fredag den 22. april 2016

Det her er sjovt!

Man kan lære mange ting af at blogge. Om dyr for eksempel. "Er katte dumme?" spurgte jeg på et tidspunkt. "Ja" svarede kommentarfeltet ...  eller ... jeg lærte i hvert fald, at vores kat vist ikke er et helt usædvanligt mærkeligt væsen, men måske nærmere en ret almindelig kat!

Hulebo tippede dengang om en video, som jeg selvfølgelig gerne ville se. Det fik jeg ikke gjort, men det har jeg gjort nu! Det er altså sjovt. Jeg er nu helt sikker på, at vores Teddy Brown virkelig er en kat - og med sikkerhed ikke en hund :-)








fredag den 15. april 2016

En god hverdag er et godt liv

 

At leve det bedst mulige liv med de ressourcer, der nu engang er til rådighed er et emne, der ind i mellem dukker op her på bloggen, blandt andet her og her. Det er naturligvis fordi, det er et meget stort tema i mit liv!

Overskriften har jeg tyvstjålet fra Kold aske. Hun skrev for længe siden: "en god ferie er en god ferie, men en god hverdag er et godt liv". Hvad hun ellers skrev, husker jeg ikke, men det her udsagn gjorde indtryk på mig. Ferier er stadig spidsbelastnings-tidspunkter for mig og ikke noget jeg ser frem til. Jeg drømmer om gode oplevelsesrige familieferier - det er klart, men pt. er det udenfor min rækkevidde. Det, jeg derimod kan gøre noget for at optimere og få det bedste ud af, er hverdagen. At gøre hvad jeg kan for, at den kommer til at indeholde så meget af det gode som overhovedet muligt.

I min evige jagt på den bedste udnyttelse af de tilgængelige ressourcer er jeg blevet bevidst om, at vaner er en god hjælp. Des færre ressourcer jeg bruger på ligegyldige ting, des flere er der til det gode, det sjove, det hyggelige.

Tre eksempler fra vores hverdag:

1) Hver lørdag skal tøserne rydde op på deres værelse. Fordi det sker hver lørdag slipper jeg (næsten) for at bruge ressourcer på HVORFOR det lige skal være i dag?? Det må da kunne vente til en anden dag - eller et andet år?


2) Det er en værdi for mig, at der er god plads i børnenes liv til andet end I-pads og computer. Vores erfaring er helt klart, at i de perioder, hvor vi har en eller anden form for ramme omkring det, fungerer det rigtig godt, mens i de (lange) perioder, hvor vi ikke har, skrider det lynhurtigt og kommer til at fylde meget mere end jeg personligt synes, at det skal. Pt. er det sådan, at man på hverdage kan hygge med sine apparater frem til kl 17. Derefter er det slut med elektronik for resten af dagen. Fordi det er det samme hver dag slipper jeg (stort set) for at bruge ressourcer på, hvad i alverden man skal stille op med sit ynkelige elendige lille liv uden en I-pad???  Man kan lige så godt bare give sig til at lege/hoppe på trampolin/træne/tegne/læse/kæle for katten - som man gør hver dag.

...... Ej, nogle dage!! Andre dage er det for ufleksibelt, men mange dage fungerer det rigtig godt :-)


3) For en måneds tid siden skrev jeg om ro i hjernen. At jeg dybest set tåler internettet dårligt, men samtidig syntes, det var svært at holde mig væk i det omfang, jeg egentlig havde brug for. Man kan jo altid bare liiige hurtigt tjekke et eller andet. Konklusionen på den samtale med mig selv og kommentarfeltet er blevet, at jeg har lavet nogle meget firkantede regler for mig selv: to dage om ugen er jeg på nettet. Alle andre dage benytter jeg kun internetforbindelsen til mail, messenger og forældreintra!

Det fungerer faktisk rigtig godt! Jeg kan sagtens savne internettet, men nyder at der er mere plads i min hjerne/overskud til andre ting og at mine dage føles mere sammenhængende. Hovedparten af tiden aner jeg ikke, hvor mange, der har læst mit seneste blogindlæg, eller hvor mange eller få likes mine billeder på instagram måtte have fået. Det oplever jeg faktisk som frihed :-)  Becoming minimalist skrev for nylig: "whatever is accessible, gets utilized".    Han refererer mest til fysiske ting, såsom at hans 9-årige datter ville spise færre is, hvis ikke isbilen parkerede i deres kvarter hver tirsdag ;-) men jeg kan mærke, at det også gælder for mig i forhold til mange ting på nettet: det, der ikke er nærværende og tilgængeligt, føles ikke lige så væsentligt og fylder ikke lige så meget.

Det eneste sted jeg synes, det er lidt ærgerligt er i forhold til Blogland. Jeg kan godt mærke, at det ikke er helt det samme at være her to gange om ugen, som det er lige at kigge forbi hver dag. Men hey, i det bedste livs ærinde må jeg tage det med! Kommentarer får jeg dog på mail, så dem svarer jeg altid på ;-)
   
Jeg fandt for nyligt ud af, at stressekspert Thomas Milsted er enig, når det gælder vaner: "jeg kan varmt anbefale at indføre flere rutiner i hverdagen. Mange vil helst undgå rutiner af frygt for kedsomhed og forudsigelighed, men rutiner er et fantastisk redskab til at undgå stress. Forudsigelighed giver tryghed og det beskytter mod stress".*

Egentlig er jeg ikke, som i slet ikke, typen, som bare elsker regler og faste systemer. Men i hverdagen oplever jeg det ikke som en spændetrøje, men som lettelse og tilfredsstillelse over, at flere ting fungerer og over, at tingene i højere grad bliver, som vi gerne vil have dem. Når det er sagt, er det selvfølgelig også vigtigt, at der er plads til undtagelser og til både sure voksne og sure børn - men helt ærligt, det kommer vist helt af sig selv ;-)



*"Hvordan jeg kom gennem stress - og blev klogere af det" af Heidi Vesterberg 


lørdag den 9. april 2016

Kan jeg lide mig selv?






Sidste år i juni på vores 18 (!) års bryllupsdag skrev Jan en kærlig hilsen til mig på facebook. Han skrev blandt andet: "Du er en sej kvinde, som ikke giver op og som ikke har ladet livets storme ødelægge dig". Det første syntes jeg egentlig, han havde ret i! Jeg var selvfølgelig glad for, at han var enig, men jeg følte mig sej, modig, som en, der ikke giver op. Sådan havde jeg haft det længe. I store træk de sidste fem år.

Da det blev efterår var min sejhed væk. Jeg følte, at livet alligevel fik mig til sidst - på trods af mine intentioner om det modsatte. At jeg ikke havde, hvad det krævede, det her liv. At jeg ikke magtede det. Det er et blogindlæg i sig selv, mon ikke jeg pludselig skriver det en dag?

Det, jeg har lyst til at stoppe lidt op ved i dag, er det sidste: "at jeg ikke havde ladet livets storme ødelægge mig". Det synes jeg er en utrolig fin kompliment at få af ham, som jeg blev venner med som 21-årig og som jeg følges med gennem livet!  Det gjorde mig glad, men .... har han ret?

Skønne monster-mor fra skøre liv (som på forunderlig vis er i stand til at slå ud med både arme og ben på skrift, men hvis kærlige væsen også skinner tydeligt igennem) skrev for et stykke tid siden et interessant indlæg. Inspireret af en roman, hun havde læst, spurgte hun sig selv, om hun bedst kunne lide sig selv i 2006 eller 2016 udgaven? Eller sagt på en anden måde, hvem af de to ville hun helst drikke kaffe med? - og som tillægsspørgsmål, hvem af de to hendes mand mon helst ville drikke kaffe med!

Kommentarfeltet under indlægget var meget enige: de var vilde med sig selv i 2016 udgaven! Det er selvfølgelig dejligt, men jeg var faktisk lidt overrasket over det, selvom jeg måske ikke burde være det? Selv kan jeg rigtig godt følge Monster-mors (ja, det hedder hun altså) reflekteren: "kan jeg lide den, jeg er blevet?"

Jeg føler, at jeg har forandret mig rigtig meget. Nok i højere grad på de sidste tyve år end på de sidste ti. At jeg er blevet tvunget til det. At livet, eller med et mere korrekt ord sygdom, har tvunget mig til det. Samtidig har jeg også ofte følelsen af, at den jeg var - og som jeg faktisk rigtig godt kunne lide -  stadig findes helt intakt indeni, men bare ikke har nogen mulighed for at udfolde sig.

Nu er der selvfølgelig forskel på at lade livet ødelægge sig og lade det forandre sig, men jeg synes, det er relevant at spørge sig selv, om der røg noget unødvendigt med i farten? Eller måske netop ikke i farten, men langsomt umærkeligt over tid? Er jeg for eksempel blevet et mere bange menneske end jeg behøver at være? eller er jeg lige præcis så bange/forsigtig, som jeg er nødt til at være, når selv små ubetydelige ting kan få store konsekvenser? og er det stadigvæk sandt i det hele taget, at "små ubetydelige ting kan få store konsekvenser?" På nogle områder er det helt sikkert sandt, men på alle?

Er jeg blevet et mere bittert menneske end nødvendigt? Er mit fokus havnet et forkert sted? For et andet menneske kunne spørgsmålet måske være: "har jeg ladet det få for store konsekvenser, at jeg er blevet såret i kærlighed?". Bare for at nævne et eksempel.

Jeg har ikke nogen klare svar på mine egne spørgsmål og ved faktisk ikke engang, hvilke spørgsmål der er de rigtige at stille, men for mig er det vigtigt at spørge. For mig er det en vigtig del, tror jeg, af "ikke at lade livet ødelægge mig" at spørge mig selv, hvorvidt det faktisk er tilfældet.

Nå, det blev lidt alvorligt, det beklager jeg ;-) men tak for eftertænksomheden Skøreliv <3