lørdag den 9. april 2016

Kan jeg lide mig selv?






Sidste år i juni på vores 18 (!) års bryllupsdag skrev Jan en kærlig hilsen til mig på facebook. Han skrev blandt andet: "Du er en sej kvinde, som ikke giver op og som ikke har ladet livets storme ødelægge dig". Det første syntes jeg egentlig, han havde ret i! Jeg var selvfølgelig glad for, at han var enig, men jeg følte mig sej, modig, som en, der ikke giver op. Sådan havde jeg haft det længe. I store træk de sidste fem år.

Da det blev efterår var min sejhed væk. Jeg følte, at livet alligevel fik mig til sidst - på trods af mine intentioner om det modsatte. At jeg ikke havde, hvad det krævede, det her liv. At jeg ikke magtede det. Det er et blogindlæg i sig selv, mon ikke jeg pludselig skriver det en dag?

Det, jeg har lyst til at stoppe lidt op ved i dag, er det sidste: "at jeg ikke havde ladet livets storme ødelægge mig". Det synes jeg er en utrolig fin kompliment at få af ham, som jeg blev venner med som 21-årig og som jeg følges med gennem livet!  Det gjorde mig glad, men .... har han ret?

Skønne monster-mor fra skøre liv (som på forunderlig vis er i stand til at slå ud med både arme og ben på skrift, men hvis kærlige væsen også skinner tydeligt igennem) skrev for et stykke tid siden et interessant indlæg. Inspireret af en roman, hun havde læst, spurgte hun sig selv, om hun bedst kunne lide sig selv i 2006 eller 2016 udgaven? Eller sagt på en anden måde, hvem af de to ville hun helst drikke kaffe med? - og som tillægsspørgsmål, hvem af de to hendes mand mon helst ville drikke kaffe med!

Kommentarfeltet under indlægget var meget enige: de var vilde med sig selv i 2016 udgaven! Det er selvfølgelig dejligt, men jeg var faktisk lidt overrasket over det, selvom jeg måske ikke burde være det? Selv kan jeg rigtig godt følge Monster-mors (ja, det hedder hun altså) reflekteren: "kan jeg lide den, jeg er blevet?"

Jeg føler, at jeg har forandret mig rigtig meget. Nok i højere grad på de sidste tyve år end på de sidste ti. At jeg er blevet tvunget til det. At livet, eller med et mere korrekt ord sygdom, har tvunget mig til det. Samtidig har jeg også ofte følelsen af, at den jeg var - og som jeg faktisk rigtig godt kunne lide -  stadig findes helt intakt indeni, men bare ikke har nogen mulighed for at udfolde sig.

Nu er der selvfølgelig forskel på at lade livet ødelægge sig og lade det forandre sig, men jeg synes, det er relevant at spørge sig selv, om der røg noget unødvendigt med i farten? Eller måske netop ikke i farten, men langsomt umærkeligt over tid? Er jeg for eksempel blevet et mere bange menneske end jeg behøver at være? eller er jeg lige præcis så bange/forsigtig, som jeg er nødt til at være, når selv små ubetydelige ting kan få store konsekvenser? og er det stadigvæk sandt i det hele taget, at "små ubetydelige ting kan få store konsekvenser?" På nogle områder er det helt sikkert sandt, men på alle?

Er jeg blevet et mere bittert menneske end nødvendigt? Er mit fokus havnet et forkert sted? For et andet menneske kunne spørgsmålet måske være: "har jeg ladet det få for store konsekvenser, at jeg er blevet såret i kærlighed?". Bare for at nævne et eksempel.

Jeg har ikke nogen klare svar på mine egne spørgsmål og ved faktisk ikke engang, hvilke spørgsmål der er de rigtige at stille, men for mig er det vigtigt at spørge. For mig er det en vigtig del, tror jeg, af "ikke at lade livet ødelægge mig" at spørge mig selv, hvorvidt det faktisk er tilfældet.

Nå, det blev lidt alvorligt, det beklager jeg ;-) men tak for eftertænksomheden Skøreliv <3  


20 kommentarer:

  1. Åh det er nogle gode og tænksomme spørgsmål du stiller. Jeg ved det helt ærligt ikke, men jeg fornemmer at du nok skal nå ud på den anden side - måske ikke som den samme, men nok som en helt fantastisk person. Din mand har nok ret - du er sej ;-) i hvert fald i min optik. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Birgitte
      Jeg blev rørt over din kommentar! Tusind tak. Når man ikke føler sig så sej, er det rigtig dejligt med lidt kærlig opmuntring, så tusind tak!

      KH Lisbet

      Slet
  2. Kære Lisbet!
    Jeg er godt nok rørt! Både over dine fine ord om mig, og over dit indlæg! Det er præcis sådanne tanker jeg ofte gør mig, og jeg kunne ingenlunde have formuleret ovennævnte bedre selv! Det er bare så fint beskrevet! Og som du skriver, så har vi ikke svarene på spørgsmålene, det har vi jo desværre kun sjældent. Og måske er det sådan det skal være?
    Ingen tvivl om at du er sej, Lisbet! Keep on fighting! Stort kram og tak for indlæg fra mig!!

    SvarSlet
    Svar
    1. På en måde virker det jo lidt formålsløst at spørge, hvis man ikke ved hvilke spørgsmål, man skal stille og heller ikke kender svarene! Men jeg er nu sikker på at det, både for mig og for dig, er en måde til ikke bare at lade livet tromle og forme os bevidstløst, men møde det med refleksion og kamp :-) Tænkte i øvrigt, da jeg skrev indlægget, at det er lidt trist, at jeg så meget refererer til livet som en modstander!

      Mange tak for din kommentar kære du. Den blev jeg rigtig glad for <3

      Slet
  3. Du er da sej !! Det lyser ud af hvert eneste ord, du skriver her - livet er ikke let, men du giver ikke op, du får det bedste ud af det og hvad mere kan vi egentlig gøre :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu tuder jeg lige lidt! ;-) Tak kære Miri. Det er godt, hvis sejhed ikke kun er en følelse, for jeg har godt nok været noget sprød det seneste halve års tid!

      Kærlig hilsen fra Lisbet

      Slet
  4. Du kære Lisbeth. Jeg sender dig et stort knus!
    Du er lige den, du skal være. Og du er vidunderlig, som du er: )
    Jeg tror, og oplever selv, at som kronisk syg må man igennem, ikke bare én, men mange sorgprocesser. For at opleve alt det nye forår i én selv, er man nødt til at have sagt farvel. Til det man skal sige farvel til. Ens jeg vil så gerne holde fast, men ens selv vil så gerne forandres. Det er selvet, der vinder. Og det er så mystisk, for på en anden måde, en mere overordnet og hel måde, har selvet i én altid været det samme. Jeg tror på, at her i midten af livet, er vi mange, både raske og syge, som begynder at leve mere efter: Hvad vil livet med mig? I stedet for, som før: Hvad vil jeg med livet?
    Johan Cullberg har skrevet så godt om sorgprocesser. Men det ved du sikkert?
    Sender dig mine varmeste hilsner fra Laila.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila
      Tak for din kærlige hilsen! Åh ja suk. Nogle gange havde det altså været rart, hvis man kunne få det hele overstået på en gang, for ind i mellem er det godt nok opslidende med alle de runder! but I hear you :)
      Jeg har læst Johan Cullberg, men må sige at det er længe siden. Det kan være, at jeg skal overveje det igen.
      Knus og en kærlig hilsen til dig :)

      Slet
  5. Ingen tvivl om du er sej:) Det er alle der ikke lader livets uregelmæssigheder vælte dem:) Jeg vil rigtig gerne drikke kaffe med både 2006 mig og 2016 for vi ville få en fantastisk snak. 2006 var nemlig året inden sclerosen. Monster-mor satte mange tanker og mange blogindlæg igang. Det er så cool:o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mette :) Jeg havde ikke forudset alle de "at være sej" hilsner, men er selvfølgelig glad for dem!! Jeg synes dog, at det må være en vigtig pointe, at man også kan være sej, SELVOM man har oplevelsen af at bukke under for livets storme/at man vælter af livets uregelmæssigheder - noget af tiden. For ellers er jeg i hvert fald ikke sej ;-) At det ikke nødvendigvis er, når man føler sig mest sej, at man faktisk er det! <3

      Ja, det er cool. Det er en enkel måde at sætte livet lidt i perspektiv på :-)

      KH Lisbet

      Slet
  6. Jeg tænker at alle spørgsmål er vigtige at stille. Kun at stille de spørgsmål man kender svarene på, virker, for mig, en anelse begrænsende ;-) så bliv du blot ved. Det er sådan vi pludselig render ind i det rigtige (og vigtige) spørgsmål og så kommer svaret også.
    Sommetider minder jeg mig selv om, og ved ikke om du har det på samme måde, at jeg skal huske på at andres billeder/ord på mig må være lige så vigtige/gældende (?) som mine egne. Eller i hvert fald, siger jeg til mig selv at de også skal tages med i det store regnestykke. Og hvem kender dig vel bedre end du selv og Jan?
    Jeg er en af dem, der uden tøven, foretrækker at drikke Pepsi Max med mig selv anno 2016. Har det langt bedre med mig selv i dag. Ikke altid, naturligvis, men oftest - i de fleste situationer. Ha' en skøn solskinsmandag Lisbet.

    SvarSlet
    Svar
    1. HaHaHaHa, du er så klog - og sjov ;-) Ja, det kan man måske ligefrem kalde dumt ;-) men det er kloge ting du skriver! Nogle gange kender man jo pludselig godt svaret.
      Ja, du har ret. Det tænker jeg også nogle gange, men kan måske nok blive bedre til at vægte det højt, når det er gode ting!
      Det er virkelig dejligt at du har det sådan! Det er måske også meget almindeligt, at man har det sådan, at man kommer til at hvile mere i sig selv. Jeg ved ikke helt, om jeg kan forklare det - hverken overfor mig selv eller overfor dig - men det er noget med, at min oplevelse af, hvem jeg var og hvem jeg er bliver mudret sammen med en hel masse sorg og forvirring over, at jeg inderst inde føler mig som en person, jeg ikke har mulighed for at være/udfolde. På den ene side er jeg glad for, at jeg har det sådan, fordi jeg føler, at så har jeg ikke mistet mig selv/givet op og på den anden side er det helt vildt upraktisk! Jeg har svært ved at adskille mig selv fra omstændighederne er en anden måde at sige det på, hvis det giver mening.

      Nå, vi behøver heldigvis ikke løse det hele i dag og du har ret: det er en utrolig dejlig solskinsdag! :-)

      Slet
  7. Kæreste Lisbet,
    Dine dybe reflektioner får mig til at stoppe op og reflektere over min egen 2006 og 2016 udgave... Der er sider fra begge årtier som jeg sætter pris på og andre sider jeg gerne vil arbejde videre med��
    Kram fra Anja
    Men jeg ved at jeg ville NYDE at drikke kaffe med både Lisbet anno 2006 og Lisbet anno 2016❤️

    SvarSlet
  8. Kære Anja!
    Tak for din kommentar <3 Ja, mon ikke det er sundt nok at stoppe lidt op og overveje, om man kom til at efterlade noget, man sætter pris på og tog noget andet til sig man egentlig ikke har brug for? :-) Men selvfølgelig også det modsatte: hvad der er kommet til af godt!

    STORT i lige måde min ven! Savner dig og jer <3
    Kram Lisbet

    SvarSlet
  9. Skønt indlæg og det sætter klar tanker igang..
    Vi er jo desværre ikke altid selv skyld i hvordan vores liv udvikler og forandre sig, men jeg mærker selv nogen af de samme tanker. Jeg kæmper hver dag for at blive en bedre udgave af mig selv, men det er en pisse hård opgave og på de svære dage kan jeg komme i tvivl om, om det er alt det hårde arbejde værd.. men så mærker jeg efter, mærker alle de gode ting og kigger på hvor langt jeg er nået.. Så hjælper det lidt.

    Jeg nærmer mig 10 år for datoen hvor jeg blev syg og når jeg kigger tilbage så er det lige før jeg mangler luft, ved tanken om hvad jeg har været igennem. Men når jeg kigger på hvem jeg var dengang og hvem jeg er nu, så vil jeg bestemt ikke bytte. <3

    Tak for et skønt indlæg.
    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at høre, at det sætter tanker i gang!

      10 år ... Du har godt nok også været ung dengang så Jeanette <3 Ja, alt hvad der bliver ved og ved bliver man simpelthen så træt af nogle gange! Sådan er det bare, men godt kæmpet <3 Du har været udholdende og du ser resultater. At du på trods af alt, hvad du har været igennem, er glad for den du er blevet er en stor ting!

      Knus Lisbet

      Slet
    2. Faktisk har jeg nok været syg det meste af mit liv, men jeg var ikke klar over at det var det som ofte spærrede ben for mig... ;) Jeg var 21 da jeg blev indlagt for ti år siden. Utroligt hvor meget der er sket siden..

      Knus <3

      Slet
    3. Jeg troede faktisk, at du var cirka fem år yngre, end du er så ;-) Ja at finde ud af, hvad problemet er, er jo bestemt heller ikke uden betydning, selvom det har været et hårdt forløb siden da;

      Knus

      Slet
    4. Det er sgu da dejlig noget.. Ville gerne være 26 år igen, bare ikke det sted jeg var da jeg var 26 år.. ha ha Eller måske alligevel ikke. Jeg er egentlig ret godt tilfred lige pt.. :D Næsten en hel uvirkelig tanke.

      Slet
    5. Det er virkelig dejligt, at du har det sådan!

      Slet