søndag den 24. september 2017

Det virker, så kan jeg godt stoppe ...

Jeg kan ikke tåle sukker. Der er ikke så meget at være i tvivl om desværre. Min mave gør ondt, bliver irriteret, oppustet og udspilet. Spiser jeg bare lidt sukker mange nok dage i træk, kan jeg nærmest mærke, hvordan den gærer og svamper til. Min ansigtshud bliver irriteret og prikker og få en mere rødlig ikke så flatterende farve ...

Hvis jeg holder mig fuldstændig fra sukker (og hvidt brød) i 3-4 uger, bliver min mave ikke flad men helt blød. Min mave er bare et neutralt sted på min krop, der ikke er irriteret, jeg taber mig, min hud bliver flottere. Jeg føler mig i det hele taget både meget bedre tilpas og meget mere lækker.

Det er jo simpelthen så enkelt som det kan være! .... Lad være med at spise sukker. Bortset fra at sukker smager godt, det er hyggeligt og svært at lade være.

Jeg har en del gange efterhånden holdt mig helt fra sukker en måneds tid. Jeg ved, det virker og jeg ved, at de første 3-4 dage er de sværeste at komme igennem. Derefter aftager min sukkertrang og det bliver lettere at se på (andres) sukker uden, at det behøver at have noget med mig at gøre.

Det begynder med andre ord at køre på skinner. Efter 3-4 uger er det helt tydeligt, at det virker præcis efter hensigten og det er så her, jeg begynder at tænke: "det går jo meget godt, måske skal jeg tage en pause? ... eller bløde lidt op .." Samme logik har jeg tidligere i mit liv brugt i forhold til slankekure: nu begynder det at virke, så kan jeg godt slappe lidt af.

Al erfaring viser bare, at det ikke passer! Jeg er åbenbart på nogle punkter et alt eller intet menneske. Hvis jeg har fået lidt sødt, vil jeg gerne have noget mere og nu jeg er i gang med at snyde, gælder det om at snyde igennem, inden jeg starter op igen. Hvilket jeg i øvrigt har svært ved at tage mig sammen til at gøre.

Det er også muligt, at en måned bare er blevet min mentale grænse. Det ved jeg, at jeg godt kan klare, men derefter bliver jeg så sliksulten ...  Jeg kørte super cool sukkerstop fra 1. august og en måned frem. Indtil der var kokosmakroner hos bageren (det er der ellers aldrig) og det stod klart, at skulle jeg nogensinde snyde, skulle det da være i dag. Det endte lidt gradvist i en snyde igennem periode på en uges tid, men nu har jeg kørt fuld stop igen i over en uge.

Jeg har svært ved definitivt at aftale med mig selv, at jeg aldrig i hele mit liv igen skal smage sukker, selvom fordelene er indlysende. Et helt år uden sukker lyder (på en måde!!) lidt fristende, fordi det kunne være interessant at se, hvor godt jeg ville få det på den tid. Men det er godt nok lang tid... Lige nu tror jeg måske, jeg kører med 1 måned uden sukker, 1 uge med. Spørgsmålet er så bare, om jeg kan styre det og om virkningen bliver for lille på den måde?

Hvis dette er det kedeligste, du har læst i hele dit liv, beklager jeg ;) men er der nogle, der har nogle input, vil jeg gerne høre det. Det må da kunne lade sig gøre at finde noget, der virker.

Andre irrationelle væsner tilstede? :)






torsdag den 7. september 2017

At finde mening og inspiration i det banale




September. Som udgangspunkt en måned jeg godt kan lide. Vejret slog dog om ret brat og blev koldt og efterårsagtigt. Min krop brokker sig over vejrskiftet og gør ondt. Jeg bliver muggen over ikke at kunne foretage mig noget og har i det hele taget ikke været så cheerful de sidste par dage. Jeg havde egentlig tænkt mig at springe bloggen over i denne uge (min plan har altid været at blogge en gang om ugen, selvom det ikke altid bliver sådan) men så læste jeg et blogindlæg, der tager udgangspunkt i en artikel med titlen: "You´ll Never Be Famous - And That´s O.K". Det blev jeg opmuntret og inspireret af, så nu sender jeg linket videre til jer med ønsket om en god septemberdag <3

Finding Meaning and Inspiration in the Mundane





fredag den 1. september 2017

Om fremtidig babyforelskelse



Jeg var på jagt efter strømpebukser eller andet børnerelateret, da jeg så ham og med det samme vidste, hvad jeg så. Midt i Kvicklys børnetøjsafdeling stod en mand med hovedet så langt nede i en barnevogn og en generel udstråling omkring sig, der fortalte, at her kun kunne være tale om en bedstefar! I nærheden gik en kvinde rundt og kiggede på babytøj, som hun glad viste frem til manden. De smilede til babyen og smilede til hinanden og hele det lille sceneri udstrålede så meget glæde, begejstring og splinterny babyforelskelse, at jeg var nødt til at gå over i shampooafdelingen og græde lidt!

Jeg blev rørt simpelthen. Rørt fordi jeg kunne se mig selv i det. Se os i det. Ikke nu selvfølgelig. Lige nu er vi jo heldigvis her sammen med vores dejlige børn, men som et lille glimt af fremtid. Et lille kig ind i en fremtidig glæde.

Ved kassen kom jeg til at stå bagved dem. Babyen var nu oppe på armen og stadig genstand for al opmærksomhed. Det absolut eneste, de købte, var et komplet sæt børnetøj i størrelse meget lille. Trøje, kjole, strømpebukser. Det var hyggeligt at overvære, fordi glæden ved at købe det tydeligvis var så stor. Fordi jeg selv er mor og kender den race, var jeg også en lille smule nysgerrig efter, om babyens mor mon ville blive lige så begejstret for tøjet? :)

Vores egne børn har fantastiske bedsteforældre hele vejen rundt som elsker/elskede (min svigerfar døde for snart 5 år siden) dem meget højt, så det er ikke fordi, jeg ikke ved, hvordan bedsteforældrekærlighed ser ud i praksis. Der var bare noget ved det lille sceneri i Kvickly, som vakte genkendelse i forhold til os og jeg synes, det er rørende og dejligt at tænke på, at vi har en endnu ukendt glæde til gode. Endnu en delt babyforelskelse, denne gang endda med større overskud.  

Jeg kan godt lide tanken om, at vi ikke har elsket vores sidste baby! Indtil videre regner jeg da med, at vores egne børn producerer, men ellers må vi finde en anden lille baby at kaste vores kærlighed på :-)


Tegninger: www.kajsawallin.se