onsdag den 18. januar 2017

Livet uden facebook

Man kan sige meget om facebook, men når man er færdig med at sige alt det, syntes jeg alligevel i lang tid, at facebook gav mening. Det var hyggeligt ind imellem at lægge et billede eller en lille anekdote op, hyggeligt at småsludre med nære og fjerne og hyggeligt at følge lidt med hos familie og venner. Men facebook ændrede sig og mit liv ændrede sig og i et års tid, tror jeg, syntes jeg primært, at det var kedeligt og rodet. Jeg stoppede med selv at dele ting og næsten også med at kommentere.

Jeg holdt lange pauser og overvejede jævnligt at slette min profil. Det virkede bare som en meget drastisk ting at gøre. Begreberne FOMO (fear of missing out) og JOMO (joy of missing out) er nogle gode og beskrivende begreber, synes jeg. Især det første giver meget mening i forhold til facebook. Jeg vidste jo godt, at menneskene i mit liv ville blive ved at dele. Den eneste forskel ville være, at jeg ikke længere så det. "Alle" er på facebook. Det er en meget stor klub at melde sig ud af!

To ting endte med at afgøre det. For det første gjorde facebook mig ked af det. Når man (som jeg) ikke kan foretage sig hverken vilde eller ikke vilde ting med sin familie, og sorgen over det er meget nærværende, er facebook virkelig ikke stedet at hænge ud!
Derudover begyndte jeg at lægge mærke til, at facebook distancerede mig fra andre, istedet for at jeg følte mig tættere på dem. Også mennesker, jeg virkelig holder af. Det var jo helt skørt. Jeg ved ikke helt hvorfor, men måske var det, fordi jeg ikke længere involverede mig aktivt, at jeg oplevede den distance.

I begyndelsen af september sidste år trak jeg vejret dybt og slettede min profil. Kun to gange i løbet af de fire-fem måneder siden da har jeg savnet facebook: morgenen efter det amerikanske præsidentvalg, hvor jeg var alene hjemme og havde lyst til at spejle mit eget "what!!?" i det "WHAT!!????" jeg godt kunne gætte var på facebook og så lidt i sidste uge på min fødselsdag. Der var mere stille uden de mange små facebook hilsner, der ellers tikker ind på sådan en dag! :o)

Langt hovedparten af tiden har jeg glemt, at facebook overhovedet eksisterer. Det er ikke noget savn, men hvis jeg giver mig til at tænke over, at jeg går glip af de små glimt af mine næres liv, synes jeg, det er ærgerligt. I praksis synes jeg bare ikke rigtig, at det var det værd.

En god ting er, at det er meget tydeligt, at jeg ikke ved noget om mine venners liv - medmindre jeg spørger dem. Det gør man heller ikke (ikke rigtigt), hvis man ser deres opdateringer, men det er lettere at glemme. Nu er der "kun" den direkte kommunikation, hvilket jo så langt er den mest virkelige og interessante :-)

Jeg tænker ikke, at jeg helt sikkert aldrig vender tilbage, men indtil videre trives jeg godt i facebook frit land!


PS: bloggen har stadig en lille facebook side lige her :-)
PPS: der kommer nogle fotos igen på et tidspunkt. Jeg skal bare lige i gang igen.





20 kommentarer:

  1. Godt gået! For mig at se har du ret i alt det, du skriver - jeg genkender til fulde alle de tanker og følelser du skitserer er forbundet med at være 'derinde'. Jeg gør mig stadig overvejelser om hvorvidt jeg hører til i 'den store klub', måske jeg en dag gør som dig!
    Tak for et dejligt indlæg! ❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er nok rigtig mange, der har et ambivalent forhold til facebook! Jeg kunne bare mærke, at det tippede for meget til den negative side. Velbekomme 😊❤

      Slet
  2. Jeg synes, du er sej. Jeg lider en smule af FOMO, men egentlig bruger jeg mest FB til at ønske mine venner tillykke med fødselsdagen. Jeg har desuden ikke app'en åben på mobilen, så der kommer heller ikke notifikationer til mig (de er også slået fra). Ellers tror jeg, at jeg ville bruge uforholdsmæssig meget tid på ingenting på FB. Og det gider jeg bare ikke...
    Jeg har nogle grupper derinde, som jeg nødig vil undvære, men jeg indrømmer at tanken om at deaktivere min konto tit og ofte spøger.
    Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Det skøre er, at nu mens jeg har skrevet indlægget bliver jeg pludselig ramt af FOMO og tænker, om jeg har været FOR sej! Men altså, jeg ville jo vende tilbage til det samme som jeg var træt af, så alt er vist som det skal være 😊
      Jeg kan godt forstå det med grupperne. Jeg er stadig på messenger. Der kan man jo også have grupper.
      Jeg synes, det var en meget større ting at slette det, end det har været at undvære det ❤
      Kh Lisbet

      Slet
  3. Jeg gjorde som du, for snart mange år siden. Meldte mig ud af klubben. Trykkede på slet. Og sådan har det været siden. Jeg må indrømme at jeg går glip af en del. En hel del faktisk. For eksempel var der pludselig en masse snak om noget i Yngstebarnets klasse, som kun jeg ikke vidste noget om. Det viser sig at klassens forældre har en FB-gruppe, som jeg ikke en gang vidste eksisterede. Og sådan er det også med mange at børnenes fritidsaktiviteter: "vi melder det ud på FB-gruppen". På dén måde er mangelende FB-lyst blevet til et FB-behov som jeg ellers gerne var foruden. Og det irriterer mig (sagt med barnlig grynte-agtig lyd og smil i øjnene). Så nu har jeg en skygge-profil (sådan en no-name som ingen kender, og som kun bruges til at orientere mig - hvilket jeg så glemmer at gøre). Tsk tsk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan godt huske, at du har nævnt, at du ikke var på facebook. Jeg var også betænkelig ved det du nævner, men indtil videre synes jeg faktisk at det går fint med en kombination af, at børnenes ting er åbne grupper, som jeg godt kan gå ind på alligevel og så at Jan nogle gange videresender invitationer eller lignende. Så det er selvfølgelig en buffer, at Jan stadig har en profil selvom han ikke bruger den vildt meget. Ellers lyder det andet smart, hvis man husker at tjekke den :-) Jeg kan også godt mærke, at det bare føles langt væk nu.

      Slet
  4. Jeg har aldrig været på facebook af den simple grund, at jeg aldrig har følt et behov for at være der. Jeg kan jo kun bruge min tid en gang, så jeg prioriterer. Det kan jeg så forstå, at du også har gjort. Det er dejligt, at du har overskud til din blog. Jeg følger dig og glæder mig til, at du får gang i fotoudstyret igen.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes også at at blogge og blogs er en bedre prioritering :-) Facebook er utrolig overfladisk og "hurtigt". Jeg kan godt lide, at der er plads til mange flere nuancer og en sammenhængende fortælling, uanset om man skriver om sig selv eller primært om et emne. Tak fordi du følger mig Elna. Det glæder mig. Jeg synes, det er lidt en overvindelse at få startet op med at fotografere igen. Primært processen fra billedet er taget, til det lander på bloggen, men jeg skal nok nå dertil!

      Kh Lisbet

      Slet
  5. Dine tanker om Facebook, kan jeg virkelig nikke genkendende til. Faktisk fik jeg først selv en profil på Facebook i 2015, og jeg var egentlig ikke begejstret. Facebook er absolut ikke det medie jeg bruger mest, tværtimod. Synes det både er ok, irriterende og alt der ind i mellem.
    Det gode er grupperne, hvor man lynhurtigt kan meningsudveksle, det synes jeg er genialt. Alle de personlige opdateringer vil jeg så meget hellere have over en kop kaffe.
    For nærheden er altså det bedste :-) synes jeg.
    KH RIkke

    SvarSlet
    Svar
    1. Facebook var mere personligt og nært tidligere, synes jeg. Nu synes jeg mest, det er en endeløs strøm af alt muligt, der glider forbi ens øjne. Men det er rigtigt. Grupperne er en anden måde at bruge det på, som er mere specifik og mindre rodebutiks-agtig!
      Enig :-)

      KH Lisbet

      Slet
  6. Søde Lisbeth. Jeg sender dig et stort kram! Jeg har svære hjernedage, så jeg kan ikke skrive så uddybende en kommentar. Men jeg tror, jeg forstår din oplevelse af facebook. Selvom jeg aldrig har været på det projekt. Og nogle af mine grunde til det, er dem du nævner. Men du har prøvet det, og det er noget andet. Og du er supergod til at beskrive det.
    Jeg har en blog for familie og venner i stedet for.
    Og en veninde, som er forsker i medier, som har påvirket min tænkning omkring det. Hun er heller ikke på facebook, og ejer ikke engang en mobil.
    Nu blev mine ord alligevel mange, hav en dejlig weekend, hvor du er. Sammen med din dejlige familie.
    Knus herfra: )

    SvarSlet
    Svar
    1. Dumme hjerner!! Suk, håber det går lidt bedre i dag. Tak for din kommentar Laila <3 Det lyder som en rigtig god ide med en privat blog. Hvis du har overskud til det på et tidspunkt, kunne det være interessant at høre lidt om, hvad din veninde siger?
      Knus Lisbet

      Slet
    2. Ja, tossede hjerner; ) Jeg prøver lidt igen. Tak for dit knus: ) Jeg kan desværre ikke videregive, hvad min veninde siger, eftersom det er flere år siden, vi sidst snakkede om hendes arbejde. Hun bor i Berlin, men det er hende jeg ser mest af mine veninder. Når hun kommer, kan jeg - nu - kun ses 1-2 timer, så har jeg ikke mere overskud i min hjerne, og derfor snakker vi hver gang om det vigtige, det nære.
      Derudover er hun som fra en anden planet, et dybt kærligt og sjovt menneske og et geni, egentligt. Og det er jeg ikke, så mange, mange af hendes projekter, er der store dele af, jeg ikke forstår.
      Hun var på et tidspunkt dybt bedrøvet og desillusioneret over den manglende viden, hun oplevede hos lærere i skolen, blandt forældre - og også i hendes egen familie, og det gik på et computerspil, som er særdeles voldeligt og meget skadeligt for børn, og det lå under juletræet et år landet over i massevis. Og blev spillet rundt omkring på skoler.
      Da jeg i 00´erne gik på seminariet blev vi undervist - som den eneste klasse - dybdegående i medie etik - og jeg elskede det. Men jeg har glemt alt.
      Men Zygmunt Bauman har jeg senere genlæst, jeg kan anbefale ham. Han er jo vældig kritisk mod sociale medier, og det kan være krast at læse, når man selv er i en situation, hvor de betyder noget for én. Men det er godt at gå i læsedialog med ham - og helt vildt vigtigt med kritiske analyser, både for os, vores børn, for nutiden og fremtiden.
      Håber, du måske kan bruge noget af det, jeg har skrevet? Eller måske kom jeg på afveje; ): )
      Uanset: Jeg sender dig et stort kram, Lisbeth, gennem den virtuelle verden.


      Slet
    3. Tak fordi du fortæller :-)
      Kærlig hilsen Lisbet

      Slet
  7. Nogle gange føler jeg at verden presser os til at have fb, hvis man vil deltage i debat m.m. Når skolen (også uofficielt) irreterer mig, brug dog intranettet, de fleste skoler har det. Eller når dr siger følg debat på fb, det ikke god publicservice.
    det værste er dog når jeg nærmest afkræves en forklaring på hvorfor ikke fb... eller folk siger skriv lige på fb.. hvorfor dur email ikke?
    samtidig vil jeg gerne den nemme kontakt med nogle geografisk fjerne venner... eller til bloggen... hvordan kan du have fb til bloggen og ikke privat?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja der er helt sikkert meget, der er samlet på facebook. Det er der jo også noget smart i - medmindre man gerne vil være fri. Vores ene datter går på en Steiner skole. De kører med mail og sms. Den andens skole med forældreintra.
      Du har helt ret med hensyn til bloggen! Man skal have en profil. Det kunne helt sikkert gøres smartere (oprette ny profil, overføre administrator), men min tålmodighed med tekniske ting er tæt på nul, så jeg beholdt bare min profil og slettede alle mine venner. Same same :o)

      Tak for din kommentar :-)

      Slet
    2. Ah sådan....tak
      jamen jeg tøffe lidt rundt blogland det så hyggeligt... så du velkommen
      tror bare jeg vil fortsætte med at andre kan dele mine opslag på fb... skulle de ønske

      Slet
    3. Ja, det er nemlig hyggeligt :) Håber du får en god dag.

      Slet
  8. Hej Lisbet!
    Flere af dine tanker omkring FB er vældig genkendelige, og befriende at læse, og får trang til at lufte egne tanker omkring det:-)
    I 2011 meldte jeg mig helt ud af FB, den eneste måde at frigøre min energi på, på det tidspunkt, var helt at slippe.
    Sidste forår meldte jeg min ind igen, med en anonym privat profil og en FB side for bloggen. Den eneste grund til jeg meldte mig ind, var at jeg havde fået tudet ørerne fulde at det var vejen frem hvis man ville sælge, og drive forretning. Jeg var lidt bævende ved min indmeldelse, men hvor blev jeg glad da jeg så kusiner og fætre og gamle slægtninge syntes godt om og kommentere på det jeg lagde ud. Ja følte længslen efter at kommentere hos dem også, og opgav anonymiteten.
    Min erfaring pt er at jeg ikke er aggressiv som sælger eller til at ligge ting ud. Må erkende at jeg ikke vil bruge tiden ved pcen til den slags, så hellere være tilstede her irl og på bloggen.
    Yderligere oplever jeg at min startside er fyldt med reklamer, og gengangere i rå mængder, og det giver mig ikke den der gode følelse af nærvær. Jeg melder mig dog ikke ud af FB pt, men skære ned til næsten kun at bruge siden til bloggen.
    Ha en skøn skøn dag
    Milde solskindshilsner Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anette!
      Tak fordi du gider at fortælle :-) Jeg synes lige præcis, du har ret i det, at selvom mennesker man holder af deler af sit liv, mangler følelsen af nærvær, fordi det er blandet sammen med så meget andet rod.
      Ingen sol her i dag, men en kærlig hilsen :-)

      Slet