søndag den 12. juni 2016

Hvor går grænsen mellem at jamre og at dele liv?





Jeg går lidt rundt om mig selv blog-mæssigt for tiden. Det har jeg gjort i et stykke tid og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved det. På den ene side vil jeg gerne, at bloggen skal være et forholdsvist glad og livsbekræftende sted. Jeg har ikke lyst til meget ofte at referere til negative ting: begrænsninger, sygdom, sorg, ensomhed, ting der ikke kan lade sig gøre - og det irriterer mig lidt, når jeg gør det.

På den anden side er mit liv bare ikke særlig nemt og dilemmaet er, at hvis jeg ikke fortæller om mine vilkår, giver mine tanker heller ikke rigtig mening eller kommer i hvert fald til at lyde meget mere forkælede og fortænkte, end hvad de i virkeligheden er. Det er en svær balance, synes jeg.

Jeg gik ned med et brag lige omkring 1. februar 2015. Altså for over 1 år og 4 måneder siden. I hele den periode har jeg tilbragt omkring 6 timer sammen med andre mennesker end Jan og børnene. I alt. Disse timer lå alle i de første måneder. Jeg har derfor helt bogstaveligt levet isoleret de sidste 9-10 måneder kun afbrudt af en eller to halv times byture pr. uge. Ingen mennesker set - og har heller ikke kunnet holde til at tale i telefon. Jeg ved godt, at man ikke kan sætte sig ind i det eller forstå det. Det kan jeg knapt nok selv.

Nogle gange har det bare været sådan livet var, andre gange, i mine sværeste stunder, har jeg følt mig som et misfoster, et ikke helt rigtigt menneske, helt isoleret fra den virkelige verden. Jeg er i slutningen af den periode nu, det kan jeg mærke, men ikke desto mindre er det stadig min virkelighed.

Der er altid et sårbart element i at lægge sit delvist skrøbelige liv ud på et fuldt offentligt sted, men midt i det hele er der også et ønske om at høre til, passe ind, være/fremstå normal. Jeg har ikke lyst til at udstille mig selv som en abe i bur. En man ikke kan relatere til, men blot betragte på afstand. Hvis denne abe så også jamrer, er vi ude i noget, som jeg SLET ikke har lyst til!

Samtidigt vil jeg gerne dele! Både for min egen og for andres skyld. Jeg kan af et ærligt hjerte sige, at jeg aldrig blot skriver for at udstille min svaghed. Når jeg skriver personligt, skriver jeg altid med intention. Mit liv er sådan, at noget svært er baggrund og klangbund for mange ting, men faktisk føler jeg også, at det er i spændingsfeltet mellem det negative og det positive, at jeg har mest at byde ind med. At det er der, jeg har mest at give og der, det for mig personligt, giver allermest mening at blogge.
   
Sikke en masse drama! ;-) Men summa summarum så VIL jeg gerne dele, men er samtidigt bange for, at det skal kamme over i noget, som bare er for ynkeligt. Det er særligt aktuelt for tiden, fordi der i denne "in between" periode, som jeg nu befinder mig i, er noget alvorsfuldt og eftertænksomt over mig, som jeg måske ikke bør undskylde for, men alligevel føler trang til at advare om :-)

Så nu er I advaret! Der er forskellige emner, jeg har lyst til at skrive om og med alt det her i mente vil jeg bare sige på forhånd, at hvis det samlede billede ender med at blive for jammerligt, så var det altså ikke min mening :-)




27 kommentarer:

  1. Jeg synes det er rigtig dejligt du deler:o) forøvrigt er det her dit forum, dit sted og du skal kunne skrive hvad du har lyst til. Så kan folk jo læse med som de lyster:) Jeg kan som sagt godt li' du deler alt der er dig. Så bliv ved med det - jeg læser med:o) Ha' en dejlig søndag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette
      Tak for din kommentar. Du har selvfølgelig ret: jeg bliver nødt til at skrive det, jeg har lyst til uden at spekulere på, hvordan det bliver opfattet. Ellers giver det jo ikke nogen mening :-) Det er svært ikke at blive lidt usikker af så lang tids "eneboer-liv", tror jeg!

      Det er dejligt, at du er her :o) Tak i lige måde!

      Slet
  2. Kære Lisbet - som jeg skrev på sidste indlæg, så tager jeg altid noget helt specielt med fra dine indlæg. Også dette - for jeg kan nikke genkendende til dit dilemma, selv om jeg på ingen måde er i din situation. Og derfor er det også nogle gange svært at kommentere på de indlæg, for skal man sige 'hvor er det synd for dig' (nej vel) - eller skal man sige 'det skal nok gå' (men det er også bare så overfladisk). Så mens du kæmper med din balance, så kæmper jeg med det i kommentarfeltet. For jeg vil gerne, at du deler - og jeg vil gerne skrive noget, der på en eller anden måde kan bruges... Det er svært. Men jeg er glad for, at du har skrevet dette indlæg. (og beklager min måske lidt forvirrende kommentar). Kram herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Birgitte
      Tusind tak for det, du skriver! Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener. Da jeg lige var begyndt at blogge, skrev jeg lidt sammen med dygtige garvede Marina fra Badut. Hun fortalte, at det som regel ikke er de personlige indlæg, man får flest kommentarer på. Det er meget lettere at kommentere, når man kan skrive smukt barn/smuk kjole/smukke blomster! (og desuden har man jo ikke nødvendigvis lyst til at udlevere sig selv, bare fordi den, der skriver indlægget, gør det) Jeg anerkender, at det er sværere og mere krævende og derfor er jeg også meget, meget taknemmelig for, at jeg også får kommentarer på indlæg som disse. Jeg synes, du skriver nogle rigtig dejlige kommentarer, som glæder mig Birgitte! men det er virkelig rart for mig også at få et lille indblik i hvilke tanker, der kan ligge bag.
      Kram tilbage!

      Slet
  3. Helt enig, det er DIN blog! Og en skøn én af slagsen, vil jeg bare lige understrege!! Jeg er glad for at komme her, og jeg synes ikke du jamrer! Og hvis det var tilfældet, så skal der stadig være plads til det (og jeg ville stadig komme her, ingen tvivl om det!!) - jeg kan mere end du aner relatere til alt hvad du skriver, og jeg tror bestemt ikke jeg er den eneste! Abe i bur? Sådan tænker jeg aldrig på dig, men tænker, at det er rart at vide, at ikke alle mennesker render rundt og smiler 24/7. Det skal være mere tilladt at ha' det svært, og det synes jeg du formidler så fint. Bare fyr løs!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de ting du skriver! Din kommentar fik mig til at tænke lidt, for ja det skal være mere tilladt at have det svært. Det er jeg så enig i og så er det måske i virkeligheden noget pjat, at der helst skal være en konstruktiv morale på det hele og at være bange for at jamre! At være en, der konstant henleder opmærksomheden på de negative ting i ens liv, føles bare ikke så charmerende.

      Det glæder mig rigtig meget, at du kan relatere! og det er egentlig også den erfaring, jeg har med bloggen. At "folk" kan det - og at det er helt umuligt, at se på folk (eller folks blog) om de kan genkende sig selv i de ting jeg skriver eller ej. Det er nok det der har glædet mig allermest ved at skrive på den her måde.

      Det har gjort mig usikker, at mit liv er blevet SÅ anderledes og mærkeligt, deraf abe-følelsen og tvivlen på, om det jeg skriver overhovedet giver mening for andre længere. Jeg havde brug for at skrive dette indlæg, men tænker også, at nu må jeg give den gas igen og vende tilbage til bare at skrive ud fra min intuition :-)

      Slet
  4. Jeg tænker ikke på dine skriv som jammer- det er meget nøgterne beskrivelser af dit lliv- som selvfølgelig er svært at forholde sig til. Men dine skriv giver altid lige en lille pause og et ophold i mit liv- et input til refleksion- over livet- hos dig- men også hos mig- og refleksion over hvor forskelligt det er hos os alle- og det synes jeg er en vildt stor gave at kunne dele svære ting og at du formår at dele dine reflektioner- som jo set i lyset af dit liv vil være meget indadvendte- men samtidig alment gyldige på en eller anden facon... vedkommende i hvert fald for mig... apropos Badut- jeg savner nu at læse med hos hende ;-)

    Så skriv videre som du gør- når det passer dig og om det der passer ind der hvor du er- :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine input Ellen Kathrine! Det glæder mig, at du oplever det som nøgternt, for sådan har jeg mest lyst til at skrive om det. Det er nok i virkeligheden noget af det, jeg har imod at skrive for mange dybe indlæg, at det føles utrolig selvoptaget/indadvendt at skrive så meget om sine egne tanker og følelser :-) men samtidig er forsøget på at "brede det ud" til noget, der er relevant for flere jo netop det, jeg gerne vil.

      Og ja, sådan har jeg også med Badut. Hører du det Marina?? ;-)

      Slet
  5. Kære Lisbet!
    Birgitte og du sætter så smukt det sammen som jeg slet ikke helt har kunnet sætte ord på, du husker måske at jeg har skrevet at jeg bliver så langsom når jeg har læst dine indlæg. At jeg ikke når at kommentere, fordi de er så dybe og inderlige at de rammer et sted jeg kan genkende, om end på en anden måde end dig.

    Du er en modig og hjertevarm kvinde, der formår at sætte ord på!

    Kærlige hilsner og et kram fra en der nyder at følge med i din blog, så fortsæt Anette

    Et lidt langt PS: Jeg har selv haft udfordrende perioder, men den værste af dem mundede ud i et sammenbrud eller gennembrud. Og det har taget nogle år at bearbejde og komme til afklaring med, nok også for flere end jeg selv, for jeg kan heller ikke feje under gulvtæppet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det gjorde også indtryk på mig, det Birgitte skrev! Det er en sød formulering, synes jeg, at du bliver langsom :-) Det har jeg aldrig tænkt over, at det var en virkning, man kunne have på folk ;-) Det glæder mig, at det er genkendeligt. Det gør mig lidt mindre ensom, hvis det giver mening... Der er en form for samhørighed i at have klangbunde til fælles med andre!

      TAK søde dejlige Anette <3

      Tak fordi du fortæller. Jeg håber også, at det ender med ikke kun sammenbrud, men også i hvert fald en form for gennembrud.
      Kram Lisbet

      Slet
  6. Ligesom Birgitte, er det også disse indlæg der er 'sværest' at kommentere på (ligesom det er dem der er sværest at skrive/dele?). For nej, vil ikke virke overfladisk og heller ikke ynke dig. Og hvad er så det rigtige at skrive i kommentarfeltet, tænker jeg.
    Jeg er klart enig med Mette i, at det er din blog, dit sted, dit indhold og dit valg. Hvis dine læsere ikke finder det du skriver interessant, ja så læser de nok med andre steder. Tror der er mange der læser med uden at kommenterer, men bare få kommentarer er (for mig) en anerkendelse at det ikke (altid) er ligegyldigt, det jeg skriver.
    Jeg tænker heller ikke at du jamrer jvfr. skørelivs kommentar. Faktisk glemmer jeg (ofte), at dit liv er så markant begrænset ift. tidligere. Så disse indlæg minder mig også om, at der både er smil og smerte i de fleste menneskers liv. Og det tror jeg bestemt vi alle kan nikke genkendende til. Nogles 'smerte' virker (udefra) voldsommere end andres, men uanset så er det hårdt for den, der skal bære den. Det kan ikke rigtig sammenlignes. Og du skriver om det på sådan en fin måde, som Ellen K. har kommenteret på en mere velformuleret måde, end jeg lige kan få tasterne til at gøre. Og Anettes kommentar "jeg bliver langsom når jeg har læst dine indlæg". Den rammer så rørende og fint.
    Så ud over dine varme indlæg - både positive og når du åbner et vindue til dine begrænsede livsvilkår, er dejlige. På forskellige måder. Det er ikke altid jeg får kommenteret på vindues-indlæggene, men jeg læser dem. Kh. Liv

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Liv. TAK for de mange ord! Jeg har faktisk aldrig tænkt over, hvad der er det rigtige at skrive i kommentarfeltet. Måske fordi jeg aldrig har fået en kommentar, jeg ikke blev glad for, men det er jo et rigtig godt spørgsmål. I det virkelige liv har Jan og jeg dog en lille intern liste over ting, vi ikke er så begejstrede for. Måske skal jeg skrive lidt om det en dag.

      Personligt synes jeg nu sagtens, man kan skrive: "hold da op, det lyder godt ikke nemt. Det må være svært. Det gør mig ondt at høre" Så føler jeg egentlig ikke, at man ynker nogen, men blot "sidder lidt sammen med dem" i det svære. Lette løsninger og overfladisk pep er jeg derimod helt enig i, at man skal holde sig fra ;-) Det har vist aldrig glædet nogen.

      Det glæder mig, at du glemmer det! Det har helt sikkert været et forbehold, jeg har haft (deraf abe-eksemplet) i forhold til at dele alt for meget af det svære, at jeg føler mig normal herinde og det er utrolig dejligt!! At kunne skrive lidt skøre og sjove kommentarer rundt omkring, hvis det er det, jeg har lyst til, men som du så fint beskriver eksisterer smil og smerte jo side om side - også i vores liv.

      Med hensyn til dig personligt har jeg kendt dig herinde længe nok til at vide, at du skriver de skønneste, dejlige, sjove, opmuntrende kommentarer, men også at vindues-indlæggene (nyt ord) ikke nødvendigvis er dit favoritsted at kommentere ;-) Jeg er slet ikke i tvivl om, at du er her - men du er nu god til det, vil jeg sige ;-) Tak igen Liv for alle ordene <3

      Slet
  7. Halløj! Jeg har først sådan for nylig opdaget din blog, og jeg har læst en del men ikke fået kommenteret rigtigt endnu. Og det irriterer mig lidt (jeg skal have fundet mere tid til at blogge!), for det er jo netop dialogen, der gør blogging spændende, sjovt, levende etc. Anyway, jeg vil bare sige at ud fra det jeg har læst her på bloggen, så har jeg enorm stor respekt både for dig og det du deler her. Hold da op! Jeg kan relatere i en vis grad til rigtig mange af de ting du skriver (måske fordi jeg selv har en diagnose, der har stor indvirkning på mig og alt i mit liv - en kronisk og progressiv sygdom)...og jeg synes, det er fantastisk, at du deler så meget som du gør. Det gør det interessant at besøge din blog; det giver indsigt og lægger op til selvreflektion men også en følelse af, at der sgu er mange andre 'derude', som også har det svært fx pga sygdom... Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal udtrykke det, men jeg kan virkelig godt lide, at du skriver både om de meget svære ting, der jo ER virkelige for dig i dit liv, men også de andre aspekter med glædesglimt og blomsterspam.
    En blog behøver jo heller ikke at have et specifikt 'fokus' eller emneområde. I perioder er der ting, som fylder mere i ens liv, og så vil det kun være naturligt, at ens blog ligeledes har meget fokus på disse ting...det følges jo ofte ad. Personligt synes jeg ikke så meget om de blogge, hvor alt fremstilles som et glasbillede. Jeg finder dem ikke specielt interessante - dermed ikke sagt at folk ikke skal have lov til at lave den slags blogge. Det er jo DERES sted. Min pointe er bare, at jeg ikke finder indholdet specielt spændende - jeg kan godt lide lidt variation mellem dybe og ikke-dybe indlæg, præcist som du har det her :-) Det synes jeg reflekterer livet ganske godt... Men det er DIN blog, det er DIG der bestemmer her.
    Tit har jeg lyst til at skrive meget mere om de også mindre sjove dele af mit liv; og selvom jeg sætter mig ned med de bedste intentioner og rigtig gerne vil dele med de andre bloggere, så oplever jeg ofte en overvældende følelse af, at jeg ikke orker at skrive om det. Det er lidt underligt - for når jeg endelig får skrevet de lidt mere alvorlig indlæg, så nyder jeg faktisk kommentarerne og feedbacken. Den gode dialog og andres input...
    Jeg tror, jeg er ved at tabe tråden her - sorry! Må hellere få noget mere kaffe - og så skal jeg lige have linket til dig via min blog!
    Glæder mig til at følge med her - både igennem tykt og tyndt - udfordringer og glæder - KH Lilly

    SvarSlet
    Svar
    1. Det skulle stå 'glansbillede' - ikke 'glasbillede' ;-) (fnis!)

      Slet
    2. Halløj Lilly! Det er godt nok skønt at finde sådan en "stil" i sin indbakke fra en næsten ny læser :-) :-) Tusind tak. Jeg har også opdaget dig på det sidste, kigget mig lidt omkring og er begyndt at følge lidt med :-) Helt enig: dialogen er noget af det bedste ved at blogge!

      Jeg takker selvfølgelig for dine pæne ord og har det som dig: det er dejligt med indsigt og refleksion, men også nogle gange bare følelsen af, at man ikke er alene! Kun at skrive "dybe" indlæg føles for tungt og alvorligt - og kun at vise glædesglimt er ikke noget, der føles naturligt for mig, så kombinationen af de to ting, trives jeg godt med - og så tror jeg i øvrigt ikke mit kamera kan fotografere andet end blomster ;-)

      Tak for dine tanker og velkommen til :-) - og så ville jeg personligt meget gerne læse dine mere alvorlige tanker!
      KH Lisbet

      Slet
    3. Ja, det havde jeg godt lidt på fornemmelsen ;-)

      Slet
  8. Kære Lisbet.

    Jeg har først fundet din blog for ganske nyligt, men jeg har fundet den, og det er jeg meget, meget glad for.
    Helt enkelt; jeg er også 44 år, og lever livet med voldsomme smerter hver dag - altid - og de begrænsninger det giver. De knubs og alle de svære ting. Det kommer desværre til at fylde meget.
    Så er det så dejligt - selvom jeg synes, det er meget trist at nogen overhovedet skal have så mange smerter - at finde én der udtrykker nogle af de følelser, tanker, dilemmaer der er i livet med smerter.
    Der er mange smerteramte, men hvor er de ? Jeg har svært ved at se og finde dem, måske på grund af manglende kræfter og overskud - både hos smerteramte personer generelt, og hos mig selv.
    Så er det befriende lige pludselig at se du er her og læse dine indlæg.
    Der er andre i samme båd - jeg kommer heller ikke ud, og ser stort set ikke andre end min mand.
    Det er rart at høre man ikke er den eneste der lever "så underligt" og "anderledes". Jeg ved det jo godt, men jeg har aldrig læst om det som her, på denne måde, og jeg er glad for du skriver, at du magter det. Det kan hjælpe andre at læse. Det hjælper mig.
    Jeg ville aldrig tænke klynk - jeg ville tænke hverdagsrealisme...!!

    De bedste hilsner fra Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh kære Anne! Det betyder meget for mig, at min blog ikke "kun" er en syge-blog, men rammer bredere end det, men ikke desto mindre er det en kommentar som din, der for alvor får det hele til at give mening!

      Det gør mig virkelig ondt, at du lever livet med smerter - med alt, hvad der følger med. Tusind tak fordi du giver dig til kende her. Som dig har jeg også ledt efter nogle, der skriver, stort set uden at finde nogen. Nogen må der være derude, tænker jeg, men ja manglende overskud spiller sikkert en stor rolle. Det glæder mig meget, at du kan bruge bloggen her, men det gør mig også glad at vide, at du findes, selvom som du skriver, at det selvfølgelig ikke er noget, man ønsker for andre.

      Har du lyst og overskud til at sende mig en lille mail, ville det glæde mig, for du kan finde mig nu, men jeg kan ikke finde dig :-)

      Kærlig hilsen fra Lisbet

      Slet
  9. P.S. Åhhr - jeg mener - klynk = jammer/at jamre...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja præcis, sådan læste jeg det også!

      Slet
  10. Kære Lisbet
    Jeg har fulgt med her, på din blog, gennem længere tid, men har aldrig kommenteret før, men nu skulle det så være.
    Din blog er jeg glad for, fordi den er en blanding af hverdag (med smukke billeder) og indlæg som ovenstående. Jeg har selv flere diagnoser, bla nerveskade, som også gør mit liv begrænset, dog ikke så meget som for dig. Der er ikke mange steder i blogland, som ikke er præget af at fremstille livet rosenrødt og derfor er det rart at læse med hos dig, og få dine betragtninger over livet med smerter osv. Det er så rart at vide at jeg ikke er den eneste der er ramt, selvom jeg ville ønske at alle var friske og raske. Tak for det.
    Kærlig hilsen Mie

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mie
      Det betyder utrolig meget med de her kommentarer, så tusind tak fordi du skriver! Det glæder mig, at du kan lide blandingen at det lette og det mere svære.

      Nerveskader er noget skidt! Det gør mig ondt, at du må kæmpe med det. Det er som om "jeg er ikke alene!" er utrolig vigtigt for os mennesker. Det betyder så meget at kunne genkende sig selv i nogle andre og det er svært at finde den genkendelse, når det gælder sygdom, synes jeg. Jeg ved ikke, om der findes en meget stor niche i blog-land, som jeg ikke kender til? Det glæder mig i hvert fald meget at høre, at du kan bruge min blog på den måde, så igen: tak fordi du skrev!

      Kærlig hilsen Lisbet

      Slet
  11. Jeg læser det hele, men er ofte langt bagud med at læse hos mange. Dette indlæg var så interessant, at jeg måtte have alle kommentarerne med :-) Jeg har skrevet det før, og gør det gerne igen. Jeg opfatter det ikke som brok og vil stadig læse med. I øvrigt kan jeg godt relatere til, når man skriver om livets negative sider. Lige nu faktisk siden jul, har vi brugt mange ressourser på min mor, som har fået nogle nerveskader. Jeg har skrevet lidt om det først på året, men det skal ikke fylde min blog. Det fylder rigeligt i hverdagen. Omvendt tænker jeg ofte, at nogen måske gerne vil vide, hvordan det gpr nu, men sagen er at vi kæmper og kæmper uden at være nået et skridt længere.
    Nu skal jeg ud ad dæren og kæmpe for min mor, så jeg må læse dit nyeste indlæg senere.

    SvarSlet
  12. Ja ikke altid, men ind i mellem er der megen god læsning i kommentarfelter :-) Jeg husker, at du tidligere har skrevet det til mig, fordi det glædede mig, at du oplevede det sådan. Og også, at du har fortalt om nogle af de store udfordringer I har gennemlevet som par! Tak fordi du har lyst til at dele. Det er måske lidt det samme dilemma jeg oplever: at hvis der ikke er nogen fremskridt (overhovedet eller af betydning) føles det let som brok at skrive om det. Men det er nok mest, når det er en selv, der skriver? For i dit tilfælde tænker jeg, at selvfølgelig vil folk gerne vide, hvordan det går - uanset graden af kamp og mangel på fremskridt <3 men også at man selvfølgelig selv bestemmer, hvor meget man har lyst til at dele og hvor meget, det skal fylde på bloggen.

    Mange tak for din kommentar Pia!

    SvarSlet
  13. Du skriver fantastisk, rammer følelserne og kernen i livet, og det rører mig dybt. Din blog og dig får ofte tårerne frem i mine øjne. Jeg opfatter dig på ingen måde som jamrende. Jeg opfatter du lever med savn, smerte og kærlighed.
    Jeg ønsker du vil fortsætte din absolut remragende stil hvor du føler, reflekterer, skriver og deler på den enestående måde du gør. For mig er den mest ægte blog, den blog der indeholder glæder og sorger, for sådan er livet jo. Det er ægte.
    Kærlig hilsen Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Rikke
      TAK! for dine ord. De glæder mig. "Savn, smerte og kærlighed" Ja, det er virkelig rigtigt. Heldigvis også det sidste!

      Kærlig hilsen Lisbet

      Slet