fredag den 3. juni 2016

En historie (med en pointe) om en grædende værtinde



Det krævede mig, livet derude, for en stund, men nu er jeg her igen!

Ad omveje, sådan er det jo ofte, havnede mine tanker på min 40 års fødselsdag. Jeg er på vej mod 44 et halvt nu, så lidt tid er det siden, men det var en af de dage, der står tilbage som noget helt særligt. Konceptet var: pigefødselsdag, toplækker brunch i et selskabslokale på min ynglingsrestaurant, derefter kaffe og hygge derhjemme for dem, der var kommet til med fly, med bil og med Norgesbåd!

Fint koncept, jeg kunne lide det, men livet udviklede sig sådan, at ugen op til blev fyldt med tumult. "Ting" skete med følelseskaos og alt, alt for lidt søvn til følge. Derfor havde jeg, da jeg tog afsted til fødselsdag, meget svært ved at overskue dagen ...

Det var godt at se dem, mine venner og søstre, og på et tidspunkt rejste en af mine veninder sig og holdt en nær, personlig tale .... så jeg begyndte at græde.... Ikke på den yndefulde måde med en enkelt tåre dekorativt i den ene øjenkrog. Jeg nærmere hulkegræd!

Inspireret af den første veninde rejste en anden sig og holdt en spontan tale .... så jeg græd videre.... Det viste sig, at folk, jeg kender, godt kan lide at se folk græde. For en efter en rejste flere af dem sig og satte ord på, hvad jeg og vores venskab betød for dem. Det var ikke planlagt, det var fuldstændig uventet - og således gik det til, at jeg snot-græd mig gennem en god del af min fødselsdagsfest ....

Ved afregning viste det sig, at tjener-pigen, der havde sørget for os, også var rørt. "Jeg kunne ikke lade være med at lytte med" som hun sagde. Vi snakkede lidt og så stod hun bare og kiggede på mig, indtil hun sagde: "jeg har sådan lyst til at give dig et knus". "Sådan har jeg det også!" svarede jeg og så stod vi der og krammede. På vej hjem smilede jeg for mig selv over, at det har været en fest helt efter mit hjerte, når man ender med at kramme tjeneren ;-)

Det der med gråden. Jeg var helt sikkert følelsesmæssigt shaky efter ugen og derudover var det en ganske særlig periode i mit liv, men det var ikke bare det. Vi var omkring 15 og i min velkomst fortalte jeg, at jeg havde været ked af det i perioden op til min runde fødselsdag (tid for status jo) over, at mit bredere sociale netværk ikke var så stort, som jeg ved, det ville have været, hvis jeg havde været rask. Men at jeg var kommet frem til, at når jeg både havde gode "gamle" veninder, gode nye veninder og ikke mindre end tre skønne søstre var jeg alligevel en velsignet og priviligeret kvinde!

Måske var det det, der fik først talende veninde til at sige, at hun troede, at jeg undervurderede, hvor meget for eksempel mine SMS´er betød. At jeg skrev og sagde hej og spurgte hvordan det gik, men især at når hun skrev noget til mig, fik hun meget hurtigt et svar tilbage. At selve det, at jeg ikke kunne arbejde på en måde var med til at gøre mig til en indlevende ven. Det var lige der, mit hjerte gik en lille smule i stykker!

Det blev en dejlig dag. Jeg følte mig elsket. Af deres ord og over, at de var der.

Skulle man nu ud fra min beretning her have fået det indtryk, at jeg altid er en fantastisk indlevende, opsøgende ven, vil jeg skynde mig at sige, at det er helt HELT forkert, men jeg tog det med mig fra denne dag, at det ikke er nødvendigt at kunne alt eller at kunne deltage i alt for at kunne bidrage med noget, der har betydning. At det ikke nødvendigvis er dem, der deltager i mest "larm", der kender andre menneskers hjerter bedst. Hvis man kan alt, er det måske unyttig viden, men hvis man ikke kan alt, er det virkelig godt at vide!! :-)

At blive set. At blive husket. At vide, at nogen ved, at man er der. Det kan vi alle lide. Sådan har jeg det i hvert fald og mindet om min fødselsdag, minder mig om det: at det ikke nødvendigvis er særlig svært at gøre andre glade :o)





14 kommentarer:

  1. Ej, hvor det var fint! Jeg er også sådan en, der hyler så snotten hænger i guirlander, men det skal der også være plads til! Og apropos det sidste i dit indlæg (som gjorde mest indtryk på mig), så kan jeg huske, at da jeg var stressramt sagde en psykolog til mig: Nogen kan jonglere med mange bolde, og nogen kun med få. Men det handler ikke om mængden af bolde, men hvordan man spiller dem. Det lyder som om du spiller dine bolde godt, Lisbet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Guirlander ligefrem :-) Sikke en fin udtalelse fra psykologen. Den kan jeg godt lide. Det tror jeg også, der er meget sandhed i. Kunsten/udfordringen er selvfølgelig at holde fokus på de bolde, man faktisk har! og tak! Jeg er ellers sygt dårlig til boldspil ;-)

      Slet
  2. Også mig! Helt forfærdelig i virkeligheden, det er sgu' godt, at mine sønner har arvet deres sportsgale fars boldtalenter, ellers var der utvivlsomt krise på daglig basis hjemme hos os, ha-ha!!

    SvarSlet
    Svar
    1. :-D Ingen deciderede Sports-fanatikere her. Det passer mig fint ;-)

      Slet
  3. Hvor er det skøn læsning, og med en god pointe. Jeg er også sådan en der tuder når jeg bliver rørt, det er altså blevet værre med alderen;-)
    Og til den med jeres søde tjener: det er altså så underligt at der nogle gange er næsten fremmede mennesker, man bare har lyst til at give et kæmpe kram, fordi man næsten ikke kan lade være. Sådan et menneske mødte jeg for ikke længe siden, heldigvis var det gensidigt.
    Jeg smilede med jævne mellemrum flere dage efter, ved tanken:-)
    Kærlig hilsen Anette

    KOPI af svar til dig på min blog, kan jo ligeså godt skrive det her;-):Hvor dejligt:-) Har stadig en smule frø fra sidste høst, så hvis du vil maile mig navn og adresse på: Flora.flora.dk@gmail.com så sender jeg dig dem. De skulle let kunne nå at vise sig allerede i år:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg blev også helt glad nu, jeg skrev om tjeneren, selvom det er flere år siden. Hun var meget sød. Det er, som du skriver, dejligt med sådan en uventet kontakt med nogen, man ikke har mødt hverken før eller siden :-)

      Dejligt! Det vil jeg skynde mig at gøre. Når nu du fik dine frø sidste år, kan jeg godt se, at de har vokset sig store siden da :-) Tusind tak igen Anette. Dem vil jeg passe godt på :-)

      KH Lisbet

      Slet
  4. Rørende indlæg Lisbet ♡ og god pointe med, at det handler om hvordan vi forvalter, det vi hver især har.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak <3 Ja, som alt andet i livet, er det jo lettere sagt end gjort, men det bliver det jo ikke mindre sandt af! Jeg kan godt lide Skørelivs bold-eksempel. Det er en god måde at sige det på.

      Jeg savner i øvrigt lidt dit gamle æble Liv! Sådan har du "set ud" al den tid, jeg har kendt dig! ;-)

      Slet
  5. Åh fineste indlæg søde du. Jeg vil så sige at jeg altid tager noget med i tankerne fra dine indlæg. De rører mig og sætter ting igang. På mange niveauer. Tak for det :) kh Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Birgitte
      Hvor er du sød! Tusind tak <3 Det glæder mig rigtig meget at høre :-)
      KH Lisbet

      Slet
  6. Dejligt indlæg:) Jeg tuder nemt og ofte af både glæde, vrede og når jeg er ked af det:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mette. De kan bruges til mange ting, de tårer :-D Fødselsdagen her er en af de få gange, hvor jeg har grædt så overdrevet, at det var virkelig pinligt :-)

      Slet
  7. uh ha kender godt det med at bryde ud i tårer hvor det ikke lige passer så godt ind- (udover i arrigskab på arbejde eller lignende hvor man helst skal fremstå helt uden tårer.. ) - det rammer mig altid i kirken når man begynder at synge- uanset om det er konfirmation eller dåb- som om det er en stor oplevelse mine sanser bare har behov for at håndtere med gråd.. men apropos det med at være der - med og uden larm: larm bliver nogen gange et dække og overfladisk og skubber det der reelt betyder noget i baggrunden- men det er jo heldigvis ikke det samme som at man ikke sætter mere pris på dialog med nogen der ikke larmer så meget-
    som altid tankevækkende- og givende indlæg - tak :-) selv om jeg ikke får kigget ind så tit pt ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Arrigskabs-tårer på arbejdet lyder som en slags, man gerne vil undgå :-) Kirke-tårerne lyder som en god slags! Ja, sådan er det jo ofte, at det ikke nødvendigvis er det, der betyder mest for en, der kommer til at fylde mest. Men "larm" og ballade har selvfølgelig også sin plads og berettigelse. Jeg deltog gerne i mere :-)
      Tak Ellen Kathrine. Du ved, jeg værdsætter dit besøg ;-)

      Slet