fredag den 11. marts 2016

Ro i hjernen



Det var af nødvendighed, at jeg gjorde det. Tog fire dage helt uden internet. Jeg kunne mærke, at jeg trængte til en pause. Skal det være helt rigtigt tåler min hjerne og nervesystem meget dårligt internettet. Min hjerne tåger hurtigt til og bliver jeg ved nogle timer, bliver jeg som oftest decideret syg. Derfor er det ret enkelt: hold mig væk. Men verden er som bekendt fuld af ting, der er enkle på papiret, men knap så enkle i virkeligheden, såsom at hvis man indtager færre kalorier end man forbrænder, taber man sig...

Jeg har et forholdsvist moderat forbrug. Det er jeg nødt til og mange ting er skåret væk. Der, hvor det alligevel ofte snyder mig er, når jeg i kedsomhed/rastløshed/lyst til at tjekke om resten af verden stadig eksisterer griber ud efter min telefon. Eller alle de gange, jeg kommer i tanke om et eller andet og straks googler det!

I denne uge har jeg holdt mig helt væk - bortset fra en enkelt googlesøgning (foto af playmobilslot, der behøvede rekonstruktion efter en tur på gulvet). Mandag og tirsdag gik fint. Onsdag begyndte jeg at have følelsen af, at min hjerne var et velordnet oplyst loftrum med ekstra plads - i modsætning til et rodet overfyldt pulterkammer. Det var skønt og jeg tænkte, at jeg egentlig bare burde blive ved for evigt.... Torsdag savnede jeg mit internet!!

Langsomt liv har tidligere skrevet om, hvilken ro det gav i hjerne, sjæl og shopping-gen at cruise rundt i USA i 40 dage med ganske lidt internet-tid. Hazel har skrevet om en dag, hvor hende og hendes kæreste lukkede ned for alt elektronik. Hun var overrasket over, hvor meget hun nåede på denne dag. Som hun skrev: det hun skulle nå, nåede hun jo altid, men på denne dag nåede hun også alt muligt andet.

At det er svært at ramme den helt rigtige balance, hvor internetforbruget er godt og berigende og ikke spild af tid og ressourcer er jo ikke nogen nyhed, men jeg kan i hvert fald konstatere, at pausen gav noget plads i hjernen, som jeg godt kan bruge - og at meget få af de google-søgninger, jeg ellers ville have foretaget de sidste fire dage stadig virker relevante!

Rigtig god weekend :-)


       

12 kommentarer:

  1. Et velordnet oplyst loftrum med ekstra plads - er til enhver tid at foretrække frem for et rodet overfyldt pulterkammer. Dog ... er jeg så egoistisk, at jeg trods alt er glad for at du kigger forbi en gang imellem. Ja ja. Sådan er jeg. Ha' en skøn og muligvis internet-begrænset weekend. Kh. Liv

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Liv! Men uh ja, det er jo netop noget af det, der gør det svært at holde sig væk. At jeg kan lide at kigge forbi. Både her og på udvalgte andre steder ;-)
      Kh Lisbet

      Slet
  2. Kære du...
    Jeg bruger selv - i forbindelse med al det her bloggeri - uforholdsmæssigt meget tid på internettet. Og et eller andet sted er jeg lidt træt af, at jeg er kommet til at bruge SÅ meget tid. For som du skriver, er det helt sikkert ikke sundt. Omvendt er det ofte spændende og dragende. Jeg overvejer i øjeblikket dagligt hvad jeg bør og ikke bør... Hvor meget og hvor lidt. Og hvorfor...
    Jeg ELSKER dine billeder! Håber du får en dejlig weekend, uden alt for meget internet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Du giver den også gas med bloggeriet Monster-mor! Jeg kan godt forstå dig. Har selv gjort det tidligere og gjorde det måske stadig, hvis jeg kunne. Apropos det, jeg skrev engang, om et kort over blogland, virker det som om, det er et land uden grænser. Man kan blive ved ... hvilket er både dragende og potentielt en tidsrøver - som hele nettet jo i øvrigt.
      TAK for billed-kommentaren! og i lige måde - med lige præcis tilpas internet ;-)

      Slet
  3. Jeg må smide håndklædet i ringen og sige, at jeg ville have enormt svært ved ikke at være på nettet! Hatten af for du kan og, at det føles godt:o) Du er sej:o) Go' weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette.
      Tak for opbakningen!:-D De fire dage her har jeg været rigtig cool, men ellers synes jeg også, det er svært at styre! Det kan godt se ud til, at jeg har lettest ved at styre enten - eller, så jeg tror jeg må prøve at eksperimentere med 3 dage uden, 1 dag på - eller noget i den stil.
      Tak i lige måde :-)

      Slet
  4. Jeg tror, det er vigtigt at være omsorgsfuld over for sig selv. På den måde, at hvis surfing på internettet gør noget godt for dig, lige der hvor du er i dit liv, så er det sådan det er. Det er helt okay.
    Og jeg ved da, at det højst formodentligt ikke er sundt, hjernemæssigt - jeg er selv i samme situation og har stillet samme spørgsmål - men så holder jeg alternativerne op foran mig. Og de er ikke helt holdbare. Jeg har sådan brug for at føle mig som et led i en større verden, når nu jeg ellers lever så isoleret pga. sygdom. Det er faktisk livsvigtigt. Og derfor accepterer jeg selvfølgelig mit behov. Og giver slip på resten. Vi lever nu.
    Når jeg besøger min mor, fx, som ikke har internet, tænker jeg overhovedet ikke på det. Ikke et sekund. Og jeg får også rum i hovedet, som du.
    Hvis jeg var rask, ville jeg være ultralidt på nettet - men nu for at sige ´hej´ til jer, som jeg kender: )- og jeg var det heller aldrig førhen - før jeg blev syg. Jeg valgte alle fag fra, når jeg kunne, i studietiden, som havde noget som helst at gøre med computer.
    Sådan kan verden bevæge sig, og vi bevæger os med.
    Jeg tænker, det må have været sundt for dig at prøve at tage et pusterum. Man finder ud af meget i sådan nogle, og finder ud af, man har et valg. Og også det: At hvad vil man putte ind i det rum, hvis man vælger fra? Altid spændende og kreativt.
    Tak som altid for dine gode tanker og skriv: )
    Varme hilsner til dig og din familie. Fra Laila.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila
      Tak for god sparring! Du har ret: det ER berigende og en kilde til glæde, fællesskab og udsyn i et isoleret liv. Jeg genkender det, du skriver om behovet for at være en del af en større verden. Hvis ikke der var noget vigtigt i det, var det jo let at vælge det fra. Samtidig er det også en kilde til frustration for det er jo også omsorgsfuldt overfor sig selv at mindske smerter og ubehag mest muligt og så det vigtige: at de ressourcer, der forbruges kommer fra den samme pulje, som for eksempel tid med min familie kommer fra - og der er jo alt for få ressourcer i den pulje!
      Jeg forstår godt, at du er enig i, at det ikke er ukompliceret og jeg synes du har en pointe i, at det er vigtigt at gøre om med sig selv, om man faktisk har brug for, at internettet er med til at opfylde nogle behov. For derefter så at give slip på den dårlige samvittighed over det.
      Det der gang på gang frustrerer mig er, at jeg synes det er så svært at ramme det "rent", hvor jeg kun bruger tid på det allermest givtige og ikke på unødvendigt hjernefyld. Det er svært at være nådig over for mig selv på det punkt, synes jeg, når ressource-puljen så hurtigt løber tom!
      Lidt mere "selv-nåde" vil sikkert være godt, men jeg vil alligevel se, om ikke det kan lykkes mig at skabe nogle rammer omkring det, der bringer mig tættere på det optimale. Det må da kunne lade sig gøre :-)
      Også en varm hilsen til dig Laila!

      Slet
  5. Det minder lidt om noget jeg har gang i. Skabe ro på den øverste etage, og nå lidt mere af det hele - undtaget internettet selvfølgelig :0) det er rart, det jeg savner mest er at bruge tid på bloggen, selv at skrive og læse andre. Men lige nu er det nødt til at være sådan, at der er mest muligt ro på loftet :-)
    Dejligt, at høre nyt fra dig.
    Kærlig hilsen Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Rikke
      Ja ro på øverste etage skal man slet ikke underkende :-) Jeg synes også, at det har været en god oplevelse denne uge. Bloggen, både min egen og andres står også meget højt på min internet-prioriteringsliste. Det er noget af det, jeg oplever som allermest givtigt, men det er en god pointe, at man kan give afkald også på gode ting for en tid, hvis det er det der, samlet set, giver det bedste liv her og nu!
      Tak :-)
      Kærlig hilsen Lisbet

      Slet
  6. Jeg er én af dem, der har skåret voldsomt ned på mit internet forbrug. Men som også gerne indrømmer, at bloggen og jeres andres blogs, gerne må fylde i min verden. Jeg føler ofte jeg lærer noget om forskellige mennesker ved at læse med hos andre... og det synes jeg ikke er skidt ;-) Helt afkald kan jeg nok ikke gøre og det har jeg faktisk også accepteret. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Birgitte
      Jeg er heller ikke indstillet på at slippe det helt - og bloggene bliver :-) Netop fordi jeg også oplever det som både positivt og berigende! Jeg har brug for at finde en form omkring mit internetforbrug, hvor det bliver mere rendyrket positivt og spildet bliver skåret mere fra. Det irriterer mig, når jeg rækker ud efter min telefon for tit, men synes også ofte, at det er svært at lade være. Men jeg tror faktisk, at jeg har fundet frem til en god løsning nu. Jeg har i hvert fald sat et eksperiment i gang ;-)

      Slet