torsdag den 24. august 2017

Børn er nogle, vi låner ...

 
Sensommer <3


Jeg husker ikke præcist, hvor gammel hun var. 7 år måske? I hvert fald sagde Isabella på et tidspunkt, at hun syntes, hendes veninde havde sådan noget pænt tøj. Jeg var meget uenig og protesterede overrasket, at hendes eget da var meget pænere! Min lille datter kiggede roligt på mig og sagde "det er da klart, at du synes det, når nu det er dig, der har valgt det hele..."

Da Alberte nåede nogenlunde samme alder, spurgte hun pludselig en dag, om det var fordi, jeg selv var så glad for blomster, at jeg valgte så meget blomstret tøj til hende?

Min oplevelse var, at de selv var med til at bestemme og at jeg tog hensyn til, hvad de kunne lide ;) men i begge tilfælde var det under alle omstændigheder der, jeg forstod, at det fra nu af var helt og aldeles ligegyldigt, at moderen her havde en forkærlighed for klassisk børnetøj med liberty-mønstre. Ligegyldigt fordi mine børn var i fuld gang med at blive deres egne.

"Børn er nogle, vi låner, indtil de lige pludselig en dag er blevet deres egne". Sætningen faldt jeg over her. Jeg synes, at den er smuk.

Ud af årets 365 dage har vores to dejlige børn fødselsdag to på hinanden følgende dage i juli. I år blev de 14 år og 10 år og jeg kan mærke, at det synker til bunds i mig, at det fra nu er helt slut med små børn. Jeg har ellers i meget lang tid haft held med at bilde mig selv ind, at Alberte stadig var en lille smule lille, men nu hvor hun er fyldt rundt, er det slut med den illusion :)

Hvis jeg giver mig til at tænke over det, er det da lidt vemodigt og mærkeligt, men det passer mig nu godt. Det føles naturligt, at det er her, vi er nu. En familie med store børn!

Liberty-kjolerne, det særligt lækre trælegetøj og de andre ting, jeg måske allermest købte til mig selv, gemmer jeg og satser på at få brug for en anden god gang ;)


PS: indlægget her skrev jeg i hovedet i starten af ugen. Tirsdag aften læste jeg så, at Mette er død. 41 år gammel vist nok og med to børn. Jeg har tænkt rigtig meget på Mette de seneste dage og nu føles det lidt ubarmhjertigt at skrive om børn (eller om noget som helst andet), nu hvor hendes børn og mand lige har mistet hende. Det er en barsk ting generelt, at nogens liv går helt i stykker og for os andre går det bare videre.   



10 kommentarer:

  1. Tillykke med dine børn. Mine er nu 16 og 12 år og absolut kun til låns, når de selv har lyst ;-) de er godt i gang med at løsrive sig fra mig. Det føles godt og underligt på samme tid. Min yngste var dog 2 år, da han begyndte at selv ville bestemme tøj. Han har altid været et meget stålfast barn, hahaha...
    Kh. Birgitte

    PS. Jeg tror, Mette ville have at vi skulle gå videre med liv og blog, så jeg synes ikke at dit indlæg er upassende (eller andet).

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :) Ja forstår godt det (blandt andet) er underligt! Det er også meget muligt, jeg synes det går for hurtigt om et par år.
      2 år :) meeen jeg var nu heller ikke enevældig på det punkt, indtil de var 7 år, selvom de fik det til at lyde sådan ;)

      Ja, det er bare meget mærkeligt <3

      Slet
  2. Mette ville ha' ELSKET dit indlæg!
    Jeg har et citat liggende i min kalender (jep, jeg kører papirversionen), som minder meget om dit: "Når biblioteket kalder en bog tilbage, må vi aflevere den, og sådan er det også med vores børn - vi har dem kun til låns". (Citat efter Winnie Haarløv, som er psykoterapeut).
    Dejligt indlæg! ❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 <3 <3

      Ja det er meget det samme. Det er spændende, hvor nemt eller svært det bliver at give slip på dem! Umiddelbart nok sværere end at aflevere en bog tilbage til biblioteket ;) og tak <3

      Slet
  3. Åh gud, hvor er jeg berørt, er Mette virkelig død ? Det kan jeg slet ikke forstå. Det er jo helt ubegribeligt. Og hendes børn, nu. Og mand. Hvor er det smerteligt. Hun var sådan et lys, synes jeg, altid så glad. Det her livs veje, forstår jeg ikke, lige nu.

    Tillykke med dine piger, Lisbet, og ja, jeg kommer til at tænke på Kahlil Gibrans smukke digt om børn, når jeg læser din tekst. Kender du det ? Så godt det føles godt for jer, at være en familie med store børn. Knus fra Laila


    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er virkelig helt ubegribeligt og forfærdeligt.

      Tak Laila. Nej, det gjorde jeg ikke, men har nu googlet det <3
      Stort Knus Lisbet

      Slet
  4. Tillykke med dine nu ikke så små piger :-) Ja, de er kun til låns, men heldigvis også til evig glæde - og evig bekymring. Sådan skal det være :-)

    Mette ville næppe ønske, at vi gik i stå med vores bloggeri, så det er fint, du skriver videre. - Og det må jeg så også gøre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Det er simpelthen så hyggeligt, at du er begyndt at være med her :) Ja evig glæde og bekymring. Til låns men også for altid vores :-)

      Ja <3

      Slet
  5. Vildt så store de bliver- men også fantastisk så meget de kan - som bl.a. vi har lært dem :-)og som de selv har suget til sig og valgt at bruge- bevidst eller ubevidst- og trygt at vide at de kan . Helt selv- hvis de skal - når de engang skal.... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Når de engang skal - om lang tid ;) men selvfølgelig gradvist hele tiden mere og mere. Det er dejligt at være vidne til!

      Slet