner til dig fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, lige præcis: lidt nærmere jorden :) På det tidspunkt talte vi med en terapeut som sagde, at problemet med piedestaler er, at der er så langt at falde! Sådan en havde jeg helt sikkert sat Jan op på, så han faldt langt... For en tid kunne jeg ikke rigtig komme i tanke om noget positivt! Men der er slet ikke så dårligt her lidt tættere på jorden :-) og man behøver ikke at frygte, at ens elskede skal vise sig at være uperfekt ;-)
      Sådan har jeg det helt sikkert også med venner, men lige så snart man er ude i sin bekendtskabskreds kan man hurtigt få det indtryk/bilde sig ind at alle andre har det godt, synes jeg :-)
      Tak for din kommentar Laila :-)

      Slet
  6. Ja, det er rigtigt det med piedestaler. Der er så sørens langt at falde. Jeg kommer også til det, som jer, og der er det ved det, at man lige sommer til at placere sig selv lavere, hver gang. Og det er absolut heller ikke morsomt, når man kan mærke, at man selv bliver sat op på én, synes jeg.
    Nå, men vi er jo ikke perfekte, og gør det så godt vi kan: )
    Og processen med at erkende og kæmpe for kærligheden, gør én til hverdagshelt i sit eget liv. Så bliver man lidt en helt, alligevel: )
    Synes, du har ret i det sidste. Og derfor er det så dejligt at dele virkelige historier.
    Tak - og det bedste til dig, Lisbet!
    Mange varme hilsner herfra Fyn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det, må jeg sige. At vide at nej, han er ikke altid optaget af mit bedste og jeg er ikke altid optaget af hans. Nogle gange tænker vi bare mest på os selv :-) - eller vil gerne have, at den anden skal have det godt, fordi det ville gøre livet nemmere for os selv!

      Det betyder ikke. at vi ikke elsker hinanden højt, for det gør vi.
      For mig har det været befriende med lidt realisme. Det er nemlig ikke min naturlige lægning, når det kommer til kærlighed ;-)

      Mange varme hilsner til Fyn!

      Slet
    2. Tak: ) Og ja, vi mennesker har hver vores livsbane. Og en fælles.
      Jeres kærlighed skinner igennem her på bloggen, så det tror jeg på, Lisbet: )
      De fælles fortællinger vi har om kærlighed i vores samfund (importeret fra USA) er ikke fyldt med realisme. Tværtimod. Jeg tror, vi alle må kæmpe med det vilkår.
      Så er det godt, vi kan fortælle nye fortællinger.
      Alt det bedste til dig og jeres dejlige familie: )
      Fra Laila.

      Slet
  7. Det er et dejlgt livsbekræftende indlæg.
    Ingen kommer gennem livet uden skrammer og ar, selvom man ind imellem tror at 'alle andre' har det lettere. I de 43 år vi har boet under samme tag, har vi taget flere rutcheture, og et par gange har jeg tænkt at dette overlever jeg ikke, som f.eks. Da Allan var psykisk syg i flere år, og nærmest alle behandlede os ( og især ham) som en der hverken kunne tale eller tænke. Vi har formået at holde sammen, men det er noget sjovere at køre i rutchebanen i Tivoli, hvor man hurtigt kommer på toppen igen og turen nedad er den sjoveste, helt modsat det virkelige liv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Pia
      Mange tak fordi du fortæller! Jeg kender godt til at tænke, at det her KAN jeg ikke. Jeg KAN ikke overleve at leve sådan her, men der er jo ikke rigtig noget valg nogle gange. Det er dejligt, at I har formået at holde sammen, hvilket jo helt sikkert ikke har været uden indsats. Du har helt ret: livets rutcheture og dem i Tivoli kan have utroligt lidt til fælles!
      Tak for din kommentar <3

      Slet