fredag den 17. juni 2016

Slut med sandkage!




Gennem mine snart 13 år som mor har jeg spist helt ufatteligt mange sandkager. Kærligt fremstillet af mine søde børn.  (foto-dokumentation fra sidste år her :-))  De første mange år produceret i sandkasse. De sidste par år i et lidt mere sofistikeret kagebageri på terrassen.

Som bekendt er en sandkage jo ikke bare en sandkage. Den er et mesterværk og en hel unik kage, der fortjener beundring i alle faser af fremstillingen. Husker man ikke selv, at det forholder sig sådan, gør ens børn ... Moar ... Der skal tages stilling til ønskede ingredienser. Vil man helst have chokolade, jordbær eller vanilje - og vil man stadig helst have chokolade, jordbær eller vanilje?? I det hele taget er det en kage, der kræver en del af modtageren. Den skal modtages og beundres og spises med stort velbehag. Det er jo en helt utroligt velsmagende kage! Faktisk har man nærmest aldrig smagt noget så godt.

Gennem årene har jeg ind i mellem syntes, at der var liiige lovlig mange sandkager i mit liv. At det også havde sin charme at fordybe sig i sin kaffe. Men nu er det slut!!

Der er ingen (børn), der synes, at der er nogen grund til at finde kage-bageriet frem i år. Det er også yngste nu vokset fra. Det kom lidt bag på moderen og lige pludselig har jeg utrolig meget lyst til en sandkage med vanilje! Serveret med kærlighed af et dejligt barn.

Nostalgi kaldes det vist :-) Der er en sidste gang for mange ting med børn og og man ved aldrig, hvornår det er den sidste <3



Kagebageriet 2014 :-)

PS: Jeg blev rørt over al den gode og omhyggelige feedback på mit sidste indlæg. Det var lige, hvad jeg trængte til, så TAK fordi I overvandt det svære i at skrive og gjorde det alligevel!



søndag den 12. juni 2016

Hvor går grænsen mellem at jamre og at dele liv?





Jeg går lidt rundt om mig selv blog-mæssigt for tiden. Det har jeg gjort i et stykke tid og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved det. På den ene side vil jeg gerne, at bloggen skal være et forholdsvist glad og livsbekræftende sted. Jeg har ikke lyst til meget ofte at referere til negative ting: begrænsninger, sygdom, sorg, ensomhed, ting der ikke kan lade sig gøre - og det irriterer mig lidt, når jeg gør det.

På den anden side er mit liv bare ikke særlig nemt og dilemmaet er, at hvis jeg ikke fortæller om mine vilkår, giver mine tanker heller ikke rigtig mening eller kommer i hvert fald til at lyde meget mere forkælede og fortænkte, end hvad de i virkeligheden er. Det er en svær balance, synes jeg.

Jeg gik ned med et brag lige omkring 1. februar 2015. Altså for over 1 år og 4 måneder siden. I hele den periode har jeg tilbragt omkring 6 timer sammen med andre mennesker end Jan og børnene. I alt. Disse timer lå alle i de første måneder. Jeg har derfor helt bogstaveligt levet isoleret de sidste 9-10 måneder kun afbrudt af en eller to halv times byture pr. uge. Ingen mennesker set - og har heller ikke kunnet holde til at tale i telefon. Jeg ved godt, at man ikke kan sætte sig ind i det eller forstå det. Det kan jeg knapt nok selv.

Nogle gange har det bare været sådan livet var, andre gange, i mine sværeste stunder, har jeg følt mig som et misfoster, et ikke helt rigtigt menneske, helt isoleret fra den virkelige verden. Jeg er i slutningen af den periode nu, det kan jeg mærke, men ikke desto mindre er det stadig min virkelighed.

Der er altid et sårbart element i at lægge sit delvist skrøbelige liv ud på et fuldt offentligt sted, men midt i det hele er der også et ønske om at høre til, passe ind, være/fremstå normal. Jeg har ikke lyst til at udstille mig selv som en abe i bur. En man ikke kan relatere til, men blot betragte på afstand. Hvis denne abe så også jamrer, er vi ude i noget, som jeg SLET ikke har lyst til!

Samtidigt vil jeg gerne dele! Både for min egen og for andres skyld. Jeg kan af et ærligt hjerte sige, at jeg aldrig blot skriver for at udstille min svaghed. Når jeg skriver personligt, skriver jeg altid med intention. Mit liv er sådan, at noget svært er baggrund og klangbund for mange ting, men faktisk føler jeg også, at det er i spændingsfeltet mellem det negative og det positive, at jeg har mest at byde ind med. At det er der, jeg har mest at give og der, det for mig personligt, giver allermest mening at blogge.
   
Sikke en masse drama! ;-) Men summa summarum så VIL jeg gerne dele, men er samtidigt bange for, at det skal kamme over i noget, som bare er for ynkeligt. Det er særligt aktuelt for tiden, fordi der i denne "in between" periode, som jeg nu befinder mig i, er noget alvorsfuldt og eftertænksomt over mig, som jeg måske ikke bør undskylde for, men alligevel føler trang til at advare om :-)

Så nu er I advaret! Der er forskellige emner, jeg har lyst til at skrive om og med alt det her i mente vil jeg bare sige på forhånd, at hvis det samlede billede ender med at blive for jammerligt, så var det altså ikke min mening :-)




fredag den 3. juni 2016

En historie (med en pointe) om en grædende værtinde



Det krævede mig, livet derude, for en stund, men nu er jeg her igen!

Ad omveje, sådan er det jo ofte, havnede mine tanker på min 40 års fødselsdag. Jeg er på vej mod 44 et halvt nu, så lidt tid er det siden, men det var en af de dage, der står tilbage som noget helt særligt. Konceptet var: pigefødselsdag, toplækker brunch i et selskabslokale på min ynglingsrestaurant, derefter kaffe og hygge derhjemme for dem, der var kommet til med fly, med bil og med Norgesbåd!

Fint koncept, jeg kunne lide det, men livet udviklede sig sådan, at ugen op til blev fyldt med tumult. "Ting" skete med følelseskaos og alt, alt for lidt søvn til følge. Derfor havde jeg, da jeg tog afsted til fødselsdag, meget svært ved at overskue dagen ...

Det var godt at se dem, mine venner og søstre, og på et tidspunkt rejste en af mine veninder sig og holdt en nær, personlig tale .... så jeg begyndte at græde.... Ikke på den yndefulde måde med en enkelt tåre dekorativt i den ene øjenkrog. Jeg nærmere hulkegræd!

Inspireret af den første veninde rejste en anden sig og holdt en spontan tale .... så jeg græd videre.... Det viste sig, at folk, jeg kender, godt kan lide at se folk græde. For en efter en rejste flere af dem sig og satte ord på, hvad jeg og vores venskab betød for dem. Det var ikke planlagt, det var fuldstændig uventet - og således gik det til, at jeg snot-græd mig gennem en god del af min fødselsdagsfest ....

Ved afregning viste det sig, at tjener-pigen, der havde sørget for os, også var rørt. "Jeg kunne ikke lade være med at lytte med" som hun sagde. Vi snakkede lidt og så stod hun bare og kiggede på mig, indtil hun sagde: "jeg har sådan lyst til at give dig et knus". "Sådan har jeg det også!" svarede jeg og så stod vi der og krammede. På vej hjem smilede jeg for mig selv over, at det har været en fest helt efter mit hjerte, når man ender med at kramme tjeneren ;-)

Det der med gråden. Jeg var helt sikkert følelsesmæssigt shaky efter ugen og derudover var det en ganske særlig periode i mit liv, men det var ikke bare det. Vi var omkring 15 og i min velkomst fortalte jeg, at jeg havde været ked af det i perioden op til min runde fødselsdag (tid for status jo) over, at mit bredere sociale netværk ikke var så stort, som jeg ved, det ville have været, hvis jeg havde været rask. Men at jeg var kommet frem til, at når jeg både havde gode "gamle" veninder, gode nye veninder og ikke mindre end tre skønne søstre var jeg alligevel en velsignet og priviligeret kvinde!

Måske var det det, der fik først talende veninde til at sige, at hun troede, at jeg undervurderede, hvor meget for eksempel mine SMS´er betød. At jeg skrev og sagde hej og spurgte hvordan det gik, men især at når hun skrev noget til mig, fik hun meget hurtigt et svar tilbage. At selve det, at jeg ikke kunne arbejde på en måde var med til at gøre mig til en indlevende ven. Det var lige der, mit hjerte gik en lille smule i stykker!

Det blev en dejlig dag. Jeg følte mig elsket. Af deres ord og over, at de var der.

Skulle man nu ud fra min beretning her have fået det indtryk, at jeg altid er en fantastisk indlevende, opsøgende ven, vil jeg skynde mig at sige, at det er helt HELT forkert, men jeg tog det med mig fra denne dag, at det ikke er nødvendigt at kunne alt eller at kunne deltage i alt for at kunne bidrage med noget, der har betydning. At det ikke nødvendigvis er dem, der deltager i mest "larm", der kender andre menneskers hjerter bedst. Hvis man kan alt, er det måske unyttig viden, men hvis man ikke kan alt, er det virkelig godt at vide!! :-)

At blive set. At blive husket. At vide, at nogen ved, at man er der. Det kan vi alle lide. Sådan har jeg det i hvert fald og mindet om min fødselsdag, minder mig om det: at det ikke nødvendigvis er særlig svært at gøre andre glade :o)