fredag den 17. juni 2016

Slut med sandkage!




Gennem mine snart 13 år som mor har jeg spist helt ufatteligt mange sandkager. Kærligt fremstillet af mine søde børn.  (foto-dokumentation fra sidste år her :-))  De første mange år produceret i sandkasse. De sidste par år i et lidt mere sofistikeret kagebageri på terrassen.

Som bekendt er en sandkage jo ikke bare en sandkage. Den er et mesterværk og en hel unik kage, der fortjener beundring i alle faser af fremstillingen. Husker man ikke selv, at det forholder sig sådan, gør ens børn ... Moar ... Der skal tages stilling til ønskede ingredienser. Vil man helst have chokolade, jordbær eller vanilje - og vil man stadig helst have chokolade, jordbær eller vanilje?? I det hele taget er det en kage, der kræver en del af modtageren. Den skal modtages og beundres og spises med stort velbehag. Det er jo en helt utroligt velsmagende kage! Faktisk har man nærmest aldrig smagt noget så godt.

Gennem årene har jeg ind i mellem syntes, at der var liiige lovlig mange sandkager i mit liv. At det også havde sin charme at fordybe sig i sin kaffe. Men nu er det slut!!

Der er ingen (børn), der synes, at der er nogen grund til at finde kage-bageriet frem i år. Det er også yngste nu vokset fra. Det kom lidt bag på moderen og lige pludselig har jeg utrolig meget lyst til en sandkage med vanilje! Serveret med kærlighed af et dejligt barn.

Nostalgi kaldes det vist :-) Der er en sidste gang for mange ting med børn og og man ved aldrig, hvornår det er den sidste <3



Kagebageriet 2014 :-)

PS: Jeg blev rørt over al den gode og omhyggelige feedback på mit sidste indlæg. Det var lige, hvad jeg trængte til, så TAK fordi I overvandt det svære i at skrive og gjorde det alligevel!



18 kommentarer:

  1. Åhh, ja, tænker godt at den dag kommer før eller senere, at man rent faktisk savner noget af det, som nogle gange ellers synes at være en umistelig og integreret del af ens hverdag...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er lidt det ... At det har været så integreret, at det kommer lidt bag på en, at det ikke var for evigt ...

      Slet
  2. Åh nej. Sådanne sandkager feder ellers ikke ;-) hvilket er vidunderfuldt. Ikke desto mindre ... så er jeg hende moaren, der har det så fint med at banditterne vokser fra de der ting - og ikke savner dem. Men derfor kan jeg alligevel godt følge dig. Nogle ting behøver de dog ikke vokse fra, såsom at bamse-kramme og holde i hånd. (Men det gør de nok også på et tidspunkt - de feder ellers heller ikke).

    SvarSlet
    Svar
    1. De feder slet ikke nej, heller ikke selv om man helst skal spise op ;-) Ja, første gang man ikke må holde i hånd på åben gade er også lidt en milepæl ... Var det en fejl, at du slap min hånd eller? ;-)

      Slet
  3. Ja lige pludselig er noget slut, men så dukker noget nyt og andet op i stedet. Hver alder sin charme som man siger :) rigtig god weekend søde Lisbet. Kh Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, hver alder sin charme! Jeg kan også rigtig godt lide at have store børn. Ind i mellem kommer det bare bag på en, at det er der, man er nået til. Hvis jeg havde vidst, at den sidste kage var den sidste kage, ville jeg havde nydt den lidt ekstra :-) Tak i lige måde søde Birgitte!

      Slet
  4. Kære Lisbeth
    Sikke et dejligt foto af din søde datter.
    Ja, sandkager og alle forgængligheder giver stor lykke og stor smerte. Jeg synes, jeg læser om emnet på forskellige måder rundt omkring på blogge for tiden.
    Jeg ved godt, det ikke er det dit indlæg handler om, men kender du til det at være sandplay - terapeut? Jeg lærte først om uddannelsen for ikke så længe siden. Og fordi du har læst psykologi - tænker jeg det kunne have din interesse?
    Alle bedste ønsker og hilsner sender jeg dig og din familie, kære Lisbeth.
    Fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila
      Jeg har tænkt på dig. Dejligt at høre fra dig :-) Åh ja, forgængelighed. Det er jo vilkårene. Nogle gange ser man det ske og kan følge med i processen. Andre gange, som her, kommer det lidt bag på en ;-) men heldigvis som Birgitte skriver bliver det erstattet af noget andet.

      Ja tak, jeg ved godt, at det findes. Det giver god nok mening synes jeg, at det kan være brugbart. Man kan selv få helt lyst til at lege ved synet af alle de små figurer!

      Jeg håber, at du har det godt Laila og at det går fremad med din sag. Ved det ikke er en selvfølge.
      Stort kram Lisbet

      Slet
    2. Hej igen Lisbet

      Tak for dine ord og dine tanker.
      Jeg kan godt forstå din følelse af at det kan komme lidt bag på dig. Jeg oplever, at efter jeg er blevet syg, er jeg blevet meget mere sårbar overfor bevægelser i livet, som jeg førhen bare fulgte (er min erindring nu med al den upræcision der ligger i sådan noget som erindring). Måske er det fordi man som syg generelt bare er mere sårbar, tænker jeg. Jeg oplever, at forsvar jeg ikke vidste jeg havde, er forsvundet. Og måske er det fordi man én gang har tabt - så voldsomt meget - at, afhængig af proportionerne selvfølgelig, så vækkes det sår hurtigt igen.
      Og jeg tror også, det gælder for alle voksne mennesker, der er raske. Livet i sig selv, gør én mere hudløs og sårbar med alderen. Og lige så stærk. Som fx det at blive forældre, tænker jeg på. Og som jeg jo slet ikke ved, hvordan er.

      Med min sag går det ikke fremad, Lisbet. Det kommer det ikke til, tværtimod, før der sker noget andet, politisk.

      Min mor har været offer i en stor trafikulykke for ikke så længe siden. Derfor har jeg været væk, herfra også. Hun er heldigvis fit for fight, igen. Utroligt. Jeg beundrer hende. Og er utrolig taknemmelig og lykkelig for, hun er her på jorden, endnu.

      Ikke flere ord. Må snart hvile.
      Jeg sender dig mine varmeste tanker. Og jeg håber, du har det bedre, Lisbet? Du er sej. Husk det nu: )

      Kærlige klem fra Laila




      Slet
    3. Kære Laila, så er jeg her :-) Ja, sårbarhed er i høj grad blevet et livsvilkår, men også styrke ... Tror du har ret i begge dele: både at det gør noget ved en at blive knust så grundigt, men også at det, til dels, er et grundvilkår for alle voksne. Det med sandkagerne er jo bare sød nostalgi og en påmindelse om, at livet går!

      Det gør mig ondt med din mor. Godt at hun er "klar" igen! og også med din sag ... Ved hvor utrolig meget det dræner, ikke mindst uvisheden - og afmagten.

      Stort kram til dig Laila. Ønsker for dig, at der må være mange gode stunder i din sommer <3

      Slet
  5. ja, vores er vokset fra sandkage-bagningen:) Det er nu en af de ting jeg ikke savner. For de spildte altid sand på mig og jeg er ikke fan af sand:o) Men der er mange andre ting jeg helst ser ungerne ikke vokser fra:/ Og så er ligevel for så er der jo andet de gør/kan i stedet:o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er nogle lidt messy kager, især hvis der også er jord og masser af vand og andre gode sager i :-) Jeg forsøger at sige "lige nu og her" til mig selv om de ting, jeg ved jeg vil savne i fremtiden. Nyde dem, mens de er! Ja, det er godt, at det er sandt med hver alder sin charme!

      Slet
  6. Sjovt som dette indlæg mere minder mig om min egen barndom end da ungerne var små. (De er nu 37 og 32 år) jeg selv har bagt tusindvis af sandkager alle vegne. Alting har sin tid, men heldigvis kommer meget som kys, knus og fortrolige samtaler tilbage, når ungerne har prøvet at undvige, de der pinlige forældre en rum tid, men nok næppe sandkagebagningen. Det bliver i stedet rigtigt bagværk og det er jo heller ikke så tosset.
    Dit sidste indlæg fik jeg først kommenteret i morges. Jeg er sikker på, at trofaste læsere bliver hængende, uanset hvad du vil dele med os.

    SvarSlet
    Svar
    1. Store børn :-)))) Ja, sandkage-kunsten forfines jo med alderen, hvis det er noget, man hygger sig med, hvilket du må have gjort og mine børn lige så :-) og ja rigtige kager er et godt bytte for sandkager, hver sin charme!

      Jeg har ikke nogle meget store hemmelige betroelser i ærmet. Det var mere følelsen af, at mange af de ting, jeg har haft lyst til at skrive om på det sidste, var i den mere dybe og alvorlige genre og at de alle tog udgangspunkt i noget negativt/smertefuldt/meget usædvanligt og det var jeg i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig til. Så jeg er glad for, at jeg skrev - og dermed fik al jeres gode feedback!

      Jeg håber, at du må få en god sommer Pia - på trods af udfordringerne med din mor. KH Lisbet

      Slet
  7. Hvor har du ret, lige pludselig er børnene vokset fra ting. Forleden nat vågnede jeg ved, at jeg var ved at falde ud af sengen, fordi et sygt barn havde meget stor trang til at mærke sin mor, tæt! Der i mørket var jeg en smule frustreret over hun var syg i ferien, men også over at jeg ikke bare kunne sove, nu jeg var så håbløst træt. Så var det jeg kom i tanke om de 3 børn jeg har, som ikke længere vil sove i sengen hos os. Jeg puttede mig ekstra meget ind til hende og snusede hende ind til mig. Hvad andet var der at gøre - lige pludselig vil hun ikke ind til os og putte mere... Så kan godt forstå du blev nostalgisk over sandkagerne <3
    kærlig hilsen Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er en super-putter, så jeg forstår dig så godt på det punkt. Jeg elsker at putte og kramme og får heldigvis stadig lov, men må glæde mig over, at Jan godt gider, når der ikke er andre i den alder ;-) Meen det ændrer selvfølgelig ikke ved, at nogle ting har et mere idyllisk skær, når man kigger tilbage på dem, end når man står i dem - så som syge børn om natten <3

      Slet
  8. <3 Rørende indlæg, Lisbet - selvom min søn "kun" snart bliver 4 år, ak ja, så er der allerede mange små ting og rutiner, som med tiden bare er forsvundet - sluttet - færdige... Jeg bliver ret tit meget nostalgisk trods hans unge alder. Synes det går SÅ stærkt - og jeg elsker bare at være mor :-)))))))

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din hilsen Lilly. Det er fantastisk at være mor :-))))))

      KH Lisbet

      Slet