fredag den 3. marts 2017

Om at gøre det man har behov for








Jeg har lyst til at skrive lidt om at gøre det, der er nødvendigt. Træffe de beslutninger man har brug for at træffe. Møde de behov man har (hvis man kan) helt uafhængigt af, om det er et behov andre også har. Uafhængigt af om det giver mening i andres øjne eller nærmere virker som fuldstændigt overkill.

Da vi i efteråret indhentede tilbud ved forskellige anneks-firmaer, var der en sælger, der skrev en intern kommentar i en mail, som han ved en fejl medsendte til os. Der stod: "det var vist lettere for dem at blive skilt J". Det var selvfølgelig en latterlig og sårende kommentar, men det siger også noget om, at de bevæggrunde, der lå bag vores anneksprojekt ikke var nogle, han mødte ofte.

Processen fra sidste sommer til sidste håndværker ( i denne omgang) gik hjem i går (!) har været alt for lang og alt for hård - for mig. Men det har dog også været mega tilfredsstillende at kunne HANDLE. At kunne gøre noget.

Hvis der er en følelse, jeg er kommet til at hade gennem livet er det afmagt! Følelsen af, at det her går ikke. Det fungerer ikke. Jeg kan ikke. Jeg bliver syg af det her, men der er intet, jeg kan gøre ved det. Den situation har jeg stået i så uendeligt mange gange, at jeg kan genkalde mig følelsen på et splitsekund. Afmagt. Der er ikke meget, der er værre at ligge vågen om natten på grund af. Ikke meget det er værre at føle sig lammet på grund af.

Der er masser af situationer i livet, hvor der ikke er noget at gøre. Der er meget, der er uden for vores kontrol. Desværre! men nogle gange kan man måske gøre noget. Noget der bare ikke er faldet en ind før. En ide man endnu ikke har fået.

Problemet med gode ideer er jo, at man ikke har nogen som helst glæde af dem, før man har fået dem! Derfor har jeg tænkt mig at skrive nogle meget konkrete ting her. Jeg ved, at nogle af jer, der læser med, selv er syge på forskellig vis, så nogen kan måske bruge det direkte. Ellers kan det måske starte en associationsrække et helt andet sted hen :)

Tre ting jeg ikke havde tænkt på for et år siden:

1. Jeg har fået nogle rigtig lækre høretelefoner, som udover at svøbe mine ører i det lækreste bløde, bløde læder er støjreducerende. De er gode at hive frem ved koncentreret støj i kortere perioder. Der er en modlyd i dem, som for mig lyder rigtig meget som stille regn. Mine hedder "Quiet comfort 35" fra Bose. Ingen spons. Bare for at være konkret.

2.  Nogen foreslog sidste år lydisolering af et værelse. Det har vi aldrig tænkt på før, men det er en rigtig god ide, for hele vores hus er meget lydt. Var vi ikke gået efter annekset,  havde vi helt sikkert satset på det. Et skønnet tilbud på vores ret lille soveværelse var 10.000-15.000 kr.

3. Annekset. Gid vi havde tænkt på det noget før. I den sammenhæng skræddersyede løsninger:
a) Annekset er forholdsvist aflangt (8 m)  fordi jeg har brug for at kunne gå rundt. Kan jeg ikke bevæge mig, kan jeg ikke holde mine smerter nede.

b) Jeg er overfølsom overfor lys og har derfor brug for at kunne skifte mellem lys og mørke. Derfor bliver "hvile-hjørnet" afskærmet af et forhæng på tværs af rummet (i noget smukt velourstof :)) der kan trækkes til og fra.

c) Når jeg har brug for at restituere, betyder det rigtig meget, at det er sammenhængende tid uden afbrydelser. Ikke mange små pauser afbrudt af interaktion. Derfor er det rigtig godt, at der er badeværelse og tekøkken - med lydsvagt køleskab naturligvis ;) så jeg kan tusse rundt i fred uden at skulle forholde mig til, hvad der nu måtte foregå i resten af huset.

Kronisk sygdom og god økonomi følges som bekendt ikke ad. Derfor var vi fra starten indstillet på, at hvis vi skulle hæve hele Jans pension for at financere projektet, så måtte det være sådan. Ikke fordi vi er hverken dumme eller uansvarlige med penge, men fordi vi vidste, at vi var nødt til at gøre noget. Lige nu, mens vores børn bor hjemme. Det blev ikke nødvendigt heldigvis, men der var også noget tilfredsstillende i at beslutte: vi gør det her, uanset hvad, fordi vi ved, at det er den rigtige beslutning for vores familie.    

Vores tiltag her kommer ikke til at gøre mig rask. Det kommer ikke til grundlæggende at forandre noget, men det kommer til at give os et bedre udgangspunkt for livet. Vores liv med de udfordringer vi har og det kommer til at mindske mængden af afmagt og det er en virkelig, virkelig god ting!


PS I får lige lidt flere billeder, bare fordi jeg elsker kombinationen af sollys, sidste års forfald og nyt liv på vej <3 







God weekend :-)


24 kommentarer:

  1. Smukke, smukke billeder! ❤️ - gys for en kommentar på den mailtråd! Håber virkelig I valgte et andet firma!... Der lyder som et godt annex, du har fået dig, jeg håber du bliver glad for det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak ❤ Vi valgte ikke dem, af andre årsager, men det nedsatte da lysten til at handle med dem kraftigt!
      Tak. Det tror jeg! Jeg har i hvert fald følelsen af, at nu har vi skabt rammerne så godt vi kunne. Nu skal vi bare finde ud af, hvordan vi bruger dem bedst!

      Rigtig god weekend Maude ❤

      Slet
  2. Dine billeder er så livsbekræftende. De skønne løgvækster viser en vilje til at bryde frem af den vinterkolde jord og vise deres glæde over solens varme stråler. Jeg tror, vi kan lære noget af dem.
    Også god weekend til dig!

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja jeg synes også livsbekræftende er det helt rigtige ord i den her fase, hvor kontrasten mellem vinter og det nye spæde liv er så stor. Liv og håb :)
      Tak Elna!

      Slet
  3. Jeg holder virkelig af din måde at skrive om de livs erfaringer du gør dig. Du formår altid at få smerten bekskrevet så der stadig er et lys forude. Jeg håber det netop er din grundfølelse, at der virkelig er lys forude... under alle omstændigheder tager jeg altid hatten af for folk, der er villige til at gå hele vejen, for at ændre udgangspunktet, som du så smukt skriver.
    Rigtig fod weekend, jeg håber det må blive weekend med en masse forår.
    Kærlig hilsen
    Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for din kommentar Rikke. Den blev jeg glad for ❤ Jeg blogger nok kun, når der er et element af håb ;) uden at det er nogen bevidst beslutning.
      Jeg ved den tankegang ligger dig nær ❤ Der er styrke og tilfredsstillelse i at vide, at man i hvert fald har gjort hvad man kunne!

      Tak i lige måde!

      Slet
  4. Og tak for de smukke billeder. Her har vi (også) mantraet: Aldrig penge over trivsel! Så vores pension står sådan set også for skud, hvis behovet opstår ;-) Jeg glæder mig over at I er så gode sammen - og for hinanden ♡

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt mantra I har! Det er også det vi tænker. Især hvis det er trivsel her og nu mod penge om 20 år, hvor vi kun er os to gamle!
      Tak /KS ❤ Du har heldigvis helt ret. Vi er gode sammen og for hinanden!

      Slet
  5. SÅ smukke billeder altså... og på sin vis også et smukt indlæg (igen) Lisbet. Jeg er så glad for, at I tager 'jer' alvorligt og du handler. Det er hele familien best tjent med. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Birgitte. Tak for din opmuntrende kommentar! (igen) Jeg blev også virkelig glad, da det gik op for mig, at der faktisk var noget vi kunne gøre! Kh Lisbet

      Slet
  6. Dejlige billeder
    skønt med ideer til ting man kan gøre.
    hader også selv følelsen af afmagt, og den har man ofte ved kronisk sygdom.
    er glad for jeg tog chancen med både at flytte fra byen og få hund.
    den kommentar fra en håndværker, bare uforskammet, ved godt han ikke ville sige det til jer, men stadig, den manglende forståelse ville få mig til at genoverveje stedet at handle.
    Håber anket giver jer god glæde, tror det en genial løsning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Ja den afmagt kan virkelig være svært at slippe uden om. Det er SÅ skønt at dine chancer viste sig at være en god ide, ikke mindst med Zorro :)
      Tak, det tror jeg det kommer til. Efter alt tumulten er der endelig ved at falde lidt ro over tingene nu, så vi kan komme igang med at bruge det!
      Ha en rigtig god weekend Anette

      Slet
  7. Fantastisk smukke modlys billeder - virkelig livsbekræftende!
    Og smukt indlæg til eftertænksomhed, dejlig blog du har :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for det hele :) Jeg synes meget ofte blomster er smukke i modlys :)

      Slet
  8. Eventyrlige billeder, Lisbet! Du har altså vild sans for skønhed. På mig virker dine fotos healende. Jeg får det bedre af at se på dem. Så tak, kære du.
    Du må udgive dem en dag, hvis du føler for det?
    Og alle dine gode ord.
    Tak for råd, de lyder dejlige (nødvendige) for dig.
    Jeg har selv erfaring med høretelefoner. Dog kom jeg til at overbruge dem pga - en lang historie som ikke kan forklares her - og endte med at få tinnitus i et år. Så gik det - lykkeligvis - væk. Et er støj udefra - det er helt vanvittigt når støjen kommer indefra. Når man også er syg i forvejen. Puh ha. Skriver det, fordi det netop er som du skriver og gør - at bruge dem i korte intervaller med heftig støj, eller bare fordi man har brug for det.
    Mange varme hilsner herfra, til dig.


    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen Altså Laila. Sikke nogle komplimenter. Tak, det glæder mig at høre :)
      Ja åh nej! .... det lyder virkelig ikke godt med Tinnitus. Godt du fortæller det. Var det fordi der var modlyd i? Selvom lyden er svag og behagelig kan jeg kun bruge dem i korte perioder. Men de er gode at have til det formål - for mig.
      Ha en rigtig dejlig weekend Laila. Håber at ting går fremad og ligger sig til rette for dig <3 Stor kærlig hilsen fra Lisbet

      Slet
  9. Nej, jeg oplevede ikke modlyd i mine. Jeg er glad for at høre, du har det sådan, du kun kan bruge dem i kortere perioder. Og vi mennesker er jo også forskellige. Det er forskelligt, hvad der trigger os. Kommer til at tænke på, hvad arbejds mænd og kvinder gør, som skal bruge dem over længere stræk?
    Der ud over: Tinnitus er i flg konventionel behandling ikke helbredeligt, jeg har hørt om mennesker som er blevet helbredt via alternativ behandling, jeg nåede aldrig til diagnose og behandling, så spørgsmålet er, om det var det, jeg havde. Men i hvert fald. Høje hyletoner og brusen i ørerne.
    Tak for din store kærlige hilsen. Jeg sender ditto, en stor varm retur.
    God weekend: )


    SvarSlet
  10. Sikke dejlige forårs billeder - du har godt nok fanget lyset helt fantastisk (: Det vejr gør meget ved humøret.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. :) Ja det er virkelig, virkelig dejligt med solskin og forår i luften!
      God søndag :)

      Slet
  11. Ja, her er det også vigtigt vi har det godt, at alt fungere og sådan:) derfor har jeg også endelig taget mig sammen til ordentlige dropfods skinner og en badestol. Små ting for kommunen - store ting for os/ mig:) glæder mig til at se Annekset sådan rigtigt, hvis du viser det frem:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette.
      Godt at du tager imod hvad der er af hjælpemidler! Det har jeg selv været virkelig dårlig til. Noget med selvbillede osv. men det er jo virkelig dumt, hvis det kan aflaste og hjælpe.
      Ja, det kan sagtens være, at jeg gør det :)

      Slet
  12. åh ja- at komme fra at gruble over problemer til at nå frem til mulighederne som man af og til har for at forandre noget- der er langt- og så igen derfra til at gennemføre det- nogle gange er det så energikrævende skridt at man opgiver på forhånd... så derfro ekstra rart at høre at annekset er noget af det der bliver til virkelighed for dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, du har ret. Det er en virkelig god beskrivelse, for det er/kan virkelig være nogle lange krævende processer. Hvis jeg havde vidst, det her ville ende med at tage et halvt år og hvad det ville indebære, ville jeg have sagt, at det var umuligt!

      Slet